donatisme

Donatismen var en oldkristen kirkeretning, der opstod i begyndelsen af 300-tallet i den romerske provins Africa, og hvis udbredelse var begrænset hertil. Donatismen fik navn af sine modstandere efter biskop Donatus, den reelle leder fra ca. 315 til ca. 355.

Efter kristenforfølgelserne under kejser Diokletian opstod der uenighed om, hvorvidt de præster (de såkaldte traditores), som havde udleveret kirkens genstande til den romerske øvrighed, kunne genoptages i kirken. Striden udartede sig da den nyligt afdøde biskop Mensurius i Karthago i 311/312 blev erstattet af Caecilian, hvis ordination modstanderne bestred, da den var foretaget af den under forfølgelserne angiveligt frafaldne Felix af Aptunga.

Donatisterne mente, at de frafaldne var urene, og at deres sakramentsforvaltning derfor var ugyldig. Uenigheden bundede i en diskussion om kirkens renhed. For donatisterne var kirken det rene og hellige samfund med Gud. Som følge af striden i forbindelse med bispevalget i Karthago i 311/312 udpegede donatisterne en modbiskop. Kirkespaltningen blev hurtigt en realitet i resten af Nordafrika, hvor den katolske og den donatistiske kirke levede side om side, undertiden afbrudt af voldelige sammenstød.

Den romerske kejsermagt valgte at støtte den katolske kirke og søgte med flere midler at bekæmpe donatismen. Kirkefaderen Augustin indgik i polemik med donatisterne og forsøgte at få samlet kirken, eventuelt ved hjælp af tvang. Ved et fælleskoncil i Karthago i 411 blev det ved en civilproces afgjort, at katolikkerne var den sande kirke, og året efter udstedtes en kejserlig lov, der totalt forbød donatismen. Kirkeretningen ophørte dog ikke, men efter 435 findes kun spredte efterretninger.

Næsten alle oplysninger om donatismen stammer fra modstandernes tendentiøse beskrivelser. Kirkeretningen er af historikere blevet forklaret som en national rejsning og som en socialrevolutionær bevægelse med tilknytning til circumcelliones. Snarere må udgangspunktet for en tolkning dog søges i donatisternes opfattelse af sig selv som den sande, forfulgte kirke, som martyrernes kirke. Den modstand, de mødte, bekræftede dem i denne selvforståelse.