Loven om undervisningspligt (”Skoleloven af 1812”) havde gennem skolegang udbredt både læsefærdighed og læselyst hos almuen. Efter endt læretid og nu i arbejde var der omkring 1830 et nøjsomt kundeunderlag, som efterspurgte opbyggelig og nyttig lekture, der kunne købes for en skilling eller to. Det fik forlagene til at udgive små, billige bøger i en simpel kartonnage som den viste udgave af Holbergs Peder Paars fra 1835. Det var den første slags billigbøger i Danmark.
De første egentlige billigbøger udkom i Tyskland i 1841, da Bernhard Tauchnitz lancerede engelske og amerikanske forfattere på originalsproget til det europæiske marked. En moderne efterfølger var Albatross-serien, udgivet fra 1932 i Tyskland, men den egentlige billigbogsrevolution begyndte i 1935, da Allen Lane (1902-1970) udgav de ti første Penguin Books i England. Initiativet blev fulgt op af Pocket Books Inc. i USA i 1939.
I Danmark var bogforlæggeren John Martin (1879-1932) blandt pionererne, da han i 1908 indledte udgivelsen af Halvkrones- og Standard-hæfter med oversat skønlitteratur. I 1952 vandt billigbøgerne for alvor indpas i Danmark med Fremads Folkebibliotek, efterfulgt af bl.a. Stjernebøgerne (1954), Skrifolas Lommeromanen (1958) og Gyldendals Tranebøger (1959). Oplagene er siden mindsket i takt med øgningen af antallet af serier, og det er blevet vanskeligere at skelne mellem egentlige billigbøger og mange nye billige bogtyper.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.