tyran

Ordet tyrannos kendes på græsk fra ca. 650 f.v.t. I begyndelsen brugtes det ofte neutralt, synonymt med basileus 'konge', men siden ca. 500 f.v.t. har det udelukkende været brugt nedsættende.

I græsk historie og filosofi udøver tyrannen sin magt i strid med loven og kun i egen interesse. Hans styre er baseret på vold og frygt. Han omgiver sig med en livvagt, ofte af lejetropper, og han lader venner og slægtninge besætte alle bystatens nøglepositioner. Han kan være en usurpator, der har taget magten ved et kup, men er ofte en karismatisk demagog, som efter at være blevet valgt til hersker gør borgerne til sine slaver.

I det arkaiske Hellas (750-500 f.v.t.) blev mange bystater styret af tyranner. De græske tyranner blev næsten altid styrtet ved en revolution; skønt tyranmagten var arvelig, er Kypseliderne i Korinth (ca. 657-585 f.v.t.) et sjældent eksempel på et dynasti af tyranner, der rakte ud over to generationer.

I klassisk tid var tyrannerne i Hellas styrtet, men de fandtes stadig på Sicilien, fx Dionysios 1. og Dionysios 2. i Syrakus (405-344 f.v.t.).

Ordet blev også brugt af romerne (på latin som tyrannus), således af Cicero om Cæsar, hvis mordere kaldes tyranmordere.

Fra latin har termen bredt sig til de fleste europæiske sprog. En tyran kan ses i Ambrogio Lorenzettis freskoer Den gode og den dårlige regering (1338-1339) i rådhuset i Siena, og den danske kong Christian 2. blev til Christian Tyran efter Det Stockholmske Blodbad i 1520.

• despoti
• diktator