Polynesien

Hvad der præcis afgrænser de polynesiske øer er en fortsat debat. En udbredt afgrænsning er at tale om "den polynesiske trekant". Længst mod nord ligger Hawaii, længst mod syd ligger New Zealand og længst mod øst ligger Rapa Nui, Påskeøen. Øerne inden for trekanten har alle oprindelig polynesisk befolkning. En del andre øer (fx Rennell og Bellona i Melanesien) medregnes ofte til Polynesien, da de også bebos af polynesiere.

Kompleksiteten i etableringen af, hvad Polynesien dækker over, er stor. Franskmanden, Charles de Brosses (1709-1777), der opfandt navnet i 1756, brugte det om alle øerne i Stillehavet. Senere søgte europæerne at snævre betegnelsen ind.

Men usikkerheden var og er stor, også fordi der både er uenighed blandt forskerne om, hvorfra, hvordan og hvornår polynesierne spredte sig ud over Stillehavet, og hvilken grad af kontakt de havde med andre folk. Desuden er der spørgsmålet, om det er kultur eller sprog eller begge dele, der karakteriserer, om en ø tilhører Polynesien. Eksempelvis har folkene på Rotuma i Fiji polynesiske træk, men de taler rotumansk, et ikke-polynesisk sprog.

Flertallet af de polynesiske øer er små og lave og ligger langt fra hinanden. Polynesiernes evne til at kolonisere selv småøer, som ligger tusinder af kilometer fra nærmeste nabo, er enestående. Baggrunden skal findes i et legendarisk fremragende sømandskab, kendskab til oceanets regelmæssige strøm- og vindforhold og evnen til at navigere efter stjernerne.

På trods af de store afstande mellem øerne er naturforholdene ret ensartede med gode muligheder for dyrkning af kokos, brødfrugter, yams, taro og bananer, hvor nedbøren er tilstrækkelig. Den øtype, der har større miljøvariation og de bedste dyrkningsbetingelser, er de større vulkanske og høje øer som Tahiti, Hawaii og Samoa. De små atoller og hævede koraløer har færre nicher og mere begrænsede resurser, men her udnyttes rev og laguner til indsamling af snegle, muslinger, søpølser m.m.

Uanset resursebegrænsninger og tvungen selvforsyning udvikledes der i Polynesien en kultur med god forsyningsmæssig stabilitet og en højtudviklet social og kulturel organisation. Eksempelvis har man praktiseret styring af befolkningstallet på flere øer, bl.a. Tikopia.

Polynesisk kultur blev kult hos de europæiske opdagelsesrejsende, kolonisatorer, beachcombers og publikum hjemme i Europa. Tanken om et tabt, men genopdaget paradis og europæernes ødelæggelse af det er en meget central europæisk fortælling fra Diderot og Rousseau og fremefter.

Myten blev holdt ved lige af malere på de europæiske ekspeditioner, der malede scenerier, der mere mindede om idylliske europæiske forestillinger om det gamle Grækenland end en stillehavsvirkelighed. Menneskeofringer, der var en del af polynesisk kultur, skabte et problem for disse fremstillinger. Senere bidrog ikke mindst Paul Gauguin til opretholdelsen af myten. Den seneste udgave af mytologiseringen er turister på jagt efter eksotiske mennesker, strande og kultur, som turismen på øerne iscenesætter for turisterne.

• Hawaii
• Samoa
• Amerikansk Samoa
• Cookøerne
• New Zealand
• Påskeøen, Rapa Nui
• Fransk Polynesien
• Niue
• Pitcairn
• Tonga
• Tokelau
• Tuvalu
• Wallis og Futuna