grotesk

Industrialiseringens stigende vareomsætning viste sig imidlertid i løbet af århundredet at kræve letlæselige, satsøkonomiske og enkle skrifter til annoncering i aviser og reklametryksager. Og allerede fra 1830'erne leverede især engelske støberier også groteske bogskrifter, både majuskler og minuskler, i mange forskellige stregtykkelser og skriftgrader. Skriftformen fik igennem 1800-tallet større og større udbredelse – ikke mindst da den blev populær i USA og Tyskland. I 1898 lancerede et tysk støberi skriften Akzidenz Grotesk, og i 1903 et amerikansk støberi den stadigt meget benyttede Franklin Gothic.

Med Bauhaus-bevægelsen i Tyskland i 1920'erne fik de groteske skrifter en position som den nye industrielle fremtids skrifter. Godt hjulpet af den schweiziske designer Johannes Tschicholds (1902-1974) bog Die neue Typographie fra 1928, som foreskrev nye principper for funktionel typografi i faglitteratur og nyhedsformidling. Siden 1920'erne har skriftudviklingen så i stigende grad været præget af groteske skriftsnit. Mange skriftfamilier, skabt i bly eller til fotosats, eksisterer nu som digitale fonte. Det er skrifter som Futura (1926), Gill Sans (1927), Helvetica (1956) og Univers (1956).

Med fremkomsten af Apples personlige computere i midten af 1980’erne skabtes der et stort privat og globalt marked for digitale skrifter. Specielt med henblik på skærmlæsning designede engelske Matthew Carter (født 1937) skriften Verdana (1996), og også hvad de groteske trykskrifter angår, har hensynet til enten deres læselighed eller blikfangsværdi altid været en fordring til deres design. Mange undersøgelser siden 1930'erne har modsagt den udbredte antagelse, at antikvaskrifter – i kraft af deres seriffer – generelt skulle være lettere læselige end grotesker. Det er ikke videnskabeligt underbygget.