Matas har i årtier været et anerkendt varemærke blandt danske forbrugere. Kæden har især været kendt for de faguddannede materialister med specialviden om de produkter, de solgte i butikkerne.
Desuden er Matas tæt knyttet til kædens egne produkter, der genkendes på striberne på emballagen. I dag indgår der over 500 produkter med striber i Matas’ sortiment.
I 2010’erne led Matas dog under intensiv konkurrence på kerneprodukterne inden for skønhed og velvære, da supermarkedskæderne indrettede iøjnefaldende parfumeafdelinger, og nethandlen tog fart. I 2013 åbnede den fremadstormende kæde Normal, der placerer sig tæt op ad Matas-butikkerne og sælger parallelimporterede produkter til en lavere pris.
Dårlige resultater, herunder et fald i omsætningen, udløste i 2017 et skifte i topledelsen, da Gregers Wedell-Wedellsborg overtog posten som adm. direktør efter Terje List. Kravet var at sætte mere tempo i Matas og genskabe fortidens vækstrater på 3-4 pct. om året.
Det krav er indfriet, idet Matas er vokset betydeligt siden 2017 og har en ambition om at runde 10 mia. kr. i omsætning i 2027/28.
Efter otte år i spidsen for Matas meddelte Gregers Wedell-Wedellsborg i 2025, at han ønskede at stoppe som topchef, idet han havde takket ja til en stilling i udlandet.
Han afløses den 1. maj 2026 af Mette Uglebjerg, der kommer fra et topjob i det canadiske børsnoterede selskab Alimentation Couche-Tard, der har over 17.000 butikker i Nordamerika, Europa og Asien, og som bl.a. driver kæden Circle K.
Kommentarer (3)
skrev Sven Poulsen
Min Far søgte i 1950'erne at blive medlem af Foreningen af Danske Materialister. Så vidt jeg ved, lykkedes det aldrig. Til gengæld blev han i 1967 optaget i Matas A/S.
Jeg ved, at i 1949 slog en gruppe materialister sig sammen og dannede Matas A/S, men jeg ved ikke, hvilken relation, der var mellem Foreningen af Danske Materialister og Matas A/S. Var Matas A/S en udbrydegruppe fra Foreningen af Danske Materialister?
Venlig hilsen
Sven Poulsen
svarede Jørgen Andresen
Som jeg kan researche mig frem til, var Matas en udbrydergruppe fra Foreningen af Danske Materialister. Den forening vedblev med at eksistere efter etableringen af Matas, men tabte efterhånden indflydelse.
svarede Sven Poulsen
Mange tak.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.