cello

Celloen kendes fra 1500-tallet, og den blev oprindelig bygget som basinstrument i violinfamilien. På det tidspunkt havde celloen ofte fem strenge, hvilket var almindeligt til omkring midten af 1700-tallet. Frem til slutningen af 1600-tallet var celloen kendt som "basviolin", og dens rolle i musikken var netop at fremhæve baslinjen i tidens ensembler. Kombinationen af cello og cembalo blev standard i barokkens brug af generalbas.

Celloen og tenor-gamben kan ligne hinanden, men de tilhører to forskellige instrumentfamilier. Violinfamilien hører til viola da braccio-familien. Ligesom gamben spilles celloen med bue, men i modsætning til gambefamilien spilles celloen med overhåndsgreb på buen.

I 1600-tallet udkonkurrerede celloen basgamben i orkestermusikken, fordi celloen er meget mere klangfuld. Først fra slutningen af århundredet blev celloen brugt som soloinstrument, og den egner sig lige godt til solospil og akkompagnement.

Johann Sebastian Bachs seks suiter for solocello, komponeret i årene 1717–1723, var med til at øge interessen for celloen. Med 1700-tallets store musikalske genre, strygekvartetten, fik celloen sammen med violin og to bratscher en ligeværdig, solistisk rolle i musikken. I 1700-tallet blev celloen også et vigtigt instrument i symfoniorkestret og i operaorkestret, hvor den stadig har sin faste plads.

1800-tallets romantiske cellokoncerter af komponister som fx Robert Schumann og Antonín Dvořák fik vind i sejlene af tidens store virtuoser. En af de mest berømte cellister var Pablo Casals.

Også for 1900-tallets komponister var celloen et vigtigt instrument, i Danmark blandt andre Vagn Holmboe og Per Nørgård. Blandt de internationalt berømte danske cellister var Erling Bløndal Bengtsson, og mange danske cellister spiller stadig både hjemme og i udlandet.

• violin
• bratsch
• generalbas
• gambe
• bue
• viola da braccio
• strygekvartet