Fibrater er en type lægemidler, der bruges til at sænke fedtstoffer i blodet – navnlig triglycerider. Fibrater anvendes i dag sjældent og er ikke længere en del af standardbehandlingen ved forhøjet kolesterol, da statiner har vist sig mere effektive til at forebygge hjerte-kar-sygdom.

Fibraters anvendelse

Fibraters primære anvendelse er ved svært forhøjede triglycerider , hvor den umiddelbare risiko er bugspytkirtelbetændelse (pankreatitis) snarere end åreforkalkning . Fibrater kan også øge mængden af det "gode" HDL-kolesterol , men denne effekt anses ikke længere for at have selvstændig betydning for hjerte-kar-sygdom. Kliniske studier med lægemidler , der selektivt hæver HDL, har ikke vist at reducere forekomsten af hjerte-kar-sygdomme, hvilket tyder på, at et højt HDL-tal snarere er et tegn på god stofskiftesundhed end en faktor, man meningsfuldt kan behandle sig til.

Virkning af fibrater

Fibrater aktiverer nogle særlige receptorer i kroppens celler kaldet PPAR-alfa-receptorer, især i leveren og i det brune fedt. Det får leveren til at producere mindre af det skadelige fedtstof VLDL (very-low density lipoprotein) og mere HDL. Triglycerider kan falde med 35–50 %, og HDL kan stige med 15–25 %, afhængigt af udgangsværdierne.

Bivirkninger af fibrater

Almindelige bivirkninger er fordøjelsesproblemer (dyspepsi). Fibrater kan også give øget tendens til galdesten og muskelsmerter.

Interaktioner

Kombination med statiner i høje doser kan give muskelsmerter. Hvis der samtidig gives lægemidler med indholdsstoffet warfarin eller anden blodfortyndende medicin, skal dosis justeres. Fibrater bør undgås ved alvorlig nyre- eller leversygdom.

Eksempler på fibrater

  • Gemfibrozil
  • Bezafibrat

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig