sonate

Udviklingen af baroksonaten (fra cirka 1610) foregik ad to spor: sonata da chiesa (kirkesonate), der også anvendtes til verdslige formål, og sonata da camera (kammersonate), der udelukkende havde plads i det verdslige. Begge benyttede små besætninger: violin eller et andet instrument og generalbas (solosonate) eller to violiner og generalbas (triosonate). Disse to typer fik deres klassiske udformning i cirka 1680-1700 i Arcangelo Corellis trio- og solosonater op. 1-5 med den delvist polyfone kirkesonate i fire satser (langsom-hurtig-langsom-hurtig) og kammersonaten med dansesatser. Tidlige sonater for soloinstrument var Johann Kuhnaus cembalosonater (1690'erne) og Bachs sonater for violin solo (cirka 1720). I midten af 1700-tallet skrev Domenico Scarlatti sine 555 ensatsede sonater for cembalo.

I 1700-tallet skete en gradvis udviskning af forskellene mellem kirke- og kammersonate, ligesom antallet af satser varierede, indtil den tresatsede følge hurtig-langsom-hurtig blev knæsat i klassikkens sonater, der især blev skrevet for soloklaver og for violin, fløjte eller cello og klaver. Kort efter 1750 ophørte generalbaspraksisen, og hammerklaveret afløste cembaloet. Sonater for større besætninger blev almindelige, men gik under andre betegnelser, fx symfoni og strygekvartet, og var som regel ikke i tre, men fire satser (hurtig-langsom-menuet eller scherzo-hurtig).

Betydelige sonatekomponister i klassikken var Haydn (cirka 60 klaversonater), Mozart (19 klaver- og 36 violinsonater) og Beethoven (32 klaver-, 10 violin- og tre cellosonater). Den såkaldte sonateform lå til grund for første sats. Den langsomme sats var to- eller tredelt, en variationsrække eller i sonateform, mens finalen enten var i rondo-, sonate- eller variationsform.

Efter cirka 1800 blev sonaten ofte firesatset ved afsmitning fra symfoni og strygekvartet og med menuet eller scherzo som ekstra mellemsats. I romantikken videreførte bl.a. Schubert, Mendelssohn, Chopin, Schumann og Brahms klassikkens sonate.

1900-tallets sonatekomponister skal især findes blandt neoklassikere som Prokofjev og Niels Viggo Bentzon; men også Pierre Boulez har skrevet betydelige sonater.

• musikkens former
• sonateform
• barok – musik
• romantik – musik
• wienerklassisk
• klassisk – musik