eksonym

Forholdet mellem endo- og eksonym kan i det store og hele falde i en af tre grupper:

Typisk er eksonymet helt eller delvist en form af endonymet, der er blevet lånt ind i modtagersproget, enten direkte fra originalsproget eller via et andet sprog, ofte græsk, latin eller et mere dominerende sprog i området, som engelsk, fransk eller russisk.

I modtagersproget vil navnet uvægerligt gennemgået visse forandringer, betinget af af, hvordan talerne af modtagersproget udtaler eller skriver det lånte navn, af forskellige orddannelsesregler i sproget eller af senere sproghistoriske udviklinger.

Eksemplerne er forskelligartede:

• I det fransk Paris [paʁi] (af latin Parīsiī) er det udlydende -s gået tabt som følge af en sproghistorisk udvikling. I næsten alle andre sprog, herunder dansk, udtales dette -s fortsat. En undtagelse er italiensk, hvor regelmæssige lydforandringer har givet formen Parigi.
• Spansk Ibiza [iˈβiθa] udtales efter tyske stavekonventioner [iˈbitsa], og det er den form, vi bruger på dansk.
• Det tyske endonym Köln fungerer i den kølnske dialekt selv som eksonym, idet det dialektale endonym er Kölle. Begge ord er sproghistoriske videreudviklinger af latinsk Colonia. På de romanske sprog har det latinske navn udviklet sig anderledes, hvilket har givet eksonymerne Italiensk/Spansk Colonia, Fransk Cologne, osv. Den sidstnævnte form er lånt ind i engelsk.
• På sprog med kasusbøjning vil det indlånte navn blive tildelt en bøjningsklasse, og der vil typisk blive tilføjet en kasusendelse. Den amerikanske præsident Lyndon B Johnson hedder således Lyndonas Džonsonas på litauisk.
• I de europæiske sprog har mange landenavne deres oprindelse i latinske eller græske navne, der endte på -ia. I tysk og de nordiske sprog har flere af disse navne fået endelsen -ien, der muligvis har sin oprindelse i latinske adjektiver på -ānus. Således danske eksonymer som Italien, Spanien, Slovenien, Californien osv. over for endonymerne Italia, España, Slovenija, California. På dansk ligner disse endelser den bestemte fælleskønsform, og måske derfor har vi fået den besynderlige endelse -iet i Tyrkiet, Mongoliet, Slovakiet, Tjekkiet og Algeriet. Den ligner den bestemte form af et neutrumsord, men oprindelsen er uklar.

Når et endonym har en klar bogstavelig betydning, kan et eksonym opstå som en direkte oversættelse, der i løbet af sprogets historie kan antage nye former:

• Det ældre danske navn Køpmannæ hafn 'købmændenes havn' blev i middelalderen oversat til middelnedertysk Copman(ne)haven, Copenhauen. Det danske navn udviklede sig til endonyment København, det middelnedertyske til eksonymet Kôpenhāgen, som er lånt ind i engelsk Copenhagen, fransk/spansk Copenhague, italiensk Copenaghen osv.
• Hollandsk de Nederlande ‘de lave lande’ blev oprindelig oversat til dansk Nederlandene, engelsk the Netherlands, fransk les Pays-Bas osv.. Senere har landet skiftet navn til entalsformen Nederland, bogstaveligt ‘lavt land’, uden at eksonymerne er fulgt med.

I nogle tilfælde er endonymet og de forskellige eksonymer helt ubeslægtede. Eksempler er

• Det danske eksonym for Albanien er formentlig af græsk oprindelse og er helt ubeslægtet med det albanske endonym Shqipëria.
• Det danske eksonym for Grønland var Erik den Rødes påfund og modsvarer ikke det grønlandske endonym Kalaallit Nunaat ‘kalaalliternes land’.
• Det danske endonym for Ungarn har sin rod i en byzantinsk græsk betegnelse, Ungroi (Οὔγγροι) for en helt anden folkestamme og er ubeslægtet med endonymet Magyarország ‘magyarer(nes) land’.