Alsace

Alsace hører til de tidligt industrialiserede områder i Europa. Især minedrift og metal-, træ- og glasindustri var vigtige i 1700-tallet. Ligeledes opstod en betydelig tekstilindustri i Mulhouse-området. Disse industrier blev ramt af krise i 1970’erne og 1980’erne.

Siden 1970'erne har metal- og maskinindustrien, domineret af Peugeot-fabrikkerne, været den vigtigste branche. Industrien er i øvrigt karakteristisk ved et stort antal små og mellemstore, men kun få store, moderne virksomheder fordelt på mange brancher. Også tyske og schweiziske virksomheder har fabrikker her, da arbejdskraften er veluddannet og lønniveauet lavere end i hjemlandene.

Ti vandkraftværker, opført i forbindelse med regulering af Rhinen og bygningen af Grand Canal d'Alsace, forsyner området med energi. Kernekraftværket Fessenheim blev lukket i 2020.

På Rhinsletten findes forskellige jordtyper, som kan ses i den naturlige vegetation. En frugtbar, løs jord spiller en stor rolle for landbruget. Langs foden af Vogeserne på de øst- og sydvendte skråninger ligger vinmarker. Vinproduktionen, der ofte foregår på mindre, moderne brug, spiller en betydelig økonomisk rolle. På sletten dyrkes hvede og majs på meget store marker. Desuden dyrkes humle til ølbrygning. Omkring halvdelen af den franske ølproduktion foregår i Alsace.

Alsace var i århundrederne før år 0 beboet af keltiske og i germanske stammer. Området blev erobret af Julius Cæsar under Gallerkrigene, og i 12 f.v.t. anlagde han en befæstet lejr, Argentoratum, hvor Strasbourg ligger i dag. Området blev del af Romerriget, først som en del af Gallia Belgica, som en del af Germania Superior med Argentoratum som administrativt centrum.

Under folkevandringerne blev Alsace befolket af alemannerne i 378, men i 496 erobrede frankerkongen Klodevig området. Efter hans død i 511 blev området indlemmet i det frankiske kongerige Austrasien. De merovingiske frankiske konger skabte et hertugdømme kaldet Alsatia. I hertugerne af Alsatias regeringstid blev alemannernes love nedskrevet på latin. De havde hidtil kun været mundtlige. Alsace tog gradvist form af en geografisk og politisk enhed med fælles sprog, fælles love og fælles religion, kristendommen.

Under Karl den Store blev Alsace inddelt i flere grevskaber. Han tillod vindyrkning og fjernhandel med tømmer og ost, som var de vigtigste produkter fra området. Den centrale beliggenhed i det karolingiske rige medførte en økonomisk fremgang. Alsace blev indlemmet i hertugdømmet Alemannia, som omfattede Schwarzwald og det nuværende nordlige Schweiz. Efter Karl den Stores død og delingen af hans rige i 843 i en østlig del og en vestlig del indgik Alsace den østlige del. Denne del blev senere til Det Tysk-romerske Rige. I 1161 gjorde Frederik 1. Barbarossa, der var opvokset i Mulhouse, den til en fri bystat i kejserriget med betydelig autonomi og kun ansvarlig over for kejseren.

I løbet af middelalderen skete der en stigende territorial opsplitning, og området havde forskellige magthavere. Det hindrede dog ikke en betydelig økonomisk blomstring mod nord. Det resulterede blandt andet i, at der opstod flere byer, som den tysk-romerske kejser gjorde til bystater direkte under ham, og som derfor ikke kom i lensforhold til nogen gejstlig eller verdslig fyrste. Disse kejserlige byer, Colmar, Haguenau, Kaysersberg, Mulhouse, Münster, Obernai, Rosheim, Sélestat, Turckheim og Wissembourg, indgik i 1354 et forbund, Décapole.

Hundredårskrigen (1337-1453) udspandt sig langt fra området. De østrigske habsburgere havde en del spredte besiddelser i Alsace, og det førte til spændinger med det nyburgundiske rige. Hertugen forsøgte at erobre Alsace, men blev slået definitivt i slaget ved Nancy i 1477. Efter de burgundiske krige (1474 -1477) oplevede regionen en kulturel og intellektuel blomstring, særligt i de frie byer. Det viste sig blandt andet ved trykningen af den første Bibel på tysk. Allerede i 1434 havde Johann Gutenberg udført sine første trykkeopgaver i Strasbourg.

Protestantismen vandt hurtigt fodfæste i Alsace, især i byerne. Dette gav anledning til mange uroligheder, og Alsace blev under Trediveårskrigen (1618-1648) en af de store krigsskuepladser. Ved Den Westfalske Fred i 1648 blev de østrigske besiddelser mod syd afstået til Frankrig, og Ludvig 14. indlemmede i den sidste del af 1600-tallet de frie byer og flere områder i Frankrig; dog bevarede Mulhouse og Strasbourg deres frie status i en periode. Den franske adel kæmpede med at etablere sin autoritet. Dødstallene havde i krigsårene været så høje, at Ludvig 14. inviterede udlændinge, forudsat at de var katolikker, til at genbefolke regionen ved et edikt fra 1662.

De ti frie byer, samlet i Décapole, modsatte sig den franske dominans. Flere af dem blev derfor nedbrændt af franske tropper, og deres befæstninger blev ødelagt. Den 28. september 1681 blev Strasbourg belejret af en hær på 30.000 mand under kommando af Ludvig 14. To dage senere overgav byen sig. En symbolsk en del af forsvarsværkerne blev ødelagt, og katedralen blev returneret til katolikkerne.

Alsace var, ligesom alle andre tidligere dele af det Tysk-romerske Rige, der blev indlemmet i Frankrig, beskyttet mod tilbagekaldelsen af Nantes-ediktet af den westfalske fredstraktat. Den garanterede retten til at udøve protestantisk kristendom. Dog gennemgik den alsaciske protestantisme en række ændringer, der skulle mindske dens indflydelse og styrke, og i 1684 blev det pålagt, at alle embedsmænd skulle være katolikker.

Den 30. januar 1685 beordrede et dekret, at der kun måtte bruges fransk sprog i officielle og juridiske dokumenter. En protest fra Strasbourgs magistrat førte til, at tysk blev bevaret som administrationssprog i Strasbourg, de tidligere kejserlige byer, de lavere domstole og protestantiske gymnasier.

1700-tallet var præget af en lang periode med fred og velstand, og kampene mod protestantismen aftog. Befolkningstallet steg fra 257.200 (1697) til 722.693 (1797). Selv som en del af kongeriget Frankrig bevarede Alsace flere særpræg, herunder fredelig sameksistens af fire religioner: katolsk, luthersk, calvinistisk og jødisk.

Indtil Den Franske Revolution forblev alemannisk (alsacisk) hovedsproget, og 95 % af indbyggerne forstod ikke fransk. I det kongelige alsaciske regiment blev ordrerne givet på tysk, og undervisningen på universitetet i Strasbourg, hvor Goethe studerede i en periode, foregik også på tysk.

Revolutionen i 1789 blev modtaget med begejstring af lokalbefolkningen, der rejste sig mod den lokale adel, og det styrkede de geopolitiske bånd til Frankrig. I november 1789 blev beslaglæggelsen af kirkelig ejendom vedtaget, og den blev i juli 1790 efterfulgt af præsteskabets verdsliggørelse. Disse to reformer berørte kun katolikker, ikke protestanter.

I 1790 blev Alsace opdelt i to departementer, Bas-Rhin og Haut-Rhin. Strasbourg blev administrationsby for Bas-Rhin, og Colmar for Haut-Rhin. I september 1791 fik jøder de samme borgerrettigheder som andre franske borgere. Den 26. april blev den fremtidige franske nationalsang Marseillaisen sunget for første gang i Strasbourg af dens komponist, Claude-Joseph Rouget de Lisle.

Under Napoleon Bonaparte nød Alsace godt af sin geografiske placering og af imperiets udvidelse med dannelsen af Rhinforbundet i 1806. Op igennem 1800-tallet blev en række positive reformer gennemført, der gjorde, at Alsace mere og mere opfattede sig som en del af Frankrig.

Der er flere forklaringer på den fransk-tyske krig (1870-1871) fra de nærmest anekdotiske, men faktuelle, som et forfalsket telegram og en diplomatisk fornærmelse, til Napoleon 3.’s drømme om at genskabe det franske imperium og til Bismarcks mål om at samle en tysk nation med Preussen som magtcenter. Det faktuelle er, at Frankrig erklærede Preussen krig den 14. juli 1870 og tabte stort efter kun seks uger i slaget ved Sedan den 1. september 1870. Napoleon 3. blev taget til fange, og Den Tredje Republik blev udråbt den 4. september.

Det tog dog tid at få underskrevet en fredsaftale, og undervejs var der flere vigtige begivenheder; belejringen af Paris og kroningen af Wilhelm 1. som kejser af et forenet Tyskland i Spejlsalen i Versailles den 18. januar 1871, en stor fornærmelse mod Frankrig. Ved fredsaftalen afstod Frankrig Alsace og en del af Lorraine (Moselle). Forholdet mellem Frankrig og Tyskland blev herefter forbitret med agitation for hævn for tabet af landområderne.

I Alsace havde skiftet fra fransk til tysk nationalitet forskellige konsekvenser. Der blev meget hurtigt organiseret nye politiske og administrative strukturer, og man iværksatte den såkaldte diktaturparagraf, der gav lov til indgreb over for pressen og forsamlinger. Den blev først ophævet i 1902. Desuden indførtes obligatorisk skolegang på tysk.

En del, anslået mellem 50.000–100.000, flygtede til Frankrig og fik fransk statsborgerskab, og fra begyndelsen af 1900-tallet flygtede omkring 4000 unge mænd hvert år til Frankrig for at undgå tysk militærtjeneste.

Alsace var tysk under 1. Verdenskrig, og i 1914 blev omkring 380.000 mænd fra Alsace og Moselle indkaldt til den tyske hær. Nogle tusinder flygtede og sluttede sig til den franske hær. Fra begyndelsen af krigen var der en vigtig front ved Alsace-Lorraine. Allerede få dage før våbenhvilen den 11. november 1918 udbrød der uroligheder i de større byer, og marxistisk inspirerede arbejder- og soldaterråd blev dannet i Mulhouse, Strasbourg og Colmar, inspireret af den tyske revolution. "Rådene" opløste sig selv efter de tyske troppers afrejse i den følgende uge. De franske tropper ankom til Alsace-Lorraine den 21. november og blev budt velkommen med begejstring af befolkningen.

Med Versaillestraktaten, underskrevet den 28. juni 1919, der afsluttede krigen, blev Alsace og Moselle givet tilbage til Frankrig. Franske embedsmænd blev placeret på centrale poster og fik ansvaret for at franskgøre områderne så hurtigt som muligt. Der blev udsendt lærere, sekulære eller ateister, til en region, hvor religion var uadskillelig fra indbyggernes identitet. Samtidig var de fleste af disse lærere ude af stand til at undervise på alsacisk, som var det sprog, eleverne brugte. Det gjorde det ikke lettere for børnene at lære fransk. Indførelsen af fransk som administrationssprog skabte store problemer for både alsaciske embedsmænd og befolkningen.

2. Verdenskrig fik en særlig betydning for Alsace, der ikke blot blev besat, men indlemmet i Det Tredje Rige. Så snart den generelle mobilisering i Frankrig blev erklæret den 1. september 1939, kom ordren om at evakuere Strasbourg. Indbyggerne i kommunerne foran Maginotlinjen blev evakueret med maksimalt 30 kg bagage pr. person, først til Vogeserne senere til Sydfrankrig. For mange var det den første kontakt med en anden del af Frankrig, som udfordrede forskelle i livsstile, religiøse praksisser og især sprog.

Alsace og Moselle blev de facto annekteret af Det Tredje Rige den 27. november 1940. De flygtede indbyggere fik lov til at vende tilbage. Den tyske regering fandt den assimilationsstrategi, som Frankrig havde gennemført efter 1918, relevant og effektiv og besluttede at gøre det samme med tysk assimilering som mål. Den alsaciske befolkning indtog dog en reserveret holdning til tyskerne, hvilket blandt andet gav sig udtryk i, at kun meget få meldte sig frivilligt til den tyske hær. Derfor blev der indført obligatorisk militærtjeneste i Alsace fra august 1942. I november 1944 kollapsede det tyske forsvar i Vogeserne, og det meste af Alsace blev befriet, mens kampene fortsatte i området. Den 18. marts 1945 forlod de sidste tyske tropper Alsace, der blev fransk igen.

I september 1945 forbød et regionalt dekret udgivelse og salg af tysk trykt materiale, mens tosprogede publikationer blev tilladt. Undervisningen foregik igen udelukkende på fransk, og indtil 1952 var undervisning i tysk forbudt i folkeskolerne. På kun to generationer er der sket et markant fald i den daglige brug af alsacisk og i kendskabet til tysk. Fra indlemmelsen i Frankrig under Ludvig 14. til i dag har Alsace skiftet mellem fransk og tysk nationalitet fem gange.

I 1972 blev Alsace en administrativ region, og i 2016 en del af storregionen, der fik det foreløbige navn Alsace-Champagne-Ardenne-Lorraine. I dag hedder den Grand Est.

I Alsace produceres mest hvidvin og mousserende hvidvin, crémant, og den væsentligste produktion er i departementet Bas-Rhin. I 2020 var produktionen på godt 550.000 hl, heraf omkring en fjerdedel crémant.

Vinen tappes på smalle flasker, og på etiketten fremstår druen tydeligt i modsætning til på vin fra andre vinområder i Frankrig. De syv druesorter, der anvendes i Alsace, er riesling, sylvaner, muscat, gewurztraminer og pinot blanc, gris og rouge.

Der er mange forskelligt at smage på i Alsace, og her skal blot nævnes nogle af dem:

• Bretzel, et krigleformet lille brød dækket med groft salt.
• Kougelhopf, en kroneformet sød gærkage, smagt til med rom og rosiner og drysset med mandler.
• Tarte flambée (også kaldet flammekuechen), en tynd, ikke sød tærtebund dækket med fløde, bacon og løg og traditionel bagt over et bål.

Desuden er der to retter, der knytter sig til egnen:

• Choucroute (også kaldet sauerkraut) er en traditionel alsacisk ret, lavet med fermenteret kål. Retten serveres normalt med kød, kartofler og pølser.
• Coq au Riesling, den alsaciske version af Coq au vin, men med riesling i stedet for rødvin.