Beretninger fra et autentisk landbrug

Paweł Kapuła havde knap nok vendt sig om, før publikum rejste sig i stående ovation. En nordkoreansk bataljon ved opvisning foran den store leder kunne ikke have klappet hårdere og mere taktfast end publikum gjorde i den stuvende fulde symfoniske sal i aftes i Musikhuset i Aarhus.

Det var ikke kun tilskuerpladserne, der var grundigt besat, på scenen var der også fuldt hus. Knap 70 musikere fortolkede Tjajkovskijs Svanesøen og endnu en gang var det et usædvanligt veloplagt orkester, der fyldte rummet med musik. Og hvilken musik! Jeg må indrømme, at ballet ikke rigtigt er kommet ind under huden på mig, måske er det historierne om de mange pinsler og plager, danserne skal gennemgå, før de kan gøre sig håb om en plads på scenen, måske er det et misforstået indtryk af, at ved en sådan forestilling spiller musikken anden violin, men efter gårsdagens oplevelse skulle jeg være et slemt æsel, hvis jeg ikke gav det en chance.
Enhver tanke, jeg eller andre, måtte kunne gøre sig om, at musikken til denne ballet ikke kan stå alene, ville være decideret fejlplaceret, du ved, noget i stil med at sammenligne publikum med kampklædte nordkoreanske tropper, så lad os ikke gnide mere rundt i det.

Musikken var mageløs, fuld af eventyr, langt det meste i en munter, opløftende tone, naturligvis med passager af teatertorden, det er jo ikke ligetil at forelske sig i en svane. Og så var der valsene, i udvalg forstås. Det ene dansable stykke efter det andet og det var nærmest hypnotisk at sidde i symfoniorkesterets magt og bliver vugget, sejlende endda svævende rundt 1, 2, 3 – 1, 2, 3. Min vals er mildt sagt lidt rusten, om ikke ikke-eksisterende, men jeg sværger på, at til tonerne i aftes, kunne jeg føre enhver underskønmø over balsalens parketter.

Helheden var fantastisk, men der var enkelte oplevelser i koncerten, der fuldendte den, faktisk var der mange, men der er lige et par stykker, som må og skal omtales.

Cristian Chivu Ivan, første violin og koncertmester, var mesterlig. Vi sad perfekt til at kunne følge mesterens håndtering af det lille delikate strygeinstrument. Første gang for alvor i første akt no 5 Pas de deux. Fuldstændig afklædt violinsang, hvor instrumentet tager blidt fast om sjælen og i lange som korte stryg,  tempo og skift, knuger hårdere og hårdere. Mit blik var tryllebundet til det lille gribebræt, hvor Cristian navigerede sikkert og lynhurtigt, som en teenager på sin smartphone, men her ville enhver tastefejl give genlyd ud over den fyldte sal, der givetvis, som mig, holdt vejret og nød lyden og synet af et livsværk. Det hele så så overlegent og sikkert ud, men i det sekund, da sidste tone slap, kunne man se mennesket bag violinen. Cristians ansigt lyste op i et smil, der fortalte alt om det, han lige havde præsteret. Og det fortsatte på samme høje niveau. Der er ikke så få steder i den lange koncert, hvor soloviolinen sætter scenen. Ikke mindst i  Pas d’action anden akt no 13, White Swan Adagio – tænk at en vibrato fra et så beskedent udseende instrument kan vibrere så stor en sal.

Det er på ingen måde for at forklejne resten af orkesteret, at jeg ikke i ivrig tekst giver hånd til dem alle. De fortjener det fuldt ud!

Inden jeg runder af, noget inden må jeg hellere indskyde for lige at forventningsafstemme, skal vi lige en tur til Polen, eller nok snarere omvendt. Polen var kommet til os. Den unge dirigent Paweł Kapuła dirigerede for 3. gang orkesteret og jeg har, trods et rimeligt ordforråd, svært ved at beskrive oplevelsen. Her er tale om en mand, der giver sit ét og alt. Tonerne lyste ud af hans øjne, munden formede bassen, mens selve kroppen arbejdede i positurer, en smidig, veltrænet yogainstruktør ville misunde. Nærmest sammenfoldet i skjul af partituret det ene øjeblik og frit svævende det næste. Musikken bor i den mand, manden er musikken og det kunne høres på orkesteret. De spillede støvet af de svævende akustiklofter og tonerne maste sig langt ind i cellevævet på publikum. Det var på mange måder en oplevelse at se maestro i arbejde, men størst af alt at høre resultatet. Tak! Stor ydmyg tak!

Det er en lang koncert og måske var jeg, mættet af indtryk, ved at vænne mig til kvaliteten og synke lidt for dybt ned i stolen, da sidste stykke indtraf og strygerne pludselig strøg hinanden med hårene, låste grupperne og tegnede en samlet rytmisk figur, der endnu en gang trak mig op af stolen og fik tankerne tilbage på scenen. Det hele efterfulgt af en storslået afslutning, hvor horn og pauker for fuldt tryk satte en fed streg under facit på en enestående koncert.  Og det bringer mig tilbage til starten. Paweł Kapuła vendte sig mod os og salen åbnede den taktfaste publikumssymfoni, der virkelig gjorde alt for at betale tilbage. Knap så nuanceret, men fuld af kærlighed og uforbeholden beundring.

Tak for i aftes.
Søren Sørøver
 
P.S. Ikke en gang Musikhusets bar, der denne aften serverede rødvinen i plast-ølkrus, kunne lave skår i glæden.   

Mange går måske og tænker – nu må der da snart være et arrangement på Brandbygegaard jeg kan deltage i. Få mit Brandbygegaard-fix! Og ja naturligvis. Om en god måned, så går det for sig.

Vi tillader os at holde forårets koncert i slutningen af februar. Der må vinteren have givet op, ellers er jeg vis på, at den svenske jazzdiva Isabella Lundgrens varme stemme ganske uden problemer fjerner de sidste isblomster på ladens staldvinduer.

Lundgren er en stemme, jeg længe har ønsket mig til gården, men da hun normalt slår sine triller i noget større etablissementer, har det taget lidt tid at få det hele til at lykkes. Der er selvfølgelig ikke noget galt i at opleve en sanger af sådan en kaliber i et stort musikhus, med det imponerende ensemble bag sig og mange sæderækker foran sig, men det er bare ikke samme oplevelse som at kunne se de læber, tonerne forlader.

Og det kan man her. Man kan også få sig et fantastisk måltid mad, drikkevarer skabt med omtanke og serveret med et smil, nye bekendtskaber ved bordene, hvis man ønsker og en 100 oktans sjælelig optankning.

Aftenens tema bliver den store amerikanske sangskat, (fra før landet gik af lave) med skarpe, raffinerede fortolkninger af udødelige klassikere fra Ella Fitzgerald, Frank Sinatra, Prince, Judy Garland og Nat King Cole m.fl. Sange du temmelig sikkert kan synge med på. Eller vippe med foden til.

Læs mere og tilmeld dig på linket her https://brandbygegaard.dk/shop/12-koncerter/85-isabella-lundgren-272—1800/.
Vi glæder os til at have jer på gården, gamle som nye gæster! 

Søren Sørøver

Fra minus 10 til plus 5 på et døgn eller to – det er da ret udsædvaneligt og fra at køkkenhaven var bundfrossen og alle tanker om næste års sæson var frosset med ned, så står den her til formiddag og ligner én, der vil en hel masse. Jeg ligner én, der vil en hel masse! Listen over ønsker og drømme stiger altid hen over efteråret, hvor året i køkkenhaven gøres op. Selvom det uden tvivl mest er Lones have, så kan det ikke holde mine idéer og planer i ro. For gøres bedre, det kan det. Ikke Lones indsats, den er som altid helt usædvanlig, og det er heller ikke, fordi jeg er faldet af på den. Men haven kræver mere og mere, hvis den skal lykkes godt. Arbejdet øges og udbyttet falder. Ja, det kan lyde lidt underligt, men trods indsatsen bliver udkommet mere og mere belastet af en tiltagende mængde skadedyr. Vi håber selvfølgelig meget på, at det at vi rent faktisk har haft mærkbar frost i år, kommer til at gøre en forskel på de alt andet end kære små kræ, men vi tør ikke tage chancen mere.

Det er kål af alle slags, gulerødder, porrer og til dels løg, der er mest plaget. Gulerodsfluer, minerfluer, møl og larver er efterhånden til stede i en mængde, hvor grøntsagerne efterlades hullede, forkrøblede og i mange tilfælde uspiselige. Og mens luften summer af fjendtligtsindede biologiske styrker, marcherer de orange slimende snegle, orv en association, henover mulden og æder alt på deres vej. Tilmed skal vi ikke ret langt hen på sommeren, før mosegrisene laver Snurresnup-tricket nedefra. I guder det er op ad bakke i en køkkenhave. Både ud og hjem.

Det går meget bedre i vores drivhuse, hvor vi i langt højere grad kan kontrollere mængden af ubehagelige starutter, men vi har slet slet ikke nok plads i husene til den mængde grønt, vi dyrker. Vi har eksperimenteret lidt med at dække vores grøntsager over på friland, men ofte ender det med, at overdækningen bliver et sneglehelle og at der før eller siden åbnes et hjørne eller to og angrebet sættes ind.

Så nu lægger vi strategien om. Vi skal tilbage til store fine spidskål, sprøde brugbare gulerødder og porrer, der kan holde vinteren over. Vi har hidtil dyrket, så vores lille fræser kan køre og holde rent mellem rækkerne, og det har gjort det forholdsvis nemt for Lone at holde det store areal selv. I området med det nye tiltag bliver det ikke muligt at køre mellem rækkerne, til gengæld kan vi så på en måde, der giver mere udbytte pr. kvadratmeter, og uanset hvad vil dyrkningsjorden have godt af, at den ikke bliver trådt på eller belastet af maskiner.

Sagen er den, at jeg vil bygge 4 store højbede, der skal indgå i et sædskifte, og i disse højbede vil jeg bukke vandrør til buer passende til et 3 meter bredt insektnet. Der skal laves sneglekanter rundt om højbedene og findes på en sindrig og holdbar løsning, så man nemt kan rulle nettet af og arbejde i bedet og ikke mindst høste. Det bliver groft overdimensioneret i styrke, vi gider ikke pangelværk.

Bliver det godt, så er det kun en start. Bedene er ikke planlagt ned i detaljer, men I bliver naturligvis inviteret med ind i processen, efterhånden som den rulles ud.

Søren Sørøver – til kamp mod ubehagelige starutter!

Overskårne citronmåner fra tanken er noget, nogen har fundet på, for at tage det dobbelte for det halve, og man ender alligevel med ikke at få noget. Men du kan bage en fantastisk lækker udgave selv.
Her får du opskriften på en citronfuldmåne (fra bogen Lone Landmands kager), der er rund og smuk, til du skærer det første stykke. Derfra hører de astronomiske ligheder op.

Til dejen:

125 g smør lavet af mælk fra en ko i ro
300 g sukker
3 store æg høns der ikke spises af med hvad som helst
125 g mel
1 spsk mandellikør
1 vaniljestang
skal af 2 citroner

Til glasuren:

200 g flormelis
saft fra 1 citron

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 150 °C. Find en lille springform på ca. 22 cm i diameter frem og beklæd den med bagepapir eller smør den med omhu.
Riv skallen af dine citroner – forsigtigt så kun den gule del kommer med. Skrab kornene ud af vaniljestangen og læg dem i en skål sammen med smør, sukker, mandellikør og citronskal. Pisk, pisk, pisk, til blandingen er blød og ensartet.
Tilsæt æg, ét ad gangen, og pisk dem grundigt ind i dejen.
Vend mel i til sidst, rør kun kortvarigt og hæld dejen i din springform. Ind i ovnen med den og bag kagen ca. 1 time. Lad kagen køle, tag den ud af formen og sæt din citronmåne på et fad.
Pres saften af den ene citron og lad den dryppe gennem en si. Rør glasur af flormelis og citronsaften. Lad glasuren stå og vente til den begynder at blive lidt fast, så har du mere styr på den, når du overtrækker kagen. Dæk med glasur og server.

Tæt citronsmag – blød, blid og fugtig fuldmåne. Også god til politibetjente.

Lone

Det var en næsten ubærlig proces at skulle igennem. Omtrent to års ventetid på anlægget, brandmyndigheder, byggetilladelser, og næsten tre års arbejde med at omdanne den gamle lade til destilleri og kulturhus.

Men når man nu står i kulturhuset og kigger gennem den brandsikre glasrude til destilleriet og på mit dejlige spritorgel, var det al tiden værd. Det er måske noget underligt noget at kalde det fine stykke kobberhåndværk, men det giver faktisk mening. Et destilleri som dette er ikke bare en maskine, hvor man tilsætter a og så kommer der b ud af det. Det er langt mere som et instrument, hvor alle de valg, der træffes under destillationen, har indvirkning på den færdige melodi, den færdige spiritus. Man kan helt sikkert få et digitalt anlæg, der slavisk følger en opskrift – noget som minder om en maskine – der uafhængigt af menneske(h)ånd kan lave et jævnt produkt hver gang. Men helt ærligt, vil du helst have en færdigret fra Brugsen, eller en ret en dedikeret kok har lavet?

At destillere minder helt utroligt meget om at lave mad – én af mine andre store passioner, som I jo nok efterhånden ved. Man står med råvarer som frugter, bær, malt, friske urter, tørrede krydderier m.m. og skal vælge, hvordan disse bliver allerbedst. Hvilken sammensætning, hvilken opvarmningshastighed, hvor cuttet mellem hoved, hjerte og hale skal ligge, hvilken temperatur, hvilken tid, pauser, lagring og til sidst anretningen med små justeringer inden flaskning.
Når alle disse beslutninger og justeringer skal finde sted, er man afhængig af en smagshukommelse. En idé om, hvad der sker, når et valg træffes. Præcis som når jeg laver mad. Og præcis som når jeg laver mad, så knuselsker jeg også at destillere.

Lige nu, mens jeg sidder og skriver, drikker jeg et lille glas pære eau de vie, lavet på pærer fra havens gamle sukkerpæretræ. Træet er måske i nærheden af 100 år gammelt og dets frugter er helt forrygende til denne klassiske franske avec. Sidst på sommeren spændte jeg et net ud under træet og fangede de modne pærer, når de slap deres fæste i træet, inden de endte på jorden. Over et par uger blev de flere gange om dagen indsamlet og kvast i store 200 l tønder. De går lynhurtigt i gang med at gære naturligt – det søger naturgæren på skrællen, træets egen, for. Efter pæremassen var gæret færdig, blev den destilleret to gange og de knap 400 kg opsamlede pærer blev til 17 flasker. 17 fantastiske flasker!

Det er ikke fordi, det hele skal handle om pærer, men det er den slags spiritus, jeg laver. Også i lidt større batches naturligvis, men der ligger altid en historie og utroligt mange overvejelser og valg bag.

Råvarer er ikke bare råvarer. Den indstilling har vi vist holdt slet skjult gennem de mange år, vi har kommunikeret udad. Hvis en råvare er mindre end fantastisk, bliver det færdige produkt aldrig fantastisk, så derfor er jagten på den helt rigtige råvare på det rigtige tidspunkt essentiel i alt, hvad vi gør og det gælder naturligvis også for destillationerne.
Hver eneste dag, jeg står i køkkenet, føler jeg mig som lykkens pamjulefis, fordi jeg har en helt usædvanlig råvarebank lige uden for døren. Dens betydning kan ikke undervurderes.
Det betyder også, at når jeg gerne vil lave en absinthe, så går jeg ikke på rov i Naturdrogeriets tørrede urter, nej så beder jeg Lone om at så, pleje og frembringe lige de urter, jeg drømmer om at bruge. Det er ikke sikkert, at de kommer som forventet. Og slet ikke i de mængder eller til den tid, som jeg håbede. Det kunne man da sagtens være skuffet over, hvis man ville, men  hvorfor dog? Når jeg går i haven gennem stauder, urter og ukrudt – smager, dufter og drømmer, så er alle tanker om det forudbestemte væk. For hvorfor hænge sig i faste opskrifter, når et hav af vidunderligheder står der og på lige den plads, på lige det tidspunkt og gør sit bedste. Fulde af eventyrlig saft og kraft. Det er der, magien opstår. Her smagen starter, nye produkter, nye idéer og alle sammen på råvarer, der ikke kan blive bedre. Du har nok smagt en tomatsalat i februar måned – og har du smagt én fra eget eller naboens drivhus i august, så ved du, hvad jeg mener.

Vi bliver aldrig store producenter og heller ikke synderligt kommercielle. Historien har gentagne gange vist, at skal der virkelig være penge i skidtet, så kræver det opskalering. Bare det at skrive ordet får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Tusindvis af ens flasker der sendes ud i verden. Der er ikke noget, der kan kvæle kreativitet, som industrialisering. Det skal give penge bevares, vi skal jo kunne leve af det, vi gør her på gården, men det skal for alt i verden være interessant og berigende i sig selv.

Og kunne det ikke være forrygende, hvis jeg i løbet af nogle år kunne præsentere 100 forskellige produkter i vores lille spiritus- og vinbutik? 100 velovervejede flasker med historie. 100 flasker som alle kunne smages, når du kiggede forbi? Lige nu er jeg på den gode side af 30, også i antallet af flasker.
Hvis alt går efter planen, kommer vi til at have faste åbningstider sommeren over og jeg vil glæde mig meget til at vise dig spritorglet og lade dig smage, til dine sanser slår flikflak.

Søren Sørøver