Faktaboks

Erik 14.
Født
13. december 1533, Stockholms slot, Stockholm
Død
26. februar 1577, Örbyhus, Uppsala len, Sverige
Image

Erik 14. Den daværende tronfølger klædt som ung adelsmand; oliemaleri på træ, formentlig af Domenicus Verwilt, ca. 1560; Nationalmuseum, Stockholm. Erik 14.s korte regeringstid blev præget af hans brændende ambition om at øge den svenske kongemagts og Sveriges status. Han var intelligent, belæst og nyskabende, men tillige paranoid og kolerisk, i perioder direkte sindssyg. Han indrømmede, at han med egen hånd havde dræbt flere personer.

.

Erik 14. var konge af Sverige fra 1560 til 1568.

Familie

Erik tilhørte slægten Vasa. Han var søn af Gustav 1. Vasa og dennes dronning Katarina af Sachsen-Lauenburg. I 1568 blev han gift med Karin Månsdotter. De to følgende konger, Johan 3. og Karl 9., var hans halvbrødre, den festglade prinsesse Cecilia hans halvsøster.

Kongeår

Eriks bestræbelser på at styrke kongemagten gennem de såkaldte Arbogaartikler i 1561 og gennem oprettelse af en politisk domstol, Höga Nämnd, førte til splittelse i kongefamilien og konflikt med dele af adelen.

Erik erhvervede i 1561 Reval og Estland og lagde dermed grunden til de svenske Østersøprovinser. Sveriges videre ekspansion i Livland og en kompromisløs politik over for Danmark førte til Den Nordiske Syvårskrig (1563–1570), hvorunder Eriks mål var at erobre de østdanske provinser og Norge.

Militære tilbageslag skærpede imidlertid konflikten med adelen, og da kongen i maj 1567 fik et mentalt sammenbrud, blev en række højadelige dræbt (Sturemordene).

Afsættelse

I 1568 blev han afsat og fængslet som ”tyran” af sine halvbrødre Johan og Karl. I fængslet blev han en tid mishandlet og ydmyget, og i 1573 blev hans hustru taget fra ham. Fangenskabet voldte problemer, bl.a. i form af en række sammensværgelser; man søgte at løse dem ved at flytte Erik fra slot til slot, og der udarbejdedes en forskrift for, hvorledes han skulle dræbes i tilfælde af en vellykket opstand.

Tidligere antog man, at Erik døde som følge af arsenikforgiftning, men det har ikke kunnet bekræftes, heller ikke gennem en teknisk undersøgelse i 1958.

Erik ligger begravet i Västerås Domkirke. Hans spaltede personlighed og tragiske skæbne har givet stof til bl.a. et drama af August Strindberg, Erik 14. (1899).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig