Bangkok er hovedstaden i Thailand og center for den politiske, administrative, økonomiske og kulturelle aktivitet i landet. Navnet Bangkok, som byen er kendt under blandt udlændinge, var navn på det område på vestbredden af Chao Phraya, hvor hovedstaden blev anlagt. Krung Thep (Englenes By) er en forkortelse for det officielle og meget lange thai navn, som Rama 1. i 1785 gav byen.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Krung Thep
Englenes by
Byens fulde navn på thai er: Krung Thep Mahanakhon Amon Rattanakosin Mahintharayutthaya Mahadilok Phop Noppharat Ratchathani Burirom Udomratchaniwet Mahasathan Amon Phiman Awatan Sathit Sakkathattiya Witsanukam Prasit
I nyere tid er byen vokset med eksplosiv fart. Overalt skyder nye højhuse op og erstatter den oprindelige lave bebyggelse. Byen er Thailands eneste virkelige storby og har over 25 gange så mange indbyggere som landets næststørste by. Tidligere fungerede et netværk af kanaler (khlong) som hovedfærdselsårer, og byen var kendt som "Østens Venedig".
I det historiske centrum findes det tidligere kongelige palads og flere af de berømte og overdådigt udsmykkede templer. Disse udgør nogle af byens vigtigste turistattraktioner. Byen er imidlertid også kendt for sine mange barer og massageklinikker, der placerer Bangkok centralt på sexturismens verdenskort.
Med sine tæt på 11,41 millioner indbyggere i 2025 er Bangkok Thailands største by og dermed hjemsted for hver syvende thai i landet. Det gør Bangkok til den største metropol i verden med en grad af centralisering, der næppe findes mage til på resten af kloden. Hovedstaden absorberer 72 % af alle offentlige udgifter; der er 26 paladser; 32 universiteter; 88 golfbaner og flere end 900 tempelområder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.