Baal

Det mytologiske kildemateriale til levantinsk religion, herunder Baal-Hadad og de andre beslægtede baal'er, er ret beskedent, hvis man ser bort fra Det Gamle Testamente (samt få uddrag fra klassiske forfattere) og ikke mindst de ugaritiske tekster – problematikkerne herved behandles i afsnittet Baal i lyset af Bibelen. Kilder til kultiske og andre rituelle handlinger er også relativt få.

Tekster fra Mesopotamien, der ligger nord for Levanten, udgør vigtige kilder, omend i mindre omfang. Dette skyldes dels, at de i sagens natur ikke stammer fra Levanten, men også fordi der lige i Baal-Hadads tilfælde kun er bevaret bemærkelsesværdigt lidt mytologi omkring ham til trods for, at han blev dyrket i Mesopotamien fra ca. midten af det tredje årtusinde f.v.t.

Han blev ligeledes dyrket på dette tidspunkt i oldtidsbyen Ebla, der ligger i det nordvestlige Syrien, og hvis sprog og kultur udviser både mesopotamiske og levantinske træk – men igen er materialet, der vedrører Baal-Hadad, sparsomt.

De levantinske tekstsamlinger (foruden Det Gamle Testamente), der i varierende omfang beskriver Baal-Hadad, kan i store træk opdeles i de fønikisk-puniske (ca. 1000 f.v.t.-200 e.v.t.), oldaramæiske (ca. 900-700 f.v.t.) og ugaritiske tekster (ca. 1200 f.v.t.), der på den ene side rummer vidt forskellige gengivelser af ham, men på den anden side også har flere fællestræk.

De fønikisk-puniske kilder findes spredt rundt hhv. i Kanaan og middelhavskolonierne uden for Levanten selv, de aramæiske kilder stammer fra det centrale Syrien, mens de ugaritiske tekster er fra det nordvestlige Syrien i Latakiaprovinsen – og dermed Kanaans nordligste grænse. Det Gamle Testamente hører også til det kanaanæiske område. Som geografisk betegnelse skal det i den forbindelse bemærkes, at 'Kanaan' dækker over, hvad der i dag udgør områderne omkring Israel, Palæstina og Libanon samt det vestlige Jordan og den sydlige del af Syrien, der går langs med Middelhavskysten op til det moderne Tyrkiets grænse mod syd.

Disse levantinske kilder strækker sig, samlet set, over en tidsramme fra ca. år 1200 f.v.t.-200 e.v.t. – og på tværs af flere forskellige sprog. De fleste af disse sprog er de indbyrdes beslægtede semitiske sprog fønikisk-punisk, aramæisk og ugaritisk (foruden bibelhebraisk). Derudover kan også medregnes kilder på græsk og latin på grund af forbindelsen mellem punernes kolonier og den græsk-romerske verden. Til at belyse forholdene yderligere kan også medregnes afbildninger af guderne i form af relieffer, statuer, segl og mønter i forskelligt materiale, samt tempelruiner, gravhøje og andre steder hvor rituelle handlinger blev udført.

Men det var først i 1929 med fundet af oldtidsbyen Ugarit, at man kunne tilgå egentlige mytologiske tekster fra Levanten – og til dato er de stadigvæk de eneste, vi kender til. Selvom de ugaritiske tekster givetvis ikke er repræsentative for samtlige religiøse forestillinger om Baal-Hadad i hele Levanten, har de været uvurderlige til at belyse den smule, vi ved om de andre manifestationer af ham, inklusiv de steder, hvor han optræder i Bibelen.

Der er ikke enighed i forskningen om, hvorvidt Baal og Hadad var to oprindeligt forskellige stormguder. Baal – i det omfang han er lig med Hadad – kendes fra tekster og ikonografi på tværs af den Gamle Nære Orient, men det er vanskeligt at sige, hvorhenne han blev dyrket først, altså i Levanten eller Mesopotamien. De tidligste henvisninger til ham findes i almindelige personnavne fra ca. år 2300 f.v.t. Ud fra disse ved man, at stormguden gik under navnet Hadda (’a₃-da) i Ebla i det nordvestlige Syrien, mens det i Mesopotamien blev gengivet som Adad (a-da-ad) i oldakkadiske tekster fra samme periode.

Det akkadiske sprog bliver senere delt i to hoveddialekter, babylonisk (ca. år 2000 f.v.t. og frem) og assyrisk (ca. år 1900 f.v.t. og frem), hvor han blev kaldt henholdsvis Addu (ad-du) og Adad (a-da-ad). I den forbindelse skal det nævnes, at formen 'Hadad' stammer fra oldaramæiske inskriptioner (הדד) og særligt Det Gamle Testamente (הֲדַד), hvor det optræder som et personnavn, fx kong Salomos modstander, Hadad fra Edom (1 Kong 11,14-25).

Der er alt andet lige ikke bevaret meget mytologi omkring stormguden i de mesopotamiske kilder. Et nævneværdigt eksempel findes i tavle XI af Gilgamesh-eposet på standard-babylonisk fra slutningen af det andet årtusind f.v.t. Her igangsætter han syndfloden i form af sorte tordenskyer efter ordre fra den øverste guddom i det sumero-akkadiske pantheon, Enlil.

I det ældst kendte mytologiske kildemateriale om Baal fra Ugarit er Baal i hvert fald identisk med Hadad, her kaldet Haddu (hd). Men omkring begyndelsen af det første årtusind f.v.t. fandt en adskillelse sted på den måde, at stormguden blev kaldt ved sit egennavn, Hadad, i den nordøstlige del af Levanten, det vil sige i de aramæiske bysamfund i det centrale Syrien, mens han blev kaldt Baal i den sydlige del af Levanten, det vil sige i Kanaan. Det er i dette område, at stormguden optræder i mere eller mindre forskellige skikkelser – dog fungerer Baal fra Ugarit som en grundtype for dem allesammen.

Fælles for Baal og Hadad i hele Levanten er, at han ofte optrådte som hovedrepræsentanten for den enkelte by, det vil sige som den øverste, beskyttende guddom i et pantheon af andre guder med hver deres funktion(er). En undtagelse, der ikke var afgrænset til én by, er Baal-Hammon, 'Offeralterets Herre', som oprindeligt blev dyrket i området omkring Tyrus, men sidenhen fik fodfæste rundt omkring Middelhavsområdet i de puniske kolonier. En anden undtagelse er Baal-Shamem, 'Himlens Herre', hvis kult med tiden bredte sig fra området omkring Byblos til det meste af Levanten – herunder Palmyra, hvor resterne af hans tempel (ca. fra midten af andet århundrede f.v.t.) var stort set intakt frem til sommeren 2015, da det blev jævnet med jorden af Islamisk Stat.

De enkelte baal'er har ofte forskellige tilnavne. Disse stammer typisk fra en bestemt egenskab ved guden, som den enkelte by fokuserede på. Et eksempel herpå er Baal-Marqod, der er bevidnet i græske kilder fra ca. det 1. århundrede e.v.t. i nærheden af Beirut. Hans navn betyder 'Dansens Herre', hvilket henviser til en rituel dans i forbindelse med høsten. Nogle baal'er har endda distinkte egennavne såsom Melqart (mlqrt), 'Byens Konge', fra Tyrus og Eshmun (’šmn), 'Helbrederen', fra Sidon, og de er i den forbindelse selvstændige guddomme på trods af et i hvert fald delvist overlap med Baal-Hadad. I den aramæiske by, Damaskus, havde Hadad også et tilnavn, 'Tordneren'.

I græske kilder fra den hellenistiske periode blev de baal'er, vi kender til, typisk gjort lig med Zeus, men i nogle tilfælde også andre græske guder såsom Kronos og Asklepios (foruden deres romerske ækvivalenter i latinske kilder). Andre baal'er er vanskeligere, hvis ikke umulige at sige noget om, da de kun kaldes 'baal', eventuelt suppleret med et geografisk tilnavn, såsom 'Libanons Herre' (b‛l lbnn). Denne er kun bevidnet i en cypriotisk inskription fra ca. 8. århundrede f.v.t. Derudover findes også en mængde af mindre, unavngivne baal'er, som var knyttet til brønde og andre lignende, afgrænsede områder.

De danske udgaver af gudernes navne følger langt hen ad vejen stavemåderne fra Bibelen og/eller de græsk-romerske kilder af ren konvention – også her i artiklen. De antikke stavemåder for de enkelte guders navne angives derfor også i translitteration markeret med kursiv skrift – og eventuelt i den oprindelige skrift som supplement. I den forbindelse vil nogle navne i translitteration optræde uden vokaler: På oprindeligt fønikisk-punisk skrives fx Baal-Hammon som b‛l ḥmn. Dette skyldes, at de fleste semitiske konsonantskrifter fra oldtiden ikke gengiver vokaler og heller ikke udviklede sekundære diakritiske vokaltegn, som det fx er tilfældet med bibelhebraisk eller arabisk.

Græske og romerske kilder har i nogen grad afhjulpet denne mangel, herunder for Baal-Hammon. På græsk skrives navnet som Βαλαμουν (balamoun) og Balamon på latin – ud fra dette kan man med forbehold rekonstruere en fønikisk vokalisering, der formentligt ville have været i retningen af ba‛l ḥamun. Vokalernes længde er dog i sagens natur usikre, og den oprindelige halslyd, ayin (‛), var helt stum på det senere puniske sprogtrin. I enkelte tilfælde kendes guden endda kun fra græsk-romerske kilder, såsom Baal-Marqod, der på græsk blev skrevet som Βαλμαρκώδες (balmarkōdes) og Balmarqod på latin.

Akkadisk indtager en særlig stilling blandt de semitiske sprog, da de enkelte skrifttegn gengiver hele stavelser og derfor også indeholder vokaler. Dette har ligesom med de græsk-romerske kilder også været en hjælp til at rekonstruere vokaliseringen af nogle guders navne. Det gælder fx tilnavnet til Hadad i Damaskus, 'Tordneren', der kendes fra akkadiske kilder. Navnet gengives i transskription som ^dra-ma-nu, hvilket på aramæisk ville have været rammān (רַמָּן). Et andet eksempel er Melqart, der gengives som ^dmi-il-qar-tu på akkadisk,hvilket formentligt ville have været i retningen af milqart på fønikisk.

Det almene kendskab til Baal her i Vesten hviler langt hen ad vejen på de beskrivelser, som findes i Det Gamle og Det Nye Testamente – foruden den efterfølgende reception i kristendommen, ikke mindst dens dæmonologi. Dette skyldes den førnævnte omstændighed, at Bibelen, samt enkelte uddrag fra klassiske forfattere såsom Filon af Byblos (ca. 64-141 e.v.t.) og Flavius Josefus (ca. 36-100 e.v.t.), var de eneste tilgængelige kilder hertil frem til midten af 1700-tallet.

Der er to overordnede tendenser i henholdsvis Det Gamle og Nye Testamente, som har formet det sammensatte billede af Baal i Vesten:

Størstedelen af det, man ved om Baal-Hadad i Levanten, stammer fra de ugaritiske tekster, der blev fundet i 1929 og fremefter i den nordvestlige del af Latakia-provinsen i Syrien. Hele tekstkorpusset består af ca. 2100 tekster og er dateret til ca. år 1200 f.v.t. og er dermed også de ældst kendte levantinske kilder til Baal-Hadad. Ugaritisk er i den forbindelse et sprog, som kun er bevidnet i dette tidsrum, da byen blev udslettet kort tid efter teksternes tilblivelse, og derfor gengiver teksterne langt hen ad vejen et øjebliksbillede i modsætning til fx tekstsamlingerne fra Babylon i Mesopotamien, hvis kilder strækker sig over en periode på knap tre tusind år og tæller hundredtusinder af lertavler.

Omvendt er der færre end 200 litterære ugaritiske tekster, hvor kun ca. 50 af disse er mytologiske – og i mere eller mindre velbevaret stand. Ud over det rent litterære indhold i de mytologiske tekster har deres praktiske funktion (eller mangel på samme) i det ugaritiske samfund været særdeles omdiskuteret i forskningen, og der er ingen endelig konsensus om nogen af delene. Alt andet lige kan det udledes, at Baal-Hadad i Ugarit rummer mange forskellige aspekter, da han bl.a. optræder både som storm- og frugtbarhedsgud og en mægtig kriger.

Ét eller flere af disse aspekter ses manifesteret og gerne understreget i de enkelte baal'er fra det øvrige Levanten, hvad end der er tale om Melqart i Tyrus, Eshmun i Sidon, eller Hadad i det centrale Syrien – foruden Baal i Bibelen. Hvad de præcise og unikke udviklingsmæssige forhold end måtte have været for de enkelte byguder i Levanten, fungerer den ugaritiske Baal-Hadad alt andet lige som en samlet grundtype for dem. Mytologien omkring ham kan opridses som følger:

I Baal-digtet fortælles det, hvordan Baal (b‛l), der er søn af kornguden Dagan (dgn), forsøger at blive den øverste gud i pantheon efter at havguden Yam (ym) er blevet udnævnt til det af skaberguden El (’l). Dette udløser en konflikt mellem Baal, der som stormgud repræsenterer det ferske regnvand, og Yam, der repræsenter det salte vand i havet – dette motiv, der går igen i flere af de nærorientalske religioner, kaldes kaoskamp.

Baal ender som sejrherren bl.a. ved hjælp fra smedeguden, Kothar-wa-Hasis (kṯr w ḫss), der udstyrer Baal med to køller, som han bruger til at dræbe Yam og Livjatan (ltn). Livjatan, som også kendes fra Det Gamle Testamente (לִוְיָתָן), er her enten en manifestation af Yam selv eller et havuhyre i hans tjeneste – teksten kan læses på begge måder.

Baal får i hvert fald tilladelse til at få bygget sit tempel, efter at hans søster, krigs- og kærlighedsgudinden Anat (‛nt), overtaler El og hans kone, Ashera (’aṯrt), til det. Arbejdet bliver fuldført af Kothar-wa-Hasis, og Baal indtager nu positionen som den øverste gud. Men dødsguden Mot (mt) er rasende over, at Baal dræbte Yam/Livjatan, så han befaler ham at stige ned i underverdenen, hvilket Baal efterkommer. Baals død forårsager tørke og kaos, og ingen af de andre guder formår at overtage hans plads.

Men det lykkes Anat at overvinde Mot i tvekamp, hvorefter hun leder efter Baal sammen med solgudinden Shapshu (špš), og de får bragt ham tilbage fra underverdenen. Han kæmper derefter en jævnbyrdig kamp mod Mot, som vælger at trække sig, efter at solgudinden advarer ham om, at El vil vende sig imod ham. Baal indtager igen sin position som øverste gud, og verdensordenen genoprettes.

I forhold til Baals øvrige karaktertræk kan de i nogen grad udledes fra de andre ugaritiske tekster – I Aqhat-digtet fungerer Baal som en slags mediator mellem de andre guder og menneskene, idet El velsigner den barnløse Danel med en søn på Baals direkte opfordring. I nogle få tekster, der handler om sygdom og slangebid, optræder Baal i hvert fald i en sekundær funktion til at bevirke helingen. Hans præcise rolle er imidlertid uklar, bl.a. fordi andre guder også indgår i processen, ikke mindst Horanu, der typisk er den guddom, som gør den syge rask igen.

• kanaanæere
• kanaanæisk religion
• Baal-Zebub
• Beelzebul
• Ashera