japansk

I japansk fonologi skelner man mellem stavelser og morae: Hvorimod stavelse betegner den lydenhed, der kan bygges op omkring en enkelt vokallyd, betegner mora en rytmisk enhed, der styres af, hvor lang tid det tager at udtale lyden. Eksempelvis kan orden kantan ‘let; enkelt’ deles i to stavelser (kan-tan), men hele fire morae (ka-n-ta-n).

Japansk har fem fonemiske vokaler: /i, e, a, o, u/. Der skelnes mellem korte og lange vokaler, hvoraf de sidstnævnte typisk transskriberes med en streg over vokalen, f.eks. u (kort vokal) over for ū (lang vokal). Vokallængde er på japansk betydningsadskillende, fx koko 'her' (med to morae) over for kōkō ‘gymnasium' (med fire morae). Vokalerne -i- og -u- falder næsten bort mellem to ustemte konsonanter eller finalt efter ustemt konsonant, fx kutsushita [kts(u)ʃta] 'strømper'.

Sproget har desuden 16 fonemiske konsonanter. 14 af disse bruges til at indlede stavelser /p, b, m, w, t, d, s, z, n, r, j, k, g, h/. Visse af disse konsonanter realiseres forskelligt, afhængigt af hvilken vokal, de står foran. Fx realiseres /h/ som [h] foran /a/, /e/ og /o/, men som [ç] foran /i/ og [ɸ] foran /u/. De sidste to konsonanter er selvstændige moræiske konsonanter, der kun forefindes i slutningen af stavelser. Den ene, /N/, er en moraisk nasal, der som regel udtales [ɴ]. Den anden, /Q/, er en særlig moraisk konsontant, der forlænger den efterfølgende konsonant. Begge disse moraiske konsonanter findes i ordet nippon [nippoɴ] ('Japan'), der altså består af fire morae.

Japansk er ikke et tonesprog i klassisk forstand, hvor hver stavelse har en tone; i stedet findes i de fleste dialekter en såkaldt pitch accent, der angiver tonehøjde og kan være betydningsadskillende, fx i Kyoto-dialekten, hvor ordet hashi har tre forskellige betydninger: med lav-høj tone ('spisepinde'), med høj-lav tone ('bro') og med høj-høj tone ('kant').

I stor kontrast til det japanske sprogs relativt enkle fonologi er japansk skrift blandt verdens mest komplicerede. Langt størstedelen af verdens sprog gengives enten med fonografisk skrift, hvor hvert tegn repræsenterer en lyd, eller med logografisk skrift, hvor hvert tegn repræsenterer et morfem eller et ord, men moderne japansk skrives ved hjælp af tre samvekslende tegnsystemer, der både er fonografiske og logografiske: De fonografiske lydalfabeter hiragana ひらがな og katakana カタカナ, hvor hvert tegn svarer til én mora (f.eks. a-ka-sa-ta-na osv.), samt de logografiske skrifttegn kanji 漢字, der oprindeligt stammer fra Kina men som over de sidste mange århundreder har fået deres egen særegne anvendelse på japansk. Hvor hiragana- og katakana-alfabeterne hver især består af 48 forskellige tegn, skal det totale antal af kanji tælles i titusinder. Det antal kanji-tegn, der regnes for at være i vanlig brug, er dog begrænset til omkring 2000.

På moderne japansk har hiragana, katakana og kanji forskellige funktioner, og det er helt normalt at veksle mellem alle tre tegnsystemer inden for samme sætning. Groft sagt bruges kanji til at skrive leksikale ord (dvs. indholdsord) og hiragana til at skrive grammatiske ord (dvs. småord) og bøjninger, hvorimod katakana bruges til låneord og egennavne fra andre sprog end kinesisk.

Følgende eksempel illustrerer, hvordan de tre skriftsystemer bruges sammen på japansk:

予約はオンラインで取れます。

'Reservationer kan foretages online'

I denne sætning skrives det sino-japanske ord yoyaku 予約 ('reservation' eller 'aftale') med kanji, de grammatiske partikler wa は og de で skrives med hiragana, og det engelsk-afledte låneord onrain オンライン ('online') skrives med katakana. Endelig skrives verbet toremasu 取れます ('kan tages') med en kombination: stammen skrives med kanji, og den grammatiske bøjning skrives med hiragana.

Der findes endda et (begrænset) antal af japanske ord, der sågar skrives ved hjælp af alle tre tegnsystemer på én gang. Et eksempel her er ordet keshigomu 消しゴム ('viskelæder'). Her kombineres det kinesiske tegn 消, der i sig selv insinuerer betydningen 'forsvinde' eller 'slide af', med hiragana-tegnet shi し til at skrive til verbet keshi 消し ('at slette'), der så yderligere kombineres med låneordet gomu ゴム ('gummi'), som skrives med katakana. Således opnås den direkte oversatte betydning 'slettegummi', altså 'viskelæder'.

De fleste kanji kan udtales på flere måder, alt efter hvilken sammenhæng de optræder i. Det skyldes, at udtalen er indlånt fra Kina i flere omgange, således at dialektforskelle og tidsmæssige ændringer i det kinesiske sprog reflekteres i nutidig japansk udtale.

Det bør nævnes, at den ovennævte rollefordeling (dvs. kanji til leksikale morfemer, hiragana til grammatiske morfemer og katakana til ikke-kinesiske fremmedord) er en forsimpling: Der er således mange leksikale ord, som enten ikke kan eller meget sjældent skrives med kanji, lige så vel som at katakana ikke udelukkende anvendes til fremmedord.

Foruden hiragana, katakana og kanji anvender japansk også latinske bogstaver, som hyppigt bruges i akronymer, firma- og produktnavne m.m. Desuden findes også de indisk-arabiske taltegn, som trods stor udbredelse dog ikke har erstattet kinesiske taltegn fuldstændigt.

Det siges ofte om det japanske sprog, at dets grammatik er ulogisk eller upræcis. Dette er dog nærmere myte end fakta; hvis japansk grammatik fremstår ulogisk, skyldes det som regel, at den historisk er blevet beskrevet ved hjælp af analytiske kategorier, der oprindeligt blev udarbejdet med henblik på at beskrive europæiske sprog og som ikke præcist indfanger logikken i det japanske sprog.

Spørgsmålet om japanske ordklasser har historisk været en kilde til betydelig debat inden for japansk lingvistik, og i dag er der stadig ikke bred enighed om, hvordan japanske ord bør kategoriseres. En typisk inddeling inkluderer: verber, substantiver, adjektiver, adverbier, pronomener, partikler og ideofoner.

Heraf har eksempelvis spørgsmålet om adjektiver givet anledning til diskussion. Ret beset findes der to forskellige ordklasser på japansk, der semantisk svarer til adjektiver, som vi typisk ser dem på europæiske sprog, men begge disse grupper har også grammatiske særpræg. Den ene gruppe er populært kendt som 'i-adjektiver', hvilket skyldes, at deres grundform altid slutter med -i. Der findes ikke særligt mange i-adjektiver – under 250 – men de bruges til gengæld hyppigt, herunder ord som omoshiro-i 面白い 'morsom, interessant' eller sema-i 狭い 'smal'. Noget særligt for i-adjektiver er, at de kan bøjes i modus og tempus, hvorfor de også betegnes som 'adjektiviske verber' eller 'statiske verber'. Den anden gruppe kendes som na-adjektiver, eftersom de efterfølges af det lille morfem -na hvis de bruges attributivt. Cirka 80% af na-adjektiver har etymologiske rødder uden for Japan, enten fordi de er afledt af kinesiske logogrammer, fx fuan-na 不安な 'utryg', eller fordi de er låneord fra europæiske sprog, fx rūzu-na ルーズな (< eng. loose) 'løs' eller 'sløset'. Mange na-adjektiver kan også fungere som substantiver, når de står alene (fx fuan 不安 'utryghed') og derfor bliver denne ordgruppe også betegnet som 'adjektiviske substantiver' eller 'nominale adjektiver'. Selv om langt størstedelen af adjektivistiske låneord ender som na-adjektiver på japansk, er der også sjældne tilfælde, hvor de bliver fortolket som i-adjektiver – et eksempel herpå er ero-i エロい ‘erotisk’.

Japansk er et agglutinerende sprog, hvilket vil sige, at ord modificeres ved hjælp af affiksering (modsat fx flekterende sprog). Dette komme primært til udtryk i det japanske verbalsystem, der foruden affiksering også benytter sig af en række hjælpeverber og modalitetsmarkører. Hvis kategorier som passiv, kausativ, modus og tempus anvendes på én og samme tid, kan verballed opnå en betydelig længde, som f.eks.

yomaseraretakunakatta darō

読ませられたくなかっただろう


‘[de] havde antageligvis ikke lyst til at blive tvunget til at læse den’

Til trods for dette komplekse morfologiske system bøjes japanske verber hverken i person eller tal. Dertil kommer det faktum, at det er normalt at udelade sætningens subjekt, hvis det tydeligt kan aflæses fra konteksten. Med andre ord indeholder japanske sætninger typisk ikke nogen grammatisk information om, hvem eller hvad der agerer subjekt for prædikatet. En sætning såsom Kyō wa kimasen 今日は来ません (bogst. ‘i dag, kommer ikke’) kan altså både fortolkes som ‘Jeg kommer ikke i dag’, ‘Hun kommer ikke i dag’ eller ‘De kommer ikke i dag’. Dette giver dog sjældent anledning til misforståelser, da subjektet altid vil være tydeligt ud fra den sammenhæng, sætningen fremstår i.

Modsat verber og adjektiver er det kun en meget lille gruppe substantiver, der tillader affiksering. Japanese substantiver kan ikke tælles og har ikke noget grammatisk køn. Altså er kanet ord som densha 電車 ('tog') både have betydningen 'tog', 'toget', 'toge' eller 'togene' afhængigt af konteksten. En undtagelse hertil er substantiver, der henviser mennesker eller levende væsener. Her findes en mindre gruppe suffikser, der kan bruges til at indikere flertal, således kan fx kodomo 子ども ‘barn’ blive til kodomo-tachi 子どもたち ('børn'). Ligeledes er der en begrænset gruppe substantiver, der kan gøres til flertal ved reduplikation, fx kuni 国 (‘land’) og kuniguni 国々 (‘lande’).

Relationer mellem sætningsled indikeres ved hjælp af ordstilling samt de såkaldte grammatiske ‘partikler’ – små ord, der følger det ord eller sætningsled, de modificerer. Nogle partikler har en funktion ikke ulig kasus på europæiske sprog; fx markerer o を direkte objekt (som akkusativ), og no の markerer tilhørsforhold (som genitiv), medens andre partikler påvirker sætningens informationsstruktur; fx markerer wa は sætningens tema, dvs. hvad udsagnet handler om. Sætningstemaet bør ikke forveksles med det grammatiske subjekt; det kan hænde at en sætning både indeholder et tema og et ‘subjekt’ på én og samme tid. Et klassisk eksempel på dette fænomen er sætningen zō wa hana ga nagai 像は鼻が長い (elefant – næse – lang), en der på dansk bedst kan oversættes som ‘Elefanter har lange næser’. Her er markerer wa は sætningens tema, zō 象 (‘elefant’), hvorimod ga が markerer at hana 鼻 (‘næse’) agerer som “subjekt” for prædikatet nagai 長い (‘lang’). En ordret oversættelse af zō wa hana ga nagai lyder således ‘Elefant, næsen er lang’.

Kopula, dvs. indholdsløse forbindelsesled mellem subjekt og prædikat, fx dansk være, findes på japansk med morfemerne da og desu, som forbinder to substantiver eller substantiviske udtryk i mønsteret A wa B da/desu, der betyder 'hvad angår A, så er det (af kategorien) B'. Kopula kan således ikke altid oversættes med 'er'; fx betyder sætningen watashi wa unagi desu ikke 'jeg er en ål', men 'jeg vil gerne have ål fra menukortet'. Dansk 'er' i betydningen 'eksisterer' eller 'er til stede' hedder om levende væsener iru og om ting aru.

• japansk filologi
• japansk litteratur
• Japans sprog
• ryukyu