Faktaboks

Bo Lidegaard
Født
23. januar 1958
Image
Bo Lidegaard. Fotografi fra 2004.
Af .
Image

Bo Lidegaard. Bogomslaget til første bind af Bo Lidegaards store Krag-biografi Jens Otto Krag - 1914-1961.

.
Image

Bo Lidegaard. Bogomslaget til andet bind af Bo Lidegaards store Krag-biografi Jens Otto Krag - 1962-1978.

.
Image

Bo Lidegaard. I 2006 udkom biografien om H.C. Hansen, der i billeder og tekst fortæller historien om den socialdemokratiske minister.

.

Bo Lidegaard er historiker, forfatter og tidligere ansvarshavende chefredaktør for dagbladet Politiken.

Uddannelse og karriere

Han blev i 1984 cand.phil. i historie fra Københavns Universitet og i 1997 dr.phil. med disputatsen I kongens navn – Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-58 (1996). I perioden 1984-2000 var han ansat inden for udenrigstjenesten og var 2000-2002 forskningsstipendiat ved Det Kongelige Bibliotek. Han var kontorchef i Udenrigsministeriet 2003-2005, departementsråd og ambassadør 2005-2007 og chef for Klimasekretariatet i Statsministeriet 2007-2011. I årene 2011-2016 var han Politikens chefredaktør.

Bo Lidegaards forfatterskab

Bo Lidegaard, der er medlem af Dansk Forfatterforening, debuterede i 1996 med bestseller-biografien om diplomaten Henrik Kauffmann, der var Danmarks uregerlige ambassadør i Washington under krigen og frem til 1958. Bogen blev en klassiker i moderne historie, fortalt som en historisk roman og anerkendt som doktordisputats ved Københavns Universitet.

Han skriver især om Danmarks historie og internationale forhold i 1900-tallet. Forfatterskabet kredser om de forandringer i samfundet, der skabte det moderne Danmark, og om udviklingen af de ideer, tanker og traditioner, vi i dag har til fælles – eller er uenige om.

I 1998 udkom en kortere biografi om den danske FN-diplomat Povl Bang-Jensen, der efter den ungarske opstand i 1956 valgte at tage et skæbnesvangert opgør med de hensyn til Sovjetunionens interesser, som i disse år prægede det internationale samarbejde. I bogen forsøger Lidegaard at komme bag om det personlige drama og ind til den grundlæggende konflikt mellem samarbejdets nødvendighed og afvisningen af at gå på kompromis med uretten.

I forfatterskabet findes biografien Jens Otto Krag, 1-2 (2001-2002) samt værker, der behandler Danmarks udenrigs- og indenrigspolitiske historie, fx Kampen om Danmark 1933-1945 (2005) og H.C. Hansens liv og tid (2006). Mest kendt er den store biografi om Jens Otto Krag, som er trykt i mere end 100.000 eksemplarer. Heri udfoldes historien om manden og tiden på en måde, som sætter det personlige i perspektiv af det politiske og omvendt.

Efter tobindsværket om Jens Otto Krag udkom i 2004 Dansk udenrigspolitiks historie 1914-1945, hvor Lidegaard fortæller sin historie om, hvordan Danmark overlevede de to verdenskrige med demokratiet i behold. To år senere, i 2006, udviklede Bo Lidegaard det tema yderligere i Kampen om Danmark 1933-45, som giver et samlet billede af det vældige drama i dansk politik op til og under 2. Verdenskrig. Samtidig giver den et solidt overblik over besættelsestidens historie.

I 2009 fik Bo Lidegaard udgivet en engelsksproget fremstilling af Danmarks historie i 1900-tallet: A Short History of Denmark in the 20th Century. I 2011 kom den langt mere omfattende En fortælling om Danmark i det 20. århundrede om danskernes historie gennem 100 år. Bogen Landsmænd – de danske jøders flugt i oktober 1943, der udkom i 2013, bygger bl.a. på de berørtes dagbøger.

Nævneværdig er også hans bog i serien "100 danmarkshistorier" fra Aarhus Universitetsforlag Danmark i krig (2018). Den beskæftiger sig med den enstemmige vedtagelse i Folketinget i 2011, om at sende danske F-16 jagerfly til Libyen, hvor den libyske statsleder Muammar Gaddafi (1942-2011) herskede, samt den aktivistiske udenrigspolitik, der resulterede i en dansk krigsdeltagelse på Balkan, i Afghanistan og i Irak. Lidegaard konkluderer, at der i disse lande herskede forskellige grader af borgerkrig og destabilisering som et direkte og indirekte resultat af angrebskrige, hvori Danmark har deltaget.

I 2021 er han vendt tilbage til dansk udenrigspolitisk historie og den danske ambassadør i Washington D.C., der førte sin egen udenrigspolitik under den tyske besættelse: I Henrik Kauffmanns fodspor – Danmarks udenrigspolitik 1864-1958 samt en revideret, opdateret og versioneret udgave af tobindsbiografien fra 2001/2002 om Jens Otto Krag, nu under titlen JOK (2021). Den nyredigerede udgave er blevet kaldt den ultimative biografi om Krag.

Han har modtaget en række priser for sit forfatterskab, bl.a. Ebbe Muncks Hædersgave, Amalienborgmedaljen, The Rescue Award, Sven Henningsens Æreslegat, Søren Gyldendal Prisen og Gyldendals Faglitterære Pris.

Bo Lidegaards bror, Martin Lidegaard, var medlem af Folketinget 2001-2007 og igen fra 2015. I november 2022 blev han leder af Radikale Venstre. Både Bo og hans lillebror Martin er sønner af teolog, højskolelærer og forfatter Mads Lidegaard (1925-2006) og hans hustru, journalist, tv-producer og forfatter Else Lidegaard (1933-2025).

Læs mere i Lex

Læs mere i Danmarkshistorien

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig