imperium

I Romerrigets eget politiske system var imperium en juridisk betegnelse for den udøvende magt. Den omfattede kommandoen over den romerske hær, retten til at lede en folkeforsamling og til at eksekvere domme (eller lade dem eksekvere), herunder også den særlige ret til at henrette romerske borgere.

Oprindelig var imperium den øverste og uindskrænkede magt, som lå hos kongen. Med republikkens indførelse i 509 f.v.t. fik prætorer og konsuler imperium, og kollegialitetsprincippet (dvs., at der altid var to konsuler og flere prætorer) sikrede mod magtmisbrug. En magistrats imperium var symboliseret ved to lictorer, der hver bar et neg med en økse i, de såkaldte fasces. Imperium var givet for en forudbestemt periode (typisk embedsperioden på ét år) og oftest med et specifikt formål for øje, fx en bestemt militær kampagne.

Med det augustæiske principat samledes det øverste imperium (imperium majus) i kejserens person, hvilket kan sammenlignes med det amerikanske commander-in-chief-begreb.

Betegnelsen Imperium Romanum (Det Romerske Imperium) blev almindelig i det 1. århundrede e.v.t. og angav det geografiske område, hvori romersk kommandomagt kunne gøres gældende.

• Imperium Romanum
• imperator