Hamburgeren, som først betegnedes Hamburg steak, er udviklet i USA, angiveligt på grundlag af forskellige former for kødkager, som tyske søfolk havde lært sig og derefter indført i østkystens havnebyer.
Navnet optræder først i 1880’erne, og produktets nationale gennembrud knyttes til Verdensudstillingen i St. Louis, Missouri, 1904 (100-årsmindet om USA’s køb af Louisiana-territoriet af franskmændene), hvor den blev så populær, at det vakte opsigt.
Hamburgeren er blevet synonym med driveinkulturen, i hvilken restaurantkæden White Castle var pioner i 1920’erne og havde hamburger som stjerneprodukt fra 1921. McDonalds fulgte efter i 1940 i Californien efter en gennemgribende produktfornyelse, bl.a. udviklingen af en ny stamme Idahokartoffel, særlig velegnet til sprødhed i chips.
Burgerbarer er blevet en international storindustri med benhård konkurrence mellem gigantkæder, og hamburgeren er blevet indbegrebet af fastfood. I Danmark tog Tulip, Steff-Houlberg, Påskebrød o.a. kampen op mod de amerikanske fastfoodkæder og begyndte at levere hamburgere og tilbehør til grillbarer og cafeterier. En kuriositet er Flyvergrillen i Kastrup, som Københavns Lufthavne i en årrække modarbejdede eksistensen af, af “sikkerhedshensyn”.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.