Faktaboks

Officielt navn
EUROPEAN ENERGY A/S
CVR-nummer
18351331
Bestyrelsesformand
Jens Peter Due Olsen
Ejer
MDP INVEST ApS, EUROPEAN ENERGY HOLDING ApS, JPZ ASSISTANCE ApS, MHC Energy Europe ApS

European Energy er et dansk energiselskab, der udvikler, konstruerer og driver vind- og solprojekter i det meste af Europa samt i Australien, Brasilien og Nordamerika. Virksomheden har placeret medarbejdere på kontorer fordelt over 21 forskellige lande. Virksomheden blev grundlagt i Danmark i 2004 af Knud Erik Andersen og Mikael D. Pedersen. I 2025 har virksomheden ca. 900 ansatte og leverer elektricitet svarende til ca. 500.000 europæiske husstandes elforbrug. Hovedkontoret er placeret i Søborg.

European Energy en ny slags energiselskab i 2000’erne

Før liberaliseringen af elforsyningen, som fandt sted i begyndelsen af 00’erne, var det kommunalt eller andelsejede elselskaber som stod for at etablere og eje elproducerende anlæg i Danmark. Med vindmøllernes indtog i elforsyningen skete der et skifte. I første omgang var det typisk enkeltpersoner eller vindmøllelaug, der rejste vindmøller og fik dem koblet på elnettet. Efterhånden, som der kom faste procedurer og regelsæt for denne proces, opstod der selskaber, der på kommerciel basis ønskede gøre en forretning ud af at etablere og drive små vindmølleparker. European Energy var et sådant selskab.

Det begyndte med møller i Tyskland

Da European Energy blev stiftet, udførtes det første projekt dog i Tyskland, da vilkårene for at opføre vindmølleparker på det tidspunkt var meget bedre der end i Danmark. I 2025 bygger selskabet vindmøller i både Danmark og resten af Europa. I 2018 tog European Energy det første skridt ind på havvindmøllemarkedet, da selskabet købte Sprogø Windpark fra Sund & Bælt Holding A/S. Med det udgangspunkt er der udarbejdet planer for også at indgå i etableringen af nye mindre havvindmølleparker i både Danmark og Europa.

Solceller stormer frem

Siden 2015 er det gået hurtigt fremad med at installere store solcelleparker i Danmark og i resten af verden. En udvikling der i første omgang har været båret frem af gode statslige tilskudsordninger og siden 2020’erne af hurtigt faldende priser på solceller. I Danmark blev kapaciteten fra solceller tredoblet i perioden 2021-2024. European Energy opførte deres første solar-park i Spanien i 2008. Siden er selskabets parker løbende blevet meget større. Den største ligger i Kassø tæt på Åbenrå og har en kapacitet på 304 MW. Generelt er vindenergi i Danmark billigere per produceret kWh end solenergi, men begge teknologier er konkurrencedygtige og bæredygtige alternativer til fossile brændsler.

Verdens første kommercielle fuldskala Power-to-X anlæg

Det sidste nye skud i virksomhedens portefølje er etablering og drift af Power-to-X anlæg. Den 13. maj 2025 blev Kassø e-metanolanlæg officielt indviet lidt uden for Åbenrå. Anlægget er verdens første kommercielle e-metanolanlæg og en af de største Power-to-X fabrikker i verden. Anlægget kan producere op til 42.000 tons e-metanol om året, som bl.a. bliver leveret til Mærsks første containerskib, der kan sejle på alternative brændstoffer. Derudover vil LEGO-gruppen og Novo Nordisk anvende produktet til at fremstille mere klimavenlig plastik. European Energy ejer 51%, mens det japanske handels- og investeringsselskab Mitsui ejer 49%. Energien til produktionen af e-metanol kommer fra selskabets store solcellepark, som ligger tæt på. Når solen ikke skinner suppleres med strøm fra elnettet. I Kassø har Energinet en stor transformerstation, der kan levere den nødvendige elektricitet.

Regnskab

2025 2024 2023
Nettoomsætning 5.718 mio. kr. 2.838 mio. kr. 3.119 mio. kr.
Egenkapital 7.790 mio. kr. 7.668 mio. kr. 3.209 mio. kr.
Årsresultat 203 mio. kr. 334 mio. kr. 839 mio. kr.
Ansatte (ikke oplyst) (ikke oplyst) (ikke oplyst)

Kilde: CVR og KM24

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig