Med Ariane 5 brød man fuldstændigt med det gamle design, som var udviklet igennem 70’erne, 80’erne og 90’erne. Hvor man i Ariane 1, 2, 3 og 4 benyttede fire motorer i første trin, som alle kørte på hydrazin og dinitrogentetroxid, havde Ariane 5 en enkelt motor i første trin, som kørte på flydende hydrogen og oxygen, og på siderne to faststofboostere.
Udviklingen blev påbegyndt allerede i 1988, og det primære sigte med raketten var fra begyndelsen, at den skulle kunne bruges til at opsende Europas første bemandede rumfartøj, den lille rumfærge Hermes. Hermes-projektet blev dog skrinlagt senere.
Med Ariane 5 forsvandt det tredje trin – Ariane 5 er en totrinsraket, som med de to store faststofboostere undertiden refereres til som en 2½-trinsraket. Første trin kørte altid på flydende brint og ilt, mens andet trin fandtes i to versioner: Et med flydende brint og ilt, og et med hydrazin og dinitrogentetroxid.
Ariane 5 var typisk ca. 50 meter høj, dvs. lidt lavere end Ariane 4 – til gengæld var diameteren vokset til 5,4 meter. Med Ariane 5 kunne man, afhængig af konfiguration, opsende op til 20 tons til lav jordbane, hvilket gav mulighed for at medbringe to uafhængige satelliter i én opsendelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.