Image
Israels nationalteater Habima, fotograferet i 2011.

Habima er Israels nationalteater i Tel Aviv. Teatret blev oprettet i 1918 i Moskva som det første professionelle hebraiske teater.

Faktaboks

Etymologi
Habima kommer af hebraisk habimah 'scene'.

Habimas historie

Russisk-jødiske skuespillere havde i 1917 bedt Stanislavskij om hjælp til at oprette et teater, og han udpegede sin elev, Jevgenij Vakhtangov, som Habimas kunstneriske leder. Allerede i 1922 vakte teatret international opmærksomhed med Vakhtangovs legendariske opsætning af Sholom Anskis (1863-1920) Dybbuk.

Selvom kun få anså forestillingens gammeljødiske sprog for en hindring, så havde Habima fra dets begyndelse eksistensproblemer. Således var Habima truet pga. den nye Sovjetstats manglende tolerance over for jødisk teater, og truppen måtte endeligt forlade Moskva januar 1926 og tage midlertidigt ophold i Riga.

Teatret turnerede i Europa og USA, indtil det i 1931 slog sig ned i Palæstina, hvor det udviklede både dramatik og spillestil i henhold til jødisk tradition. I 1958 blev det etableret som national scene.

Habimas betydning

Habima fik med sin forening af mytepoetiske emner og markante formmæssige iscenesættelser betydning for teatersynet hos bl.a. Antonin Artaud, Peter Brook, Jerzy Grotowski og Eugenio Barba. I dag spilles både moderne klassikere, verdensdrama og national dramatik.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig