serval

Servalen hører hjemme i kattefamilien (Felidae) og rovdyrordenen (Carnivora). Kattefamilien inddeles i otte udviklingslinjer; servalen tilhører karakallinjen, der også indbefatter karakal og afrikansk guldkat.

Servalen vejer 6-13,5 kg; hanner bliver en smule tungere end hunner. Hoved-og-kropslængden er 59-100 cm, skulderhøjden ca. 60 cm og halelængden 20-38 cm. Den har en slank kropsbygning med lange ben, en relativt kort hale og et lille hoved med ekstremt store, ovale ører. Ørerne er 8-10 cm lange, længere end hos nogen anden katteart.

Servalen har de relativt længste ben af alle medlemmer af kattefamilien. Den er over 20 cm højere end den nogenlunde lige så tunge ozelot. Servalens lange ben skyldes bl.a. kraftigt forlængede mellemhånds- og mellemfodsknogler. Tæerne er lange og bevægelige og udstyret med stærke, krumme kløer, der typisk for katte kan trækkes ind.

Servalen har et mønster af enkelte pletter ligesom geparden, ikke rosetter som mange andre plettede katte. Baggrundsfarven er normalt lysegul, gulbrun eller rødbrun. En sort (melanistisk) farvemorf er blevet registreret mange steder, særligt i det østafrikanske højland såsom Aberdarebjergene i Kenya og Det Etiopiske Højland.

Arten er vidt udbredt syd for Sahara helt til Sydafrika. Nord for Sahara forekommer den i Marokko, Tunesien (hvor den er blevet genudsat efter at være uddød) og muligvis også Algeriet. Den er registreret i op til 3800 meters højde på Kilimanjaro.

Syd for Sahara foretrækker servalen fugtigt græsland med høje græsser og græslignende sumpplanter og er særligt knyttet til vegetation langs vand. Den findes også i højlandsenge og -heder. Den er i stand til at trænge ind i skovområder langs floder, men forekommer ikke i den centralafrikanske regnskov. Ligeledes kan den heller ikke klare sig i ørkener. Nord for Sahara findes den fra halvørken til korkegeskov langs Middelhavskysten.

Servalen lever især af pattedyr på under 1,5 kg, specielt gnavere, men også andre typer såsom harer og spidsmus. Derefter følger fugle (især spurvefugle, men også større fugle som perlehøns, trapper, ænder, flamingoer og storke), krybdyr (øgler og slanger) og leddyr (insekter m.m.). Den kan også tage akvatiske byttedyr som frøer, fisk, krabber og krokodiller; sidstnævnte må formodes at være helt små individer. En sjælden gang imellem kan servalen forsøge sig med springharer, dykkerantiloper og gazelleunger, men den er en ret ineffektiv jæger af pattedyr i den størrelsesklasse.

Mus og rotter kan udgøre 80-90 % af kosten, og det er blevet estimeret, at en serval nedlægger omkring 4000 af disse om året. Man betragter servalens lange ben og store ører som tilpasninger til at jage smågnavere i højt græs. Den ekstra højde gør servalen mere effektiv til at lytte ”ned i græsset”. Mange gnavere kommunikerer med ultralyde, lyde, der er så højfrekvente, at vi ikke kan høre det, men det er servalen med sin uhyre veludviklede hørelse i stand til at registrere. Selv gnavere i deres underjordiske gange kan den høre. Når servalen fouragerer efter smågnavere, bevæger den sig typisk langsomt igennem græsset, mens den lytter intenst. Hvis den hører en lyd fra et byttedyr, kan den stå helt stille i op til et kvarter med kun ørerne i bevægelse.

Når servalen slår til mod et byttedyr, foregår det med et gevaldigt hop, der kunne minde om, hvad ræve bruger, når de jager smågnavere. Den akrobatiske serval kan springe fire meter langt og tre meter højt. Sidstnævnte bruger den til at fange fugle i flugten. Når en fugl kommer flyvende hen over hovedet på den, skyder servalen ud af græsset og kan enten daske fuglen til jorden med en enkelt pote eller slå to poter sammen om den. Servalen kan også jage vandfugle så store som storke og flamingoer. I ly af nattemørket sniger den sig ud i vandet til dem og kan snuppe dem i op til tre meters højde, mens de letter.

Servaler er mest nat- og skumringsaktive. I vådtiden jager de dog også i dagtimerne. Hunner med killinger er generelt mere dagaktive end resten af bestanden. De hviler sig i skyggen af vegetation eller i en efterladt jordhule fra et jordsvin.

Som de fleste andre medlemmer af kattefamilien er servalen solitær på nær hunner med unger.

Hunnen går drægtig i 65-75 dage. Kuldstørrelsen er 1-5, dog typisk 2-3. Fødselsvægten er 230-260 gram.

Ungerne fødes i et skjul, typisk i tæt vegetation eller et efterlad hul fra jordsvin eller hulepindsvin. Moren begynder at bringe fast føde tilbage til killingerne, når de er omkring en måned gamle. De fortsætter dog med at die, til de er 3-4 måneder. De bliver uafhængige i en alder af 6-8 måneder, men får ofte lov til at leve i morens territorium i op til et år herefter. Servaler bliver kønsmodne efter 18-24 måneder.

Den højeste levetid, man har registreret for serval, er 23 år.

• kattefamilien