ansigt

Ansigtsskelettet består af flere sammenvoksede knogler. De to største er pandebenet (os frontale) og overkæbebenet (maxilla). I fosterlivet anlægges pandebenet som to separate knogler, der efterhånden vokser sammen og udvikler pandens bihuler.

Overkæbebenet er todelt hele livet. Det danner loftet i mundhulen, den hårde gane (palatum durum). Nogle gange er denne knogleforbindelse ufuldstændig, så barnet fødes med læbe-kæbe-ganespalte. Underkæben (mandibula) er hesteskoformet og er fæstet til tindingebenene (ossa temporalia) ved modificerede hængselled.

Kindbenene (ossa zygomatica), som er vokset sammen med flere andre knogler, danner ydre del af overkæben og øjenhulens væg. Øjenhulen (orbita) dannes af tårebenene (ossa lacrimalia) ind mod næsen samt overkæbebenet.

Næseryggen udgøres af de to næseben (ossa nasalia), de fæster sig øverst mod panden, som danner øjenhulens øvre rand.

Også underkæben (mandibula) udgør en del af ansigtsfladen.

Ansigtshuden har forskellig tykkelse afhængig af lokalitet, køn, alder og arv. Den er som regel tykkest på hagen og tyndest over næseryggen og øjenlågene.

Under huden er der rigeligt med bindevæv, det danner her et eget lag (fascia superficialis), som operativt kan strammes fra hver side ved såkaldt ansigtsløftning. Dette bindevævslag mellem huden og ansigtsknoglerne ligger tæt omkring de forskellige ansigtsmuskler, så der dannes en slags bindevævsplade under huden, på engelsk kaldet superficial musculo-aponeurotic system (forkortet SMAS).

Fedtvævet kan være diffust fordelt, i kindområderne kan det være løst og kraftigt fortykket. Her findes også det såkaldte Bichats fedtlegeme (corpus adiposum buccae). Når det er reduceret hos voksne, magre personer, får de et "indfaldent" ansigtsudtryk.

Ansigtsmusklerne fæstner sig delvist i huden og bidrager til at forme ansigtsudtrykket (mimisk muskulatur). De styres af impulser fra syvende hjernenerve (ansigtsnerven, nervus facialis). Blandt de vigtigste er:

• Omkring øjnene: pandemusklen (musculus frontalis), som er en del af musculus epicranius og hæver øjenbrynene og rynker panden, samt øjets ringmuskel (musculus orbicularis oculi) som lukker øjnene og skaber "smilerynkerne" ud for hvert øje. Øjenlågene har en løftemuskel (musculus levator palpebrae superioris)
• Omkring næsen: over næseryggen går en lille muskel (musculus nasalis), som består af to dele. Den ene del klemmer næseborene sammen, mens den anden udvider dem
• Omkring munden: mundens ringmuskel (musculus orbicularis oris) er forbundet med flere andre muskler, som sammen bidrager til at ændre mundens mange positioner og dermed har betydning for ansigtsudtrykket, men også for artikulering af ordene, når man taler. Oversiden dannes delvist af muskelfibre fra hage- og kæbepartiet, mens undersiden kommer delvist fra fibre op mod begge kinder. Lige ud fra hver mundvinkel fæstes kindmusklen (musculus buccinator).

Af andre ansigtsmuskler kan nævnes de kraftige tyggemuskler (musculus masseter og musculus temporalis). De er ikke hudmuskler, som den mimiske muskulatur, men fæster sig direkte til kranieknoglerne og på underkæben.

De forandringer, som et menneskeansigt gennemgår i løbet af et langt liv, skyldes først og fremmest forandringer i bløddelene. Huden bliver mindre elastisk, furerne mere markerede og muskulaturen svagere.

Ansigtet giver fremfor nogen anden del af kroppen indtryk af vedkommendes karakter og sindelag. Måske var mimikken menneskenes første kommunikationsmiddel, sådan som det stadig kan være, når man ikke forstår andre personers sprog.

Helt siden oldtiden har man studeret ansigtets former og detaljer og forsøgt at finde lovmæssige forbindelser mellem mimik og karakter. Dette afsporede fuldstændigt i løbet af 1700-tallet med den schweiziske præst Johann Caspar Lavater (1741–1801) og hans pseudovidenskab "fysiognomik". Helt ind i vores egen tid har forestillingen om den lærdes høje tænker-pande, eller den næriges tynde, sammenknebne mund holdt sig levende.

Ansigtet er måske den kropsdel, der oftest afspejler sygdom hos personen. Både ansigtsudtrykket og hudens farve og udseende/præg kan give information om mange sygdomme.

Evnen til at genkende ansigter er individuel. Eksempelvis har mennesker af samme etniske gruppe meget lettere ved at skelne personer fra hinanden, end når folk fra 'fremmede' kulturer skal prøve det samme. For dem ser 'alle' ens ud. I særlig grad har spædbørn vist en forbløffende evne til at skelne forskellige ansigter fra hinanden.

En persons ansigt er i høj grad bestemmende for, hvordan vedkommendes personlighed opfattes. Ansigtet er en central markør for menneskets udseende, og det kan ved mimik m.m. angive stemning og være en slags det usynliges synlighed. Ofte kan ansigtet være symbol for mennesket som helhed, dets hele væsen; det ses fx en række steder i Det Gamle Testamente, bl.a. det berømte sted om menneskets vilkår: “I dit ansigts sved / skal du spise dit brød” (1. Mos. 3,19).

Ikonografiske fremstillinger af hinduguder, fx Shiva og Brahma, viser ofte disse med flere ansigter, hvilket angiver deres forskellige roller eller kræfter. Den romerske gud Janus fremstilles med to ansigter, et der skuer frem, et tilbage, han vogter porte, indgange og udgange og overgange. Treenigheden i kristendommen kan i perioder symboliseres gennem en figur, der består af ét legeme med tre ansigter/hoveder.

Ordet ansigt optræder metaforisk i en række stående udtryk, fx “stikke sit grimme ansigt frem”; “at vise sit sande ansigt”; “at være et kendt ansigt”; “blive lang i ansigtet” (skuffet); “tabe ansigt” (blive ydmyget); “med et menneskeligt ansigt”.

Det kan tolkes som forsøg på at bevare “evig” ungdom, når man får ansigtsløftning, mens ansigtets rynker symboliserer det levede liv.

• ansigtsudvikling
• kraniet
• muskel
• retsantropologi
• mimisk muskulatur
• sanser
• nervus facialis