koala

Koalaen placeres i sin egen familie, Phascolarctidae. Dens nærmeste slægtninge er vombatterne, og tilsammen danner de underordenen Vombatiformes. De hører hjemme i ordenen diprotodonter (Diprotodontia), hvor man også finder kænguruerne og possummerne.

Koalaen har en hoved-og-kropslængde på 65-82 cm. Hanner vejer 4-15 kg, med de lidt mindre hunner har en vægt på 4-11 kg. Koalaer i Victoria og South Australia, dvs. i den sydlige, koldere del af udbredelsesområdet, er væsentlig større end koalaer i Queensland. Inden for det samme område er hannerne ca. 50 % tungere end hunnerne.

Koalaen er umiskendelig med sine kraftigt pelsede ører kombineret med en kort snude, et stort, nøgent, læderagtigt, sort næsespejl og fremadrettede øjne med lodrette pupiller. Kroppen er kort og kompakt, armene og benene relativt lange og halen rudimentær med kun 6-7 halehvirvler.

Den bløde, uldagtige pels er altid hvid på undersiden, mens den på oversiden er lysegrå i Queensland, mørkegrå i New South Wales og gråbrun i Victoria og South Australia. I den nordlige, varmere del af udbredelsesområdet er pelsen kort, mens den er tykkere i den sydlige del. Pelsen er måske tættere end hos noget andet pungdyr og er højisolerende og vandtæt.

Koalaens hænder og fødder er konstrueret til klatring. Den har fem fingre og fem tæer med krumme kløer med undtagelse af storetåen, der har en kort, flad klo. Kløerne gør koalaerne i stand til at klatre op og ned ad store træstammer. De to første fingre (svarende til vores tommel- og pegefinger) er modstillet de tre resterende. Også storetåen er modstillet. Det giver koalaen et fast, skruetvingeagtigt greb om mindre grene. Endelig er håndfladerne og fodsålerne beklædt med nøgen, furet hud, der giver et skridsikkert greb. Karakteristisk for diprotodonterne er, at den anden og tredje tå (dvs. de to tæer ved siden af storetåen) er omgivet af en fælles hud, så de kan benyttes som en kam under pelsplejen.

Koalaen er udbredt i det østlige og sydøstlige Australien fra nær Cairns i det nordlige Queensland til Victoria og det sydøstlige South Australia. Den lever i skov, som er domineret af eukalyptustræer.

Koalaer er meget selektive bladædere, der næsten udelukkende lever af blade fra eukalyptustræer. Ud af de godt 600 arter af eukalyptus i Australien er det kun ca. 20 af dem, der spiller en vigtig rolle i koalaernes føde. Koalaer supplerer kosten med friske skud, knopper, blomster og indimellem bark fra eukalyptustræer.

Udover et højt indhold af svært fordøjelige fibre indeholder eukalyptusbladene forsvarsstoffer som eukalyptusolie og garvesyre i mængder, der ville gøre mange andre pattedyr syge eller endda slå dem ihjel, hvis de åd bladene. Koalaens højt specialiserede fordøjelsessystem er tilpasset til at håndtere disse udfordringer. I tyktarmen frasorteres de største og mest fiberholdige fødepartikler og sendes videre i fordøjelsessystemet, mens de mindre fødepartikler transporteres ind i blindtarmen. I forhold til sin størrelse har koalaen den længste blindtarm af alle pungdyr, og den indeholder mikroorganismer, som fermenterer og nedbryder fødepartiklerne. Denne fermentering er dog en meget tidskrævende proces og dækker kun omkring 10 % af koalaens energibehov. Så selv med koalaens specialiseringer er eukalyptusbladene en yderst næringsfattig fødekilde, og det må den kompensere for ved at spare på energien. Det gør koalaen ved dels at hvile sig 18-20 timer om dagen, dels ved at have et stofskifte, der kun er omkring det halve af, hvad man ville forvente af et pattedyr af den størrelse.

Koalaens kindtænder har skæreblade af emalje, der gør dem effektive til at findele de seje eukalyptusblade, hvilket har en afgørende betydning for fordøjelsen. Fra seksårsalderen begynder disse skæreblade imidlertid at blive slidt ned, og det tvinger koalaen til både at æde støre mængder og tygge kosten mere. Koalaer med en høj grad af tandslid må indtage 40 % flere blade og tygge dem 25 % mere, hvilket slider kindtænderne yderligere. Når kindtænderne er blevet helt flade, kan koalaerne ikke længere findele bladene nok til, at fordøjelsessystemet kan udnytte dem tilstrækkeligt, og de ender med at dø af sult.

Det relativt høje vandindhold i bladene dækker normalt koalaernes væskebehov. I perioder med tørke eller mangel på blade opsøger de dog vandløb eller andre vandkilder for at drikke.

Koalaer bruger det meste af dagen på at hvile sig i et træ og er mest aktive om natten. Med undtagelse af hunner med unge er de typisk solitære.

De kommunikerer med duftmarkeringer, ansigtsudtryk og vokaliseringer. Den meste kendte vokalisering er de voksne hanners serie af hæse grynt, der kan høres på 800 meters afstand, og som udstødes i yngleperioden. Koalaer duftmarkerer træer med en kirtel på brystet, og inden en koala klatrer op i et træ, snuser den gerne til stammen, hvilket kan afsløre, om træet er optaget af en anden koala.

Hunnen går drægtig i 34-36 dage og føder en enkelt unge ad gangen. Ungen vejer så lidt som 0,4 gram ved fødslen, og typisk for pungdyr er den blind, nøgen og underudviklet på nær hovedet og armene. Guidet af sin lugtesans finder ungen op i hunnens pung, hvis indgang vender bagud ligesom hos vombatter. I pungen suger ungen sig fast på en dievorte.

Når ungen er omkring et halvt år gammel, er den helt dækket af pels og begynder at stikke hovedet ud af pungen. Nu begynder den at æde eukalyptusblade. For at forberede fordøjelsessystemet på eukalyptusbladene producerer hunnen nogle grønne, geleagtige ekskrementer, som er fulde af bakterier fra sin blindtarm. Ungen æder ekskrementerne og får derfor de gavnlige bakterier til sit eget fordøjelsessystem. Når ungen begynder at forlade hunnens pung, klynger den sig til hendes underside eller rider på hendes ryg. I en alder af ni måneder forlader ungen permanent pungen, og over de næste par måneder bliver den mere og mere uafhængig, indtil den som etårig helt bryder båndet til hunnen.

Hunner bliver kønsmodne omkring toårsalderen. Hanner bliver kønsmodne, når de er halvandet år gamle, men større, dominerende hanner forhindrer dem typisk i at parre sig, indtil de er ca. fire år gamle.

Koalaer kan leve op til 20 år i fangenskab og 18 år i naturen. Normalt bliver de dog 10-14 år i naturen.

Man har fundet fossiler fra 15-16 arter af forhistoriske koalaer, de ældste dateret til at være omkring 24 millioner år gamle. Den mindste af disse var ca. halvt så stor som den nulevende koala, mens den største var tre gange større.

Man mener, at de tidlige koalaer levede i regnskov. I den sidste halvdel af Miocæn blev Australiens klima tørrere, og det medførte, at eukalyptusdomineret skov erstattede regnskoven mange steder. Det gav nye muligheder, som den nulevende koalas forfædre var i stand til at udnytte pga. deres tilpasninger til at leve af eukalyptusblade.

Koalaen kategoriseres af IUCN Red List som sårbar (VU). Truslerne omfatter ødelæggelse og fragmentering af levesteder, skovbrande, sygdom (bl.a. klamydia), hunde og trafik. Desuden kan ekstremt klima med tørke og høje temperaturer gå hårdt ud over lokale bestande af koalaer.

• diprotodonter
• pungdyr