Avignon

Omkring 539 f.v.t. anlagde fønikerne fra Marseille en handelsplads på klippen Rocher des Doms, og den udviklede sig til en befæstet bebyggelse.

Omkring 120 f.v.t ankom de første romerske legioner. De kaldte byen for Avenio, og den blev en del af Gallia Narbonensis. I 49 f.v.t. fik indbyggerne romerske borgerrettigheder og i 43 f.v.t. fik byen status som koloni. Den første træbro over Rhônefloden, der forbandt Avignon med den højre bred, er fra omkring år 290. I 200-tallet opstod et lille kristent samfund uden for bymurene, centreret omkring det, der senere skulle blive klosteret Saint-Ruf.

Fra 400-tallet, da det vestromerske rige var i opløsning, startede kampe mellem forskellige grupperinger, og det gik også ud over byerne i Rhônedalen. I 472 blev Avignon plyndret af burgunderne. Efter dem fulgte gotere, frankere og arabere. I 737 befriede frankerkongen Karl Martel byen fra araberne, men overfaldene fortsatte gennem 700- og 800-tallet, også af vikinger. Efter Karolingerrigets opløsning blev Avignon er del af kongeriget Burgund og hermed, i 1033, en del af det Tysk-romerske Rige.

I 1000- og 1100-tallet var byen skiftevis under greverne af Provence, Toulouse og Barcelona, men fik i 1100-tallet en friere status, der havde de norditalienske bystater som forbillede. Under Albigenserkorstoget havde byen støttet albigensernes leder grev Raymond 7. af Toulouse. Det førte til, at den blev erobret af den franske konge Ludvig 8. i 1226 og mistede herved sine frihedsrettigheder.

Pave Clemens 5. gjorde under koncilet i Wien i 1311 – 1312 Avignon til en pavelig residensby. Hans efterfølger, Johannes 22., der tidligere havde været biskop her, gjorde det til kristendommens hovedstad og omdannede sit tidligere bispepalads til det første pavepalads. Det var Benedikt 12., der opførte det første pavepalads og hans efterfølger, Clemens 6., det såkaldte nye palads. Pave Innocens 6. befæstede byen med mure. Hans to efterfølgere, Urban 5. og Gregor 11., ønskede at vende tilbage til Rom. Det lykkedes i det andet forsøg i 1378 for Gregor 11., men han døde umiddelbart efter, og det fremprovokerede det store skisma, hvor der både var en pave i Rom og en modpave i Avignon. Clemens 7. og Benedikt 23. var modpaver i Avignon. I alt afløste ni paver hinanden i Pavepaladset.

Med pavernes residens i Avignon fulgte en kommerciel og kulturel opblomstring, og byen blev opsøgt af folk fra hele Europa. Den danske ærkebiskop Jens Grand tilbragte, efter sin konflikt med den danske konge, sine sidste leveår i Avignon, hvor han fortsat havde pavens gunst. Han testamenterede sin omfattende bogsamling og sit kostbare løsøre til paven.

I 1348 købte paven byen Avignon og oprettede ved en sammenlægning med grevskabet Comtat Venaissin nord for byen en ny pavestat. I 1475 blev Avignon ærkebispesæde, hvilket skabte grundlaget for en økonomisk genopblomstring i de følgende århundreder. Efter pavernes definitive tilbagevenden til Rom forblev Avignon en del af pavestaten, administreret af en pavelig legat indtil 1791.

Begivenhederne i Paris og stormen på Bastillen den 14. juli 1789, der blev starten på den Franske Revolution, skabte frygt i hele Frankrig, også i Avignon og Comtat Venaissin. I denne anspændte situation fremsatte en delegeret fra området i november et forslag i Nationalforsamlingen i Paris om, at Avignon og Comtat Venaissin skulle indlemmes Frankrig. Forslaget fik dog ikke opbakning.

Den 18. august 1791 besluttede repræsentanter fra alle kommuner i Comtat Venaissin at anmode om at blive tilsluttet Frankrig, og den 12. september 1791 vedtog Nationalforsamlingen et dekret om "indlemmelsen i det franske imperium af de to forenede stater Avignon og Comtat Venaissin". Det blev underskrevet af Ludvig 16. samme dag, og Avignon og Comtat Venaissin blev nu en del Frankrig. Departementet Vaucluse blev oprettet den 12. august 1793 med Avignon som den administrative hovedby.

Den 18. oktober 1847 åbnede jernbaneforbindelsen Avignon-Marseille, og i 1860 blev den nuværende Avignon-Centre station bygget. I november 1898 åbnede sporvognsnettet. Op gennem 1900-tallet foregik en betydelig byudvikling, og mellem 1920 og 1975 blev befolkningen næsten fordoblet.

I 1937 blev Avignon-Caumont-flyvepladsen anlagt, og den er senere blevet omdannet til en lufthavn, der dog er meget lille med 3600 passagerer i 2024. I 1996 begyndte projektet med at etablere en højhastighedstoglinje, der i dag forbinder byen med hele TGV-nettet og hermed direkte med Lyon, Paris og Marseille. I 2001 åbnede Avignon TGV-stationen lidt uden for centrum. I 2019 kom den første nye sporvognslinje, og en anden linje forventes taget i brug i 2030.

Rhonefloden er sejlbar og bliver stadig brugt til transport med pramme, og der er turistbåde, der sejler mellem Avignon og Arles.

I 1966, opstod der sideløbende med den etablerede festival en uofficiel og uafhængig "Off"-festival for mindre etablerede grupper. Der blev taget fire nye spillesteder i brug mellem 1967 og 1971, og festivalen blev mere og mere international. Den udvidede sig også kunstnerisk i de følgende år med børneforestillinger, film, musical og koncerter samt rundbordsdiskussioner og konferencer. Jean Vilar stod i spidsen for festivalen indtil sin død i 1971. Herefter har den haft flere forskellige ledere.

Både ”In”-festivalen, den oprindelige, og ”Off”-festivalen, den nyere, har vokset sig meget store, og i juli måned er Avignon fuldstændig domineret af optræden på etablerede scener og på gader og pladser og af de mange festivaldeltagere fra hele verden. Her opføres tusindvis af forestillinger, og det tiltrækker omkring 600.000 tilskuere, der ofte ser flere forestillinger. Åbningsforestillingen foregår stadig i Cour d'Honneur i Pavepaladset.