Amrum

Amrum består af en kerne af smeltevands- og moræneaflejringer (gest). Vest for denne kerne tilslutter sig en sandbanke, eller nærmere et højsande, der i dag tjener som en meget bred (500 til 1500 m) badestrand – omtrent som på Rømø, dog uden biler. Op til 30 m høje klitter danner et bælte mellem gestkernen og stranden.

Kun ganske små dele af Amrum udgøres af marsk, nemlig to små koge nord for Norddorf og mellem Wittdün og Stenodde foruden et lille stykke uden dige sydøst for Norddorf.

Den oprindelige havneby var Steenodde, men nu er Wittdün øens færgehavn.

På øen findes forhistoriske levn fra bondestenalderen til vikingetiden, nogle af dem frigivet ved vandring af klitterne. I forhistorisk tid var Amrum endnu en del af fastlandet. Det vides ikke, hvordan friserne kom til den nuværende ø, og om de mødte en bosat befolkning dér. Friserne nævnes i kilder fra 1100-tallet, men sandsynligvis ankom de allerede i 700-tallet. Amrum synes at være blevet en ø allerede inden den store manddrukning – en voldsom stormflod i 1362.

Amrum hørte i perioden 1407-1536 under Ribe bispestol og herefter indtil 1864 under Ribe Amt som en kongerigsk enklave. I 1600-tallet og 1700-tallet var søfart og hvalfangst øens dominerende erhverv. Ca. 1890 begyndte turismen på øen, dels i det nyanlagte Wittdün, dels i Norddorf.

Inden turismen ændrede befolkningens livsgrundlag, var den sproglige situation på øen enkel: Beboerne talte frisisk, mens der i kirken og skolen taltes tysk (tidligere plattysk). De mandlige øboer havde brug for at beherske tysk (både højtysk og plattysk) på højt niveau, fordi de fleste af dem arbejdede som sømænd. Selv om øen tilhørte kongeriget Danmark og ikke hertugdømmet Slesvig, blev der ikke talt dansk.

Turismen medførte, at mennesker fra fastlandet flyttede til øen, og med dem det højtyske sprog. I dag taler omtrent en fjerdedel af befolkningen den lokale frisiske dialekt, kaldet Öömrang. Den ligger tæt på naboøen Førs dialekt, men allerede for folk fra Sild er den vanskelig at forstå. På Amrums skole undervises der lidt i frisisk.

I dag er der tre kommuner på øen: Norddorf, Nebel og Wittdün. Nebel er øens hovedby og inkluderer også Süddorf og Steenodde. Siden 2007 udgør Amrum et Amt sammen med Før (Amt Amrum-Föhr). Dets hovedsæde er Wyk på Før, men der findes et lokalkontor i Nebel.

De ældste landsbyer er Norddorf og Süddorf, der begge nævnes for første gang i 1462; stundom kaldtes de også Nordende og Süderende. Nebel udviklede sig senere omkring kirken, som ligger mellem de to landsbyer nord og syd på øen. Navnet har samme oprindelse som Nieblum på Før og Nibøl på fastlandet: ‘den nye bosættelse’.

De allerfleste stednavne på øen er af frisisk oprindelse. Stedernes tyske og danske navne er oversat eller tilpasset til de pågældende sprog. De frisiske landsbynavne Noorsaarep, Sössaarep, Neebel, Stianood og Witjdün hedder således på dansk Nordtorp, Sydtorp, Nebel, Stenodde og Vitdyn. Ordleddet -saarep svarer til ordet for 'landsby', taarep, på den frisiske dialekt på Før. Der er tale om det germanske ord, som på dansk og svensk har formen torp, på plattysk dorp (‘landsby’) og på højtysk Dorf (‘landsby’).

• frisisk
• De Nordfrisiske Øer
• Vadehavet