fadervor

Forskellen består ikke så meget i ordlyden som i, at Lukasevangeliet kun har fem af de syv enkeltbønner, der findes i Matthæusevangeliets Fadervor, idet den tredje og den syvende mangler; dertil kommer, at Lukasevangeliet har en kortere tiltale og mangler den lovprisning, hvormed Fadervor i Matthæusevangeliet slutter; denne lovprisning findes dog ikke i de ældste håndskrifter og synes oprindelig at have været et korsvar, som på et tidligt tidspunkt er trængt ind i teksten.

At Fadervor går tilbage til Jesus selv i en oprindelig aramæisk ordlyd, er langt den almindeligste antagelse. Det gør det så usikkert, hvilken af de to former der kan anses for at være den oprindelige, hvis det da ikke formodes, at Jesus er ophavsmand til begge former. Der er dog også fortolkere, der hævder, at bønnen er formuleret af forfatteren til Matthæusevangeliet, og at formen i Lukasevangeliet er resultatet af en genskrivning.

Også den antikke jødedom havde foreskrevne bønner, først og fremmest Attenbønnen, der var kendt på Jesu tid og skulle bedes tre gange daglig. Den har navn efter antallet af enkeltbønner, der indgår deri, og er i omfang mere end ti gange så lang som fadervor. Den såkaldte helligbøn er kortere og har karakter af lovprisning snarere end af bøn.

Det har været formodet, at det var med særligt henblik på disse to bønner, at Jesus lærte sine disciple Fadervor. Den udmærker sig under alle omstændigheder ved sin korthed og ved i sit indhold at være eskatologisk, dvs. vedrøre de sidste tider og Guds rige. I sig selv indeholder den ingen tydelige spor af at være en kristen bøn.

• Vor Fader, du som er i himlene!
• Helliget blive dit navn,
• komme dit rige,
• ske din vilje
• som i himlen således også på jorden;
• giv os i dag vort daglige brød,
• og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
• og led os ikke ind i fristelse,
• men fri os fra det onde.
• For dit er Riget og magten og æren i evighed!
• Amen.

• bøn