hjertesygdomme

Hjertesvigt er en tilstand, hvor hjertets pumpefunktion er reduceret. Tilstanden er meget almindelig og varierer meget i alvorlighedsgrad. De mest almindelige årsager til hjertesvigt er højt blodtryk og blodprop i hjertet.

• Læs mere om hjertesvigt

Iskæmisk hjertesygdom er en tilstand, hvor hjertet får tilført for lidt ilt. De mest almindelige typer af iskæmiske hjertesygdomme er hjertekrampe (angina pectoris) og blodprop i hjertet. De mest almindelige risikofaktorer til iskæmisk hjertesygdom er højt blodtryk og aterosklerose (åreforkalkning).

• Læs mere om iskæmisk hjertesygdom, hjertekrampe og blodprop i hjertet.

Hypertensiv hjertesygdom skyldes højt blodtryk (hypertension), enten i systemkredsløbet, i lungekredsløbet eller i begge kredsløb.

Med højt blodtryk menes normalt øget modstand i arterierne i blodkredsløbet. Den øgede modstand gør, at hjertets venstre halvdel må pumpe kraftigere. Hjertemusklen bliver større (hjerteforstørrelse) for at klare den øgede belastning, og der udvikles hjertesvigt.

Ved trykforhøjelse i lungekredsløbet (pulmonal hypertension) belastes højre hjertekammer. Tilstanden forekommer ved lungesygdomme, visse hjertefejl og ved langvarig venstresidig hjertesvigt. Ultralydsundersøgelse og EKG vil igen kunne afsløre, hvilke dele af hjertet der er udsat for størst belastning.

• Læs mere om højt blodtryk (i systemkredsløbet) og pulmonal hypertension

Hjerterytmeforstyrrelser, også kaldet arytmi, er forandringer i hjerterytmen. Forandringen kan ligge inden for normale grænser, som for eksempel sinustakykardi, eller være sygelig. Den mest almindelige rytmeforstyrrelse er atrieflimren. De mest almindelige risikofaktorer er højt blodtryk og iskæmisk hjertesygdom.

• Læs mere om hjerterytmeforstyrrelser

Hjerteklapfejl er sygdom i én eller flere af hjertets fire klapper. Normalt omtales hjerteklapsygdommene som stenose eller insufficiens. Stenose betyder, at klappen er for snæver, mens insufficiens betyder, at klappen ikke er utæt. Den mest almindelige hjerteklapfejl er aortastenose.

• Læs mere om hjerteklapsygdomme og hjerteklapperne

Hjertemuskelsygdomme, også kaldet kardiomyopatier, er en gruppe hjertesygdomme med symptomer, der kan ligne hjertesvigt. Ved hjertemuskelsygdomme er der sygelige forandringer i selve hjertemusklen. Der er flere årsager til sådan sygdom.

• Læs mere om kardiomyopatier

Ved palpation af en arterie på patientens underarm kan pulsen mærkes. Det kan her vurderes om hjertet slår unormalt hurtigt eller langsomt, og det kan ofte afsløres, om patienten har en hjerterytmeforstyrrelse. Der kan også mærkes efter væske i benene, som er et klinisk tegn på hjertesvigt.

Hjertelydene bedømmes ved at lytte til brystkassen med (auskultation) med stetoskop.

• Normalt høres der to hjertelyde for hvert hjerteslag: første og anden hjertelyd. Første hjertelyd skyldes lukning af klapperne mellem for- og hjertekamrene (atrioventrikulærklapperne). Første hjertelyd falder ved starten på hjertets sammentrækningsfase, systolen.
• Anden hjertelyd stammer fra lukningen af klapperne mellem hjertekamrene og deres udløbskar (semilunarklapperne). Anden hjertetone falder ved hjertets afslapningsfase, diastolen.

Normalt falder lydene fra de to hjertehalvdele sammen, men både første og anden hjertelyd kan være delt (spaltet), og det kan være tegn på, at den ene hjertehalvdel er forstørret eller får forsinket impuls (grenblok).

Ved skade af hjerteklapperne høres karakteristiske forandringer af hjertelydene, disse kaldes mislyde. Efter deres placering i hjertecyklussen kan det undersøges hvilken type hjerteklap, der er defekt.

Måling af blodtrykket kan give oplysninger om, hvor stor belastning hjertet og specielt venstre hjertekammer er udsat for, samt indikere alvorlige fejl ved aortaklappen.

• Læs mere om undersøgelse af blodtrykket i artiklen om blodtryk

EKG står for elektrokardiografi og er en metode til at aflæse hjertets elektriske aktivitet. Den elektriske aktivitet er vigtig for, at alle hjertemuskelcellerne skal kunne trække sig sammen på det rigtige tidspunkt og virke som én enhed. EKG er afgørende for at diagnosticere hjerterytmeforstyrrelser og en meget vigtig del af undersøgelsen ved mistanke om blodprop i hjertet.

Det er også muligt at udføre EKG ved stigende belastning af hjertet, for eksempel mens patienten arbejder på en testcykel (arbejds-EKG). Optagelse af EKG gennem 24 timer, såkaldt Holter-monitorering, er nyttig i forbindelse med hjerterytmeforstyrrelser.

• Læs mere om EKG

Hjertekateterisering indebærer, at der føres et tyndt, bøjelig rør (kateter), ind i en arterie eller vene og videre frem til hjertet. Dette gøres under røntgengennemlysning. Gennem kateteret kan man måle blodtrykket i hjertekamrene og tage prøver for at bestemme iltindholdet. Der kan også sprøjtes et kontrastmiddel ind i hjertekamrene, i de store blodkar og samtidig foretage røntgenoptagelser for at vurdere hjertekamrenes og hjerteklappernes funktion. Kontrastindsprøjtning i kranspulsårerne er en meget hyppigt brugt undersøgelse af hjertet kranspulsårer, som kan påvise forsnævringer i kranspulsårene. Man kan i forlængelse af undersøgelsen foretage ballonudvidelse (PCI) eller såkaldt bypassoperation.

• Læs mere om hjertekateterisation

Ved indsprøjtning af en radioaktiv isotop kan der kortlægges områder med iltmangel under arbejdsbelastning eller ved biokemisk stimulering. Derudover kan hjertemusklens funktion vurderes, lokalt og som helhed.

• Læs mere om isotopkardiografi

Ultralydsundersøgelse er en meget vigtig del af hjerteundersøgelsen. Med ultralydbilleder kan man undersøge hjertets funktioner på flere forskellige måder. Ultralydsundersøgelse af hjertet kaldes ekkokardiografi.

• Læs mere om ekkokardiografi