Tidal er en international musikstreamingtjeneste, der tilbyder adgang til millioner af sange i høj lydkvalitet og profilerer sig som en platform med særligt fokus på artisters rettigheder og indtjening.

Udvikling og position

Tjenesten blev oprindeligt lanceret i 2010 under navnet WiMP af det norske selskab Aspiro. WiMP voksede hurtigt i Skandinavien og udvidede til flere europæiske markeder, inden den i 2015 blev opkøbt af Project Panther Bidco Ltd., ejet af den amerikanske rapper Jay-Z. Tidal-brandet var lanceret af Aspiro på de engelsksprogede markeder (UK, USA og Canada) i 2014, og efter opkøbet blev WiMP fusioneret med Tidal, så eksisterende brugere blev overført til Tidal-platformen.

Tidal positionerede sig fra starten som et eksklusivt alternativ til konkurrenter som Spotify og Apple Music ved at tilbyde lossless streaming og særlige HiFi-abonnementer, hvor lydkvaliteten var i centrum. Samtidig blev Tidal markedsført som en kunstnerejet tjeneste, hvor flere store internationale musikere – herunder Madonna, Alicia Keys og Coldplay – blev medejere. Dette skulle sikre større gennemsigtighed og bedre økonomiske vilkår for artisterne, hvilket blev et centralt element i tjenestens branding og kommunikation. Tidal har desuden satset på eksklusivt indhold og tidlige udgivelser fra kendte kunstnere for at tiltrække abonnenter.

På trods af disse tiltag har tjenesten haft udfordringer med at opnå samme markedsandele som de større konkurrenter, ligesom påstandene om eksklusiv lydkvalitet og understøttelse af artister har mødt kritik.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig