Amal, shiitisk politisk organisation og milits i Libanon, oprettet kort tid efter udbruddet af den libanesiske borgerkrig i 1975. Amal var i begyndelsen af borgerkrigen en del af Den Nationale Bevægelse, der krævede ændringer af det politiske system i landet. Militsen, der har kæmpet både mod sunnimuslimer og PLO og overvejende har været af prosyrisk observans, sikrede sig i 1985 fuld kontrol over Vestbeirut. Påvirkning fra Iran medførte ekstremistiske grupperinger og indre magtkampe. Indtil 1990, da Amal indvilligede i at lade sig afvæbne for at sikre borgerkrigens afslutning, var Amal den stærkeste milits i Libanon. Amal har siden sin afvæbning i 1990 organiseret sig som et politisk parti og deltog i parlamentsvalgene i 1992, 1996, 2000 og 2005. Ved valget 2005 vandt Amal de 14 af parlamentets 128 pladser. Lederen af Amal (f. 1938), Nabih Berri, er fungerende formand for parlamentet. Partiet tog i maj 2000 aktivt del i de kampe, der førte til, at Israel definitivt trak sig tilbage fra den såkaldte sikkerhedszone i Sydlibanon, der var blevet oprettet efter den israelske invasion af Libanon i 1982.
Det sker
Landbrugets forurening
En ekspertgruppe anbefaler, at grænseværdien for nitrat i drikkevandet bliver sænket. Det sker, efter det er blevet påvist, at nitrat øger risikoen for tarmkræft. Nitrat kommer fra den udvaskning af gødning, der forekommer i forbindelse med landbrug.
Curling
Danmark dyster i tre discipliner til vinter-OL i disse dage. Både skeleton, ishockey og curling. Curling er den eneste sportsgren, som Danmark har vundet medalje i til vinter-OL. Det skete i 1998, da kvindernes curlinghold vandt sølv.
Fastelavn
Fastelavn er én af årets store udklædningsfester. Danske børneinstitutioner er i vore dage bærende for traditionen, der tidligere var en flere dage lang fejring i forbindelse med fasten. I år er fastelavnssøndag den 15. februar.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.