En park er et veldefineret, gerne indhegnet og almindeligvis større stykke land, hvor indholdet i større eller mindre grad er planlagt, og hvor der er lagt mere vægt på nydelse end produktion.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet park kommer af fransk parc, af middellatin parricus om noget lukket, indhegnet, af uvis opr.
Ordet park bruges bredt mange i kombinationer og sammenhænge, og begrebet park udviklede sig fra i middelalderen at være en ofte skovrig jagtpark til i 1700-tallet at blive et landområde planlagt for sanselige og visuelle oplevelser.
Parkernes udformning baserede sig på en både malerisk og naturalistisk fremtrædelsesform med bølgende landskaber og med omhyggeligt placerede træer, lunde og skovpartier, ofte med søer og vandløb samt skulpturer og småbygninger. Får og hjorte sørgede for plejen af disse parklandskaber.
I nyere tid forbindes parkbegrebet som regel med offentligt tilgængelige grønne områder som byernes parker, men ordet park knyttes dog også til forlystelsesparker, naturparker og nationalparker.
Byparker blev fra sidst i 1800-tallet udviklet i de fleste danske – større som mindre – byer; ofte var det private foreninger som forskønnelses-, læse- og skydebrødreforeninger, der tog initiativ til og bekostede anlæggene. Næsten alle størrelser byer fik en park eller et anlæg, og private haver, der tidligere var lukkede, fx kongelige haver, herregårdshaver og landstedshaver, blev i stigende grad åbnet for offentligheden.
Større byer som Odense, Aalborg og København oprettede allerede sidst i 1800-tallet parkadministrationer og ansatte stadsgartnere, som kunne forvalte og udvikle de nye kommunale grønne områder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.