fredag, januar 16, 2026

Human Being Human & Chris Cheek: Being (April Records) LP/CD/digital

 

Image

Chris Cheek har siden 90’erne været en af de mest markante amerikanske saxofonister. Han har spillet med en masse store navne indenfor jazzen, bla. om fast sideman gennem adskillige år med Paul Motian. Han har også spillet med flere danske jazzfolk, hvor samarbejdet med Jakob Bro nok er det mest kendte. Nu er han sammen med den aahusianske trio Human Being Human, der efter to trioplader, har haft brug for at udvide butikken.


Samarbejdet med Chris Cheek betyder også at Human Being Human har ændret i det musikalske fokus. Det er ren akustisk jazz og Frederik Bülows velkendte signaturreferencer til hip hoppen er så subtile, at jeg ikke kan høre det. Det betyder heldigvis ikke at det er kedeligt. Det betyder, at de tre danskere får fremvist en ny side af deres jazzterritorium. Trioen læner sig tilbage og lader Chris Cheek være den styrende. Torben Bjørnskovs kompositioner er en gevinst. Pladen svømmer over af gode numre. Den rolige saxofon/bas duet Filia, balladen Human Spirit og min helt store favorit, den nordisk klingende Human Nature, der er i medium tempo. Det er dansk jazz af den fineste slags, der får ekstra energi fra amerikaneren Chris Cheek.

Bandcamp


torsdag, januar 15, 2026

Copenhagen Clarinet Choir & Anders Lauge Meldgaard: Jeux d’eau (år & dag/Conatala) LP/digital

 

Image

I 2025 kom der en plade med strygerne Halvcirkel og Anders Lauge Meldgaard, der spiller på New Ondomo, en moderne håndbygget japansk udgave af det næsten 100 år gamle franske tangentinstrument Ondes Martenot. Den glidende vibratolyd der kommer ud af instrumentet behersker Anders Lauge Meldgaard til fulde. 


På den aktuelle udgivelse er han sammen med Copenhagen Clarinet Choir, der består af 6 klarinetister (Henriette Groth, Maria Dybbroe, Jonas Engel, Francesco Bigoni, Anders Banke og Carolyn Goodwin). ALM har komponeret ud fra nogle workshops han har haft sammen med klarinet-koret og inspireret af et besøg i Villla D’este i Tivoli, Italien. Stedet er kendt for sine springvand og har inspireret både Franz Liszt og Maurice Ravel til værker af samme navn som ALM’s komposition.


Klarinetternes møde med Anders Lauge Meldgaard, New Ondomo og en modular synth hænger godt sammen. Det er renæssance og old school science fiction på en gang. ALM bevæger sig i et musikalsk parallelunivers, hvor der grænsefladerne mellem klassisk musik, elektronisk musik og improvisation er udviskede og fremstår logisk sammenhængende. Det er en vellykket hyldest til vand og relationen mellem menneske og natur. 

Bandcamp

onsdag, januar 14, 2026

Rasmus Oppenhagen Krogh: Pillars (April Records) LP/CD/digital

 

Image

Når musik er mere end et lydtapet til hverdagens genvordigheder og skærmydsler og i stedet går ind, kommenterer, fornemmer og sanser. Så er det noget helt særligt. Det er lige præcis det som Rasmus Oppenhagen Krogh gør med sit fjerde album, Pillars. 


Det er ikke musik der tager let på livet. Det er musik hvor man møder længslen, eftertanken og kommer dybere ind. Musik der tør gå med dig når det bliver svært. Guitaristen Rasmus Oppenhagen Krogh er drømmeren der tør gå med lytteren.


Han er som vanligt bakket op af et stjernehold; Anders AC Christensen (bas), der for nylig fik en DMA pris som årets jazzmusiker, Jakob Høyer (trommer), Victor Dybbroe (percussion), Simon Toldam (piano, synth) og Lars Greve (sax, effekter). Han formår også at bruge holdet, der kan mærke og sanse musikken, så de flyder sammen i et kollektivt hele. Rasmus Oppenhagen Krogh fortæller om titlen på pladen: "Den refererer til de søjler, som hele vores eksistens hviler på. De øjeblikke, følelser og møder, der former os som mennesker, og som følger os og definerer os i vores personlige udvikling".

Tak til Rasmus Oppenhagen Krogh for en meningsfuld plade, der er i balance. En meget anbefalelsesværdig plade.

Bandcamp

mandag, januar 12, 2026

Luca Curcio: La Bomba (Boomslang Records) LP/CD/digital

 

Image

Det er næppe nogen hemmelighed for den faste læser af bloggen, at jeg ofte er begejstret for den musik jeg hører og skriver om. Hvorfor skulle jeg også bruge min tid på, at lytte til musik jeg ikke kan lide? Eller endnu værre, bruge tid på at skrive om det? Jeg er selvfølgelig ikke lige begejstret for det hele. Så skriver jeg mere neutralt om musikken.


Denne gang er problemet at jeg har brændt så mange positive gloser af på de plader, jeg synes er mere end almindeligt gode, at jeg ikke ved hvordan jeg skal rose denne plade. Den er tæt på at være den bedste nye jazzplade jeg har hørt i et år - overhovedet! Det er den italienske bassist Luca Curcio der står bag pladen La Bomba - og den titel er helt passende. Det er en veritabel jazzbombe.


Luca Curcio har boet i København siden 2015. Det er her han har mødt musikerne, Francesco Bigoni på tenorsax, Sölvi Kolbeinsson på altsax, Erik Kimestad på trompet og Simon Olderskog Albertsen på trommer som er med på pladen. Han har indspillet den akustiske jazz, som han efterfølgende har bearbejdet og sendt i nye retninger. Curcio spiller både kontrabas og el-bas suppleret med percussion og sampler. Blæserne kan i den grad køre vildskaben, der støttes af luftigt og åbent groove. Det er jazz anno nutiden, når det er allerbedst. En hybrid af akustiske instrumenter, improvisation og en produktion der flytter jazzen i nye retninger.


Luca Curcio har overblikket og som den bassist han er, så har han sørget for at der er en solid bund. Det er musik, der skal høres højt. Den får gigantisk anbefaling herfra. 

Bandcamp

søndag, januar 04, 2026

25 markante debutplader i dansk jazz 2000-2025 - dansk jazz i 100 år vol. 5

Image

Tabloid (April Records) 2021

Kombinationen af guitaristen Johannes Wamberg og saxofonisten Oilly Wallace er set i flere udgaver. De har lavet et par rolige duoplader med standards. Her er de er sammen i Johannes Wambergs Tabloid - god damn! De er fede! Jeg har brugt dem som soundtrack til adskillige køreture, hvor jeg i langsomt tempo, fløj afsted. Johannes Wamberg har hentet inspiration i 70’ernes og 80’ernes funky fusionsjazz og har fjernet alle flovserne. 


Kaleiido: Voyage (ExoPAC) 2021

Kaleiido er guitaristen Anna Roemer og saxofonisten Cecilie Strange sig. De har skabt et improvisatorisk univers med et filmisk, spirituelt, flydende og stærkt jazzet udtryk. Musikken vokser stille frem. Den er som en timelapse video med en plante, der bryder gennem jordens overflade og med lange forvitrede grene snor sig rundt i luften.


Lis Wessberg: Yellow Map (April Records) 2021

En atypisk debutplade fra en erfaring musiker, der først stod i spidsen for en plade, da hun var havnet i 50’erne. Det er musik fra kunstner der er langt fra at være stagneret. Nysgerrighed og lyst gennemsyrer trombonisten Lis Wessbergs eletroniske jazz.


Tigeroak: Living and Living (April Records) 2023

Anna Prinds’ elegante vokal med mystik, sensualitet og en let vibrato er perfekt sammen med Laurits Steen Møbergs musik. Det er ikke et musikalsk univers som vi er vant til, at høre danske musikere i. Det er rolig neosoul/R'n'b med inspiration fra Londons jazzundergrund, hip hop og en sjat cool nordic.


Ida Duelund: Sibo (Initiated Records) 2025

Ida Duelund kommer fra et eksperimenterende musikmiljø, hvor klassisk musik, pop, rock og avantgarde er områder hun har betrådt. På hendes første plade i eget navn udvider hun territoriet endnu en gang. Med sit eget selvopfundne sprog har hun skabt en plade, hvor pop, jazz og musikalske eksperimenter udløser en af dette årtis mest originale plader.


Debutplader vol. 1

Debutplader vol. 2

Debutplader vol. 3

Debutplader vol. 4

25 markante debutplader i dansk jazz 2000-2025 - dansk jazz i 100 år vol. 4

 

Image

I Think You’re Awesome: Løft mig op så jeg kan nå (Jaeger Community) 2014

Bassisten Jens Mikkel står i spidsen for dette vidunderlige, inkluderende og organiske band. Det er poetisk og dansksproget instrumentaljazz, der tager lytteren i hånden. Jens Mikkel er sammen med Kasper Staub (tangenter), Alex Jønsson (guitar), Morten Kærup (guitar og banjo) og Andreas Skamby (trommer).


Kathrine Windfeld Big Band: Aircraft (Gateway) 2015

Når man debuterer på plade i spidsen for sit eget big band, hvor man endnu ikke er fyldt 30 år, så aftvinger det respekt ud over det sædvanlige. Kathrine Windfeld har lavet et velsmurt big band album, hvor big band medlemmerne er i samme aldersklasse som Windfeld. Det er veldrejede hornriffs iklædt lækre grooves og en elegant duft af jazz.


Karmen Rõivassepp Quartet: Dance of sounds (AMP) 2018

Sjældent har nogen udenlandsk jazzmusiker i nyere tid sat dybere spor i dansk jazz, end det er sket med Karmen Rõivassepp. Debuten var ingen undtagelse. Sammen med Simon Eskildsen (piano), Adrian Christensen (bas) og Daniel Sommer (trommer) lavede hun en langtidsholdbar vokaljazzplade.


Svaneborg Kardyb (BlikFlak) 2019

Da de improviserede sig frem til lyden i øvelokalet i Aarhus og skabte debutpladen, havde de næppe forestillet sig at de skulle spille i Koncerthuset Elbphilharmonie i Hamburg nogle år senere. Der går en lige linje fra starten til nutiden. De har udviklet sig undervejs og været tro mod sig selv. En debutplade i særklasse.


Abekejser (AMP) 2019

En af Abekejsers mange forcer er deres uimodståelige charme. Jeppe Lavsens originale og krøllede guitarspil, Frederik Emil Bülow virtuose trommespil, der får pace og luft fra Rasmus Fiskers trommemaskine. Adrian Christensens lækre tunge Moog bassynth og Jon Døssing Bendixens fantasifulde keyboardspil. Det er opskriften på et af det 21 århundredes bedste danske jazzdebuter.


Debutplader vol. 1

Debutplader vol. 2

Debutplader vol. 3

25 markante debutplader i dansk jazz 2000-2025 - dansk jazz i 100 år vol. 3

 

Image

Girls in Airports (Mawi Music) 2010

En af de helt store debuter i dansk jazz. Dybt original. Grundlaget er så stærkt, at Girls in Airports stadig står på det i dag, samtidig med at de har udviklet sig helt vildt. Den kollektive lyd er umådelig stærkt. Martin Stender (saxofon), Lars Greve (saxofon), Mathias Holm (tangenter), Mads Forsby (trommer) og Victor Dybbroe (percussion)


Svin: Heimat (Mom Eat Dad Records) 2011

Det er ikke kun en pubertær fuckfinger til jazzen og dens væsen. Det er malende tunge grooves, freejazzasaxofon og skæv heavy guitar. Lars Bech Pilgaard (guitar), Henrik Pultz Melbye (saxofon) og Thomas Eiler (trommer) er beyond this universe. På debuten medvirkede desuden Magnus Bak


Snorre Kirk: Blues Modernism (Calibrated) 2012

Old school jazz i ny indpakning. Det var en stille eksplosion som den herboende norske trommeslageren Snorre Kirk detonerede med den natteblå debut. Beroligende toner strømmer ud af højttaleren. Tempoet er behageligt langsomt. Ja umiddelbart tænker man ikke at det er en trommeslager der er ophavsmand til denne plade.


Bremer/McCoy: Enhed (Raske Plader) 2013

To barndomsvenner mødtes. Bassisten Jonathan Bremer kom med en jazzbaggrund og tangentspilleren Morten McCoy kom med en baggrund fra rootsreggae. Hvad der startede som en “lad os se hvad der sker” one off, udviklede sig til med rette at blive en af de største succeser i dansk jazz i dette århundrede.


Horse Orchestra: Living the dream (Barefoot Records) 2014

Pianisten Jeppe Zeeberg havde lige udsendt sin debutplade i eget navn. Nogle måneder senere komme denne skønne vildbasse, hvor Zeeberg også er med. Horse Orchestra er det naturlige møde mellem avantgarde og swing. Et tight spillende band, hvor kanterne er flossede og intet er helligt.


Debutplader vol. 1

Debutplader vol. 2

25 markante debutplader i dansk jazz 2000-2025 - dansk jazz i 100 år vol. 2


Image


Ibrahim Electric (ILK/TCB) 2004

Niclas Knudsen (guitar), Jeppe Tuxen (orgel) og Stefan Pasborg (trommer) var ikke nybegyndere da de fandt sammen om at lave et af de mest succesfulde bands i dansk jazz i det 21. århundrede. Debutpladen blev et pejlepunkt for trioen, der på magisk vis blander jazz, rock, afro og andet godt.


Jazzkamikaze: Mission I (Stunt) 2005

De vandt Ungjazz konkurrencen i Danmark og senere Young Nordic Jazz Comets i Norden i 2005 . De debuterede med denne viltre drønnert af en plade. Den norske saxofonist Marius Neset var kun 20 år og førte sig frem med overjordisk klasse. Bandet var bl.a. rugekasse for Anton Eger (trommer) og Marius Schantz (piano) og førnævnte Neset. En vild og medrivende debut.


Phronesis: Organic Warfare (Loop Recoords) 2007

Jasper Høibyes trio Phronesis med Anton Eger (trommer) og Ivo Neame (piano) er en af de største internationale succeser for dansk jazz. Det startede ud med et album, der indeholdt nogle af de elementer som de siden holdt fast i. Powerfyldt og elegant triojazz.


Jan Harbeck Quartet: In the stil of the night (Stunt) 2008

Jan Harbeck (saxofon) er stadig aktiv med Henrik Gunde (piano) og Eske Nørrelykke (bas). Siden denne fantastiske debutplade er Kresten Osgood skiftet ud ved trommerne med Anders Holm. Harbeck bærer jazzens traditioner videre på smukkeste vis.


Maria Faust Group: Bitch-Slap Boogie (Barefoot Records) 2008 

Estiske Maria Faust var flyttet til Danmark for at gå på konservatorium. Med i bagagen havde hun kommunistisk opdragelse og klassisk musik. Der skete ret hurigt noget der indikerede at hun kunne mere end det. Den første plade viser allerede noget af det hun siden har bygget karrieren på. Nedskrevet og arrangeret musik blandet med improvisatorisk vildskab.


Debutplader vol. 1

fredag, januar 02, 2026

25 markante debutplader i dansk jazz 2000-2025 - dansk jazz i 100 år vol. 1

Image

En debutplade er noget helt særligt. Det er starten. Den første plade, hvor man endelig kan sende sin musik ud til et større publikum. Nogle gange er udtrykket ufærdigt, der tages chancer og man vidste måske ikke bedre. Så kommer album nr. 2 og man kan forfine det oprindelige udtryk, rette op på fejlene. Det er også her man begynder at forlade det spontane og impulsive og i øvrigt prøver at leve op til forventningerne hvis man har lavet en god og opsigtsvækkende debut. Man kan som bekendt kun debutere en gang. Det er fokus for Jazznyt med denne liste over markante debutplader fra det seneste kvarte århundrede i dansk jazz. 


De 25 plader er delt op i fem grupper, hvor jeg går kronologisk frem. Der er helt sikkert musikere og bands som du savner på listen. Der er flere som jeg ikke har inkluderet, hvor det har gjort ondt. Hvorfor er Sinne Eeg og Kalaha feks. ikke med? Det er de primært fordi deres debutplader ikke har samme niveau som deres efterfølgende plader.


Det er forholdsvis let at udpege de lidt ældre plader, hvor tiden har arbejdet for dem og man stadig synes at det er givende at lytte til dem. Det bliver sværere med de seneste fem år - de er endnu ikke blevet testet af tiden. Jeg har dog gjort forsøget. Listen er ikke nogen endelig facitliste. Den er lavet for at hylde musikerne og for at inspirere dig som lytter. God fornøjelse.


Det er Jazznyts første artikelserie i fejringen af dansk jazz i 100 år. Der dukker flere op i løbet af 2026, hvor fokus primært er den periode, hvor Jazznyt har eksisteret - altså det seneste kvarte århundrede.


Kresten Osgood & Hvad er klokken (New Net Music) 2000

Lige dele vanvid og respekt for jazzhistorien udgør Kresten Osgoods debutplade hvor han er sammen med Hvad er Klokken; Jesper Løvdal (sax) og Thomas Vang (bas). Den indikerer på alle måder hvad Verden havde i vente med Osgood. Her er både vrøvlesang, frie tanker og straight jazz.


Tys Tys (Loretta Records) 2001

Maria Laurette Friis på vokalen er sammen med svenske Henrik Sundh (tangenter), norske Gunnar Halle (trompet) og danske Kresten Osgood (trommer). Et band der er vokset ud af Rytmisk Musikkonservatorium og signalerede en helt ny vej i dansk vokal-jazz.


Bugpowder (Bugpowder Records) 2002

Mødet mellem rock og jazz er ikke noget nyt. Her lykkes det til overflod. Rockens vildskab og jazzens ubundne og frie sjæl smelter sammen i mødet mellem jazzerne, Kasper Tranberg (trompet) og Mads Hyhne (trombone) og rockerne, Jonas Struck (guitar) og Laust Sonne (trommer).


Beautiful Day! (Music Mecca) 2002

Jakob Dinesen (saxofon) var allerede et etableret navn med Once around the park. Mens det er Jakob Bros (guitar) første plade. Sammen med Nicolai Munch-Hansen (bas) og Jeppe Gram (trommer) lavede de en ungdommelig og energisk plade, hvor følelserne sad udenpå.


Jesper Bodilsen Trio: Mi Ritorni in mente (Stunt) 2003

Oprindeligt udgivet som Jesper Bodilsen Trio, det ændrede sig, da den italienske pianist Stefano Bollani blev et verdensnavn. Italienerens romantiske tone og indbyggede sans for den gode melodi var perfect match for danske Jesper Bodilsen (bas) og Morten Lund (trommer).

tirsdag, december 23, 2025

Mikkel B. Grevsen: Gartneriet/Gartneriet Brudstykker og Bevægelser (Blue Blitz Music) LP/digital

 

Image

Først og fremmest beklager jeg at det bliver lidt nørdet til at starte med. Men det har betydning for musikken. Først sendte Mikkel B. Grevsen, der er bedst kendt for sit arbejde med Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter, et link til filerne til Gartneriet, så gik der lidt tid, så sendte han endnu et link, der var til filerne til Gartneriet Brudstykker og Bevægelser, der er en selvstændig udgivelse og som titlen antyder, hænger tæt sammen med den første. Nu kommer det nørdede. Begge udgivelser er ude på vinyl og jeg forventede at der kom to vinyler, da det drejede som 2 x 31 minutters (og vinylhovedreglen er at der kan være maksimalt 20 minutter på en pladeside). Det var ikke et dobbeltalbum. Det hele er på en LP og det kan det være fordi musikkens dynamik ikke er så voldsom - der er ikke trommer og den slags.


Han er en mester i at lave musik der skal ledsage noget, som eksempelvis Søren Ulrik Thomsens digte. Denne gang skal det ikke ledsage noget. I stedet er det Grevsen der folder sig ud på hovedinstrumentet trompet, suppleret af mellofon og en lang række synthesizere, der alle er nævnt på coveret. Det er flydende stemninger med betegnende titler som Rolig og vågen, Lyset kommer, Flimrende himmel og Haven. På Gartneriet - Brudstykker & bevægelser får vi andre stemninger fra de samme numre som på Gartneriet. Det hele foregår i en rolig ånd. Grevsen laver lydlandskaber, der ikke befinder sig i nogen tidsalder. Det er elektronisk musik, hvor trompeten flyver henover landskaberne og skaber et overblik og en stringens. Han har et afsæt i klassisk musik og der er linjer til nogle af den danske elektroniske musiks mestre som Else Marie Pade, Fuzzy eller Jørgen Plaetner. Alligevel er Grevsen helt sin egen og begge udgivelser på det der er en samlet udgivelse er fænomenale.

Hvis du vil købe pladen, skal du bare kontakte Mikkel B. Grevsen på Facebook. 

Mikkel Grevsen på Facebook