En kuf er en sejlskibstype fra 1700- og 1800-tallet. Den forekommer i Nederlandene, Nordtyskland og Skandinavien. Den har typisk et lavt skrog med meget fyldigt for- og agterskib og er forsynet med sidesværd for at mindske afdriften. Betegnelsen benyttes dog også for tilsvarende skibe i lidt anden udførelse. Den typiske kuf er oftest rigget med stormast med gaffel- og stagsejl, eventuelt et eller to råsejl, en mesanmast med gaffelsejl og et langt bovspryd med adskillige forsejl. Skibet er således egnet for sejlads både med og mod vinden. Med sit fyldige skrog kan den endvidere sættes på grund, så den ved ebbe kan lastes og losses direkte med hestevogne uden brug af egentlige havneanlæg.
Faktaboks
- Etymologi
-
af tysk kuff, af nederlandsk kof, vist beslægtet med norsk kubbe 'træklods', ældre dansk kob 'flåd på fiskegarn'
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.