I 2014 udgav Smith romanen How to be Both (da. Begge dele, 2015). Denne romanen fortælles i to dele, den ene af en teenagepige i det moderne Cambridge, George, der sørger over sin mors pludselige død, den anden af den italienske frescokunstner Francesco del Cossa, der levede i 1400-tallet. Igennem romanens fortælling flettes de to ellers meget forskellige skæbner sammen, romanen gennemsyres af spørgsmål om tid, køn og identitet.
Romanen blev især kendt for at være blevet udgivet simultant i to forskellige udgaver: én udgave hvor Georges historie fortælles først, og én udgave hvor Francescos historie fortælles først. Anmeldere påpegede, at eksistensen af disse to forskellige udgaver tydeliggjorde overfor læseren, hvilken forskel rækkefølgen i en historie kan gøre på forståelsen og oplevelsen samt de forbindelser, der kan eksistere imellem mennesker på tværs af tid. Romanen vandt en lang række litterære priser, og blev shortlistet til den prestigefyldte Booker-pris.
Herefter tog Smith hul på den årstidskvartet, som hun nok er mest kendt for. De fire bøger, hver især navngivet efter en årstid, blev udgivet som perlerække i årene 2016-2020. Romanerne foregår i et post-Brexit Storbritannien, og de er blevet fortolket som en slags statusopgørelse over nationen. De centrerer sig om tematikker som migration, klimaforandringer og kunstens rolle i en moderne verden. Især Summer (2020, da. Sommer, 2021) er kendt for at beskrive corona-pandemiens effekt på den britiske befolkning, mens det stadig stod på, og det er derfor en roman, der eksperimenterer med, hvor tæt en roman tidsmæssigt kan komme på de begivenheder, den beskriver. Årstidskvartetten blev ekstremt velmodtaget, og cementerede Smiths rolle som en af de vigtigste nulevende britiske forfattere.
Årstidskvartetten blev i 2022 efterfulgt af Companion Piece (da. Andre tider, 2023). Denne bog fortsætter i årstidskvartettens tråd, men kan læses selvstændigt. Romanen foregår under corona-pandemien og udforsker den medfølgende isolation samt måderne, hvorpå historiefortælling danner forbindelser mellem mennesker og kan føre til social forandring.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.