Sardinien

Blandt de kendteste fønikiske kolonier er Tharros og Nora på vestkysten og Sulcis på øen Sant'Antioco. Kolonierne kom i ca. 500 f.v.t. under Karthagos herredømme. Rom erobrede øen i 238 f.v.t., da karthaginiensiske lejesoldater gjorde oprør kort efter ophøret af 1. Puniske Krig.

I 227 f.v.t. blev Sardinien sammen med Korsika omdannet til en romersk provins, men Rom måtte indtil slutningen af 100-t. f.v.t. føre talrige mindre krige for at opnå kontrol med øens bjergrige indre. De romerske byer var få og omfatter Turris Libisonis (det nuværende Porto Torres) i nord og mod syd Nora, Sulci og Carales (i nutiden øens hovedby Cagliari), som var provinsens hovedstad. Romerne udnyttede øens sølv- og jernminer, og Sardinien havde en central placering i Roms kornforsyning.

Øen blev kristnet allerede i 100-tallet.

I 455 blev Sardinien erobret af den germanske folkestamme vandalerne og i 534 af Byzans. I middelalderen deltes øen i fire selvstyrende giudicati 'dommerriger': Arborea, Cagliari, Gallura og Torres. Den var under Pisas og Genovas herredømme fra 1000-tallet og under Aragoniens fra 1300-tallet trods en lang række folkelige opstande.

Under Den Spanske Arvefølgekrig blev øen besat af Storbritannien i 1708 og overladt til Østrig ved Rastatt-traktaten i 1714, men overgik til fyrstehuset Savoyen i 1718 og udgjorde sammen med Piemonte Kongeriget Sardinien.

I 1700- og 1800-tallet var Sardiniens historie præget af banditvæsen, folkelige opstande, en liberal opinion i byerne og dramatiske sociale, juridiske og politiske omvæltninger; vicekongeembedet og øens autonome parlament blev nedlagt, feudalvæsenet ophævet, og de store fælles græsgange indhegnet og omdannet til privat ejendom.

Ved Italiens samling var Sardinien økonomisk og socialt underudviklet i forhold til det meste af det nye kongerige og præget af en egenartet kultur og stærke lokale traditioner, der gav næring til autonomistiske strømninger.

Under 1. Verdenskrig blev den sardiske infanterienhed Brigata Sassari "udslettet ti gange og genopstillet ti gange". Brigadens indsats styrkede sardernes selvbevidsthed, og i 1921 stiftede sardiske veteraner det endnu eksisterende selvstændighedsparti Partito sardo d'azione. Blandt de sardiske antifascister var den mest indflydelsesrige Emilio Lussu (1890-1975), som efter krigen var medvirkende til opdelingen af Italien i 20 regioner med forskellige grader af selvstyre.

Sardinien blev i 1948 en af fem italienske regioner med særlig udstrakt selvstyre.