Matthæusevangeliet

Barndomshistorien (kap. 1-2) består af en slægtstavle på 42 led samt fortællinger om fødslen i Betlehem, besøget af de vise mænd, barnemordet i Betlehem, hvor kong Herodes forsøger at myrde barnet, og om flugten til Egypten.

Da den kirkelige tradition tillagde apostlen Matthæus forfatterskabet til Matthæusevangeliet, lod man det altså stamme fra et øjenvidne. Siden oplysningstiden er det synspunkt dog altså blevet dominerende, at Matthæusevangeliet i virkeligheden udgør en revideret og udvidet udgave af Markusevangeliet. Den tredjedel af stoffet i Matthæusevangeliet, der ikke stammer fra Markusevangeliet, kan være dels mundtlig tradition, som ikke fandt optagelse i Markusevangeliet, dels stof, der er skabt af evangelieforfatteren selv. Under alle omstændigheder er dette stof helt igennem præget af hans teologiske grundsyn, der også skinner stærkt igennem i bearbejdelsen af det stof, der er overtaget fra Markusevangeliet, samt i dette evangelieskrifts mange lignelser.

Der er dog også stadig mange fortolkere, som forudsætter den såkaldte to-kildehypotese. Den går ud på, at den store mængde stof, som Matthæusevangeliet deler med Lukasevangeliet, og som ikke findes i Markusevangeliet, stammer fra en i dag tabt kilde, der især skal have bestået af talestof. Denne hypotese er dog ikke nødvendig, da det er mindst lige så nærliggende at forestille sig, at forfatteren til Lukasevangeliet har haft Mattæusevangeliet blandt sine kilder.

Som nævnt optræder undervejs fem store taler, der alle er markeret ved at slutte med den samme formel (7,28; 11,1; 13,53; 19,1; 26,1). De er undertiden blevet set som en forsøg på en femdeling af skriftet, måske med de fem Mosebøger som forbillede. I så fald opdeler de evangeliefortællingen mellem barndomshistorien i de to første kapitler og lidelseshistorien, der begynder i kapitel 26, i fem dele, der hver består af en skildring af Jesu virksomhed efterfulgt af en tale. Men ellers er det altså hovedsagelig Markusevangeliet, der har bestemt dispositionen, hvorfor også Matthæusevangeliet – bort set naturligvis for barndomshistorien – begrænser Jesu offentlige virke til kun at have varet ét år.

Der er udbredt enighed om, at Matthæusevangeliet stammer fra et miljø bestående af jødiske Kristus-troende, sandsynligvis i Syrien. Antages Markusevangeliet fra begyndelsen af 70'erne at være dets hovedkilde, er det mest nærliggende at sætte tilblivelsestidspunktet til engang i 80'erne. Det afspejler øjensynlig en tid, hvor bruddet med jødedommen er sket.

Samtidig er Matthæusevangeliet det evangelieskrift, der stærkest fastholder Kristus-troen som den sande jødedom; først med denne tro åbenbares den rette betydning af Det Gamle Testamente, hvad der kommer til udtryk i en række såkaldte opfyldelsescitater (fx 1,22-23). For disse skriftcitaters egentlige betydning bliver først åbenbaret i det, der sker med og omkring Jesus.

Som det især fremgår af Bjergprædikenen, fremstilles Jesu rolle ikke mindst som den at være den sande fortolker af Moseloven. Han fremstår ligefrem her som en ny Moses. Og hvor fortolkeren først får øjnene op for de store teologiske forskelle, der er mellem de fire evangelier i Det Nye Testamente, kan man få det indtryk, at Matthæusevangeliets forfatter faktisk har ment, at selv den ikke-jødiske Kristus-troende var forpligtet på overholdelse af hele Moseloven, hvis en sådan overholdelse vel at mærke ikke stødte sammen med buddene om kærlighed og barmhjertighed (jf. fx 9,13; 12,7; 22,34-40; 23,23).

Det er dog først i den nyeste forskning, at erkendelsen af denne fastholdelse af Moseloven dukker op. Matthæusevangeliet kan således også læses som en polemisk afvisning af Markusevangeliet som alt for Paulus-præget i sin forståelse af Jesus og hans forkyndelse. Således er der undervejs i Matthæusevangeliet en række træk, der udmærket kan forstås som skjult polemik mod Paulus; det havde forskningen også tidligere øje for i ordene i 5,19 om, at "den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget", dvs. skal slet ikke komme ind i det.

Men ved et nærmere eftersyn er 5,19 ikke det eneste sted, der kan opfattes som en afstandtagen fra en paulinsk teologi. Derimod er afstanden til Paulus ikke så stor, når Matthæusevangeliet som det eneste af de fire evangelier lader begrebet "retfærdighed" spille en central rolle (3,15; 5,6.10.10; 6,1.33; 21,32). Denne retfærdighed kan og skal den Kristus-troende således blive synlig i det nye liv, der er gjort muligt ved at have hørt evangeliet og derved være omsluttet af den nye pagt.

Matthæusevangeliet stammer altså øjensynlig fra et miljø af jødiske Kristus-troende, der fortsat holdt fast ved overholdelse af Moseloven; et synspunkt, der ellers blev dømt ude i 100-tallet. Alligevel vandt det alligevel hurtigt pladsen som kirkens foretrukne evangelieskrift, på grund af at det blev opfattet som kilde til Jesus selv og ikke til dets forfatters forståelse af ham. Således kom det mere Paulus-inspirerede Markusevangelium hurtigt til at stå i skyggen af Matthæusevangeliet med dets barndomshistorie, dets Bjergprædiken og dets mange nye lignelser. Det afspejler sig den dag i dag ved, at dette evangelium er det stærkest repræsenterede i den danske folkekirkes tekstrækker.

Det kan endelig også nævnes, at Matthæusevangeliet 1,23 er det ældste belæg for forestillingen om den jomfrufødsel, som også hjulpet på vej af Lukasevangeliet kom til at spille en kolossal rolle i kirkens teologi og fromhedsliv.

• evangelium
• evangelieharmoni
• Jesus Kristus