Jaspis er et mikrokrystallinsk kornet kvarts med en hårdhed på 7. På grund af indesluttede urenheder, fx ler og jernoxider, er jaspis uigennemskinnelig. Jaspis kan være brun, rød, gul eller grøn, og farven er ofte uens fordelt i stenen. Flerfarvet, lagdelt jaspis kaldes båndjaspis, rød jaspis kaldes silex, og ensfarvet dybgrøn jaspis plasma. Jaspis minder en del om flint og har faktisk de samme egenskaber ved fx fremstilling af brugsgenstande.

Faktaboks

Etymologi
Ordet jaspis har en flersproget oprindelse og menes at gå tilbage til hebraisk (yashpeh), assyrisk (yashupu) eller persisk (yashm), hvor det refererede til plettede sten. På græsk er det iaspis (ἴασπις), som på latin blev til jaspis.

En grøn calcedon med røde pletter af jaspis kaldes heliotrop eller blodjaspis, undertiden blodsten, men denne betegnelse hører rettelig til en varietet af hæmatit. Jaspis forekommer mange steder, men brydes hovedsagelig i Sydindien, Australien, Afrika, USA og Brasilien. Fra Grønland kendes rød jaspis fra Savissivik i Thule-distriktet og fra løse moræneaflejringer langs randen af Indlandsisen. Rød jaspis har været kendt i Grønland af geologer i det sidste århundrede.

Jaspis er en af de ældste kendte smykkesten og er omtalt i både assyriske, græske, ægyptiske og japanske kilder. Jaspis anvendes som smykkesten.

De, som anvender krystaller og sten i healing, mener, at jaspis har fysisk helbredende egenskaber og spirituel, mental betydning, hvilket dog ikke er videnskabeligt bevist. Her følger nogle eksempler: Jaspis menes at kunne styrke immunforsvaret og hjælpe mod stress. Jaspis øger vitalitet og energi samt fremmer generel sundhed og helbredelse i kroppen. Jaspis betragtes som beskyttelsessten mod negativ energi.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig