Athanasius

Athanasius' bog Om inkarnationen (latinsk titel De incarnatione Verbi Dei) dateres som regel til årene før de polemiske skrifter mod arianismen, dvs. før omkring år 330. Det er omdiskuteret, om der er tale om et ungdomsværk skrevet før tilblivelsen af den nikænske trosbekendelse i år 325, da Om inkarnationen ikke bærer eksplicit præg af trosbekendelsens teologiske begrebsapparat.

I Om inkarnationen udfolder Athanasius en lære om forsoningen, hvor Kristi guddommelighed spiller en afgørende rolle. Med sin synd har mennesket vendt sig væk fra livets kilde, Gud, og er dermed blevet underkastet dødens magt. Kristus, der er Guds Ord, som også var med i skabelsen, bliver menneske for at frisætte mennesket og genoprette det brudte forhold til Gud.

Den forsoningslære, der hermed formuleres, er præget af en kollektivistisk antropologi. Kristus beskrives som alles fælles frelser. Ved at dø som menneske fuldendes alles død i Kristus, mens alle får del i opstandelsen i kraft af Guds Ord, der i kraft af inkarnationen var til stede i Jesu menneskelige krop. Athanasius konkluderer, at Guds Ord blev menneskeliggjort, for at mennesket kan guddommeliggøres, et udsagn der sidenhen anvendes til at opsummere tanken om frelse som guddommeliggørelse.

Athanasius' tre taler mod arianere (latinsk titel Orationes contra Arianos) blev formentlig til mellem år 339 og 345. De tre taler er polemisk formuleret mod Arius, Asterius og Euseb af Nikomedia.

Athanasius' polemiske værker mod arianerne gjorde ham til en vigtig forsvarer af den nikænske trosbekendelses lære om forholdet mellem Gud Fader og Søn. Dette til trods for at han først i det senere værk om den nikænske trosbekendelse, Om Nikæasynodens beslutninger (latinsk titel De decretis) fra årene mellem 346 og 356, gjorde eksplicit brug af trosbekendelsens begreber om, at Guds Søn har det samme væsen som Faderen (homoousi).

Athanasius lægger i sin bibelske eksegese vægt på, at alle udsagn om Guds Søn, der vidner om dennes foranderlighed og ydmygelse, må angå det, som Sønnen i frelsesøkonomien gennemgår i sin menneskelige natur for os mennesker. I sit guddommelige væsen er Sønnen derimod evig og uforanderlig, hvormed afvises enhver tendens til trinitarisk subordinationisme.

I brevene til Serapion (latinsk titel Ad Serapion) fastslår Athanasius Helligåndens guddommelighed i polemik mod de såkaldte pneumatomakere, der havde hævdet, at nok er Sønnen af samme væsen som Faderen, mens Ånden måtte forstås som en skabt tjener eller engel for Gud.