Svalbard (ejendomsforhold)

Den norske stat er den klart største grundejer på Svalbard og ejer omkring 99,5 procent af øgruppen. Cirka 0,1 procent er privat ejet af et norsk selskab, mens 0,4 procent ejes af Rusland.

Ejendomsforholdene på Svalbard blev først reguleret gennem Svalbardtraktaten af 1920, der trådte i kraft i 1925. Før dette blev øgruppen betragtet som terra nullius, ingenmandsland, hvor fangstfolk, mineentreprenører og selskaber fra flere lande fremsatte krav på landområder uden statslig myndighed. De mange uafklarede og overlappende krav skabte behov for en international ordning.

Traktaten gav Norge fuld suverænitet over Svalbard, men fastslog samtidig, at borgere og selskaber fra alle traktatens parter kunne udøve visse erhverv på lige vilkår. Ifølge artikel 6 skulle alle ejendomskrav, der var fremsat inden ikrafttrædelsen, indsendes til en særlig Svalbardkommissær. Denne post blev besat af den danske jurist Kristian Sindballe, som fik ansvaret for at registrere og vurdere kravene.

Sindballes arbejde førte til en opdeling af Svalbard i 41 ejendomme. Den største var den såkaldte statsgrund, der omfattede mere end 99 procent af øgruppen, og som siden 1925 har været ejet af den norske stat. De øvrige 40 ejendomme var privatejede, men den norske stat har siden systematisk opkøbt disse områder. I dag er der kun fem ejendomme tilbage uden for statens eje: fire, der tilhører den russiske stat (tilsammen 0,4 procent af landområdet), og én privat ejendom (0,1 procent).

Det er især Sovjetunionen og senere Rusland, der har udnyttet Svalbardtraktatens bestemmelser om lige adgang til naturressourcer. Dette er baggrunden for, at Rusland ejer fire ejendomme på Svalbard og har samfund på norsk territorium. De russiske områder administreres af det statsejede selskab Trust Arktikugol og omfatter blandt andet Barentsburg, hvor der stadig er fast bosættelse, samt den tidligere mineby Pyramiden, der i dag fungerer som turistmål.