David Bowie

Først i 1969 fik han sit første lille hit med sangen "Space Oddity", der handler om en fiktiv astronaut, Major Tom, og blev udsendt samtidig med Apollo 11’s månelanding. Singlehittet førte dog ikke til et egentligt gennembrud. Det gjorde heller ikke de tre første, meget forskelligartede soloalbum.

Gennembruddet kom først med glamrockalbummet The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars i 1972. Her optrådte Bowie for første gang i karrieren som en karakter, Ziggy Stardust. Både stilen, påklædningen, hans lange røde hår og attituden skabte omtale, da han optrådte i det legendariske BBC-program Top of the Pops med singlen "Starman". Det gav ham så eftertrykkeligt et gennembrud, at man kan tale om et før og et efter hans optræden i Top of the Pops den aften.

David Bowie er af mange blevet kaldt en rockens kamæleon, fordi han er god til at skifte udseende, stil og udtryk. En rammende betegnelse – dog med det forbehold, at en kamæleon skifter udseende for at falde i et med omgivelserne, så man ikke opdager den, mens Bowie gjorde det for at skille sig ud og blive lagt mærke til.

Han levede sig så meget ind i rollen som Ziggy Stardust, at han overfor publikum proklamerede, at dette var bandets sidste koncert nogensinde, da de spillede den sidste koncert som Ziggy Stardust and the Spiders from Mars på Hammersmith Odeon i London 1973 (koncerten blev senere udgivet som film og album under titlen Ziggy Stardust – the motion picture (1983)). Mange troede fejlagtigt, hvad der nok også i en markedsføringskontekst var meningen, at det var David Bowies sidste koncert. Men det viste sig blot at være hans sidste optræden som Ziggy Stardust.

Senere skiftede han karakter til Halloween Jack, en slags gadens fattige, nærmest dyriske punker, som Bowie tidligt havde fået øje på i gadebilledet i London. Med den nye karakter annoncerede han også, at der var et stilskifte på vej med Diamond Dogs. Senere chokerede Bowie ved at lege med fascismens æstetik som The Thin White Duke.

Til allersidst i karrieren, i forbindelse med udgivelsen af sit rekviem, albummet Blackstar, introducerede han karakteren The Blind Prophet, der havde bind for øjnene med knapper i stedet for øjne. Som denne karakter kunne han italesætte sin egen død uden at afsløre, at han godt selv vidste, at døden var forestående.

David Bowie vidste allerede, da han udgav albummet Hunky Dory i 1971, at han ville være Ziggy Stardust på det følgende album. Derfor brugte pladeselskabet, RCA, ikke særlig mange midler på at markedsføre Hunky Dory. Hvorfor forvirre pladekøberne med at markedsføre David Bowie i én rolle på ét album, når han alligevel ville skifte til en ny rolle på det næste album? Men David Bowies idé med at skifte rolle og image fra album til album skulle senere vise sig at være den rigtige markedsføringsstrategi til at holde publikums nysgerrighed vakt. Hunky Dory solgte ikke særlig godt, da den udkom. Men senere, efter gennembruddet med Ziggy Stardust, solgte også Hunky Dory godt og nåede helt op på en tredjeplads i UK. I dag anses Hunky Dory for at være Bowies kunstneriske gennembrud.

David Bowie brød igennem med glamrockpladen Ziggy Stardust, men skiftede genre, inden glamrocken døde ud. De følgende album, Aladdin Sane (1973), Pin Ups (1973) og Diamond Dogs (1974) bar stadig præg af, at glamrock var tidens hotteste genre. Men på Diamond Dogs, og især på den efterfølgende USA-turne, gled Bowie mere over i soul og funk, og det næste album, Young Americans (1975), Bowies niende, var et rendyrket soulalbum.

Genren blev spøgefuldt kaldt "plastic soul" eller "blue-eyed soul" med henvisning til, at det hidtil havde været en genre, der var forbeholdt afrikansk-amerikanere, især i USA. Men Bowie fik både succes og anerkendelse for sin blue-eyed soul, og han blev inviteret til at optræde i det amerikanske tv-program Soul Train – et program, der dengang var forbeholdt ”sort musik” – som det blot andet hvide navn i programmets lange historie.

Bowie boede nu i USA, og hans næste album, Station to Station (1976), af mange anset som et kunstnerisk højdepunkt, blev skabt under stærk indflydelse af kokain i Los Angeles.

Albummet er en blanding af artrock, soul, funk og ballader, der viser Bowie som den fantastiske sanger, han kunne være. En af dem, "Word on a Wing", er en bøn, hvor Bowie beder Gud om hjælp til at genfinde meningen med tilværelsen. Han har senere fortalt om den tid, at han på grund af alt for mange stoffer var havnet i et sort hul og trængte til at komme væk fra L.A. og genfinde meningen et andet sted. Troen spillede afgjort en rolle i Bowies voksne liv, og senere i karrieren tog han flere gange livtag med troen i sine sange og tekster.

Bowie flyttede til Berlin og gjorde byen til omdrejningspunkt for sine næste tre album, Low (1977), Heroes (1977) og Lodger (1979), tilsammen kaldet Berlin-trilogien. Populært sagt blev Low skabt på vej til Berlin, Heroes i Berlin og Lodger på vej væk fra Berlin. Alle tre album i tæt samarbejde med Brian Eno og Bowies faste producer gennem mange år, Tony Visconti (født 1944). Igen gik Bowie nye veje med instrumental elektronisk musik, artrock og, for Lodgers vedkommende, verdensmusik.

Bowie var rejst til Berlin sammen med vennen, sangeren og solisten Iggy Pop. Ved siden af Berlintrilogien hjalp han som producer og sangskriver Iggy Pop med at skabe to album, The Idiot (1977) og Lust for Life (1977).

Privat sluttede Bowies forhold til Angie Bowie, som han havde været gift med i ni år, i Berlin. De havde som par været kendt for at leve i et åbent forhold med biseksuelle relationer, men ægteskabet sluttede brat i Berlin, hvilket også afspejledes i tekster på Low. De følgende år gik med svære skilsmisseforhandlinger.

Bowie drømte om at blive en verdenskendt superstjerne, og hans næste to skridt gjorde ham til netop det. Han tog til New York og indspillede og udgav i 1980 først det meget anmelderroste rock- og new wave-album Scary Monsters (1980). Det havde Tony Visconti som producer og blev både en kommerciel og kunstnerisk succes. Det blev nr. 1 i Storbritannien og landede, med Bowiekronikøren David Buckleys ord, ”den perfekte balance mellem kreativitet og mainstream succes”.

Albummets new wave-single "Ashes to Ashes" blev nr. 1 i Storbritannien og Frankrig. Det inspirerede Bowie til at gå hele vejen og prøve at skabe et popalbum, der kunne blive et globalt megahit. Det lykkedes. Han skiftede pladeselskab (fra RCA til EMI) og producer (fra sin faste samarbejdspartner Tony Visconti til hitproduceren Nile Rodgers (født 1952)) og udgav, igen med base i studiet The Power Station i New York, i 1983 sit 15. album Let’s Dance. Det blev en global megasucces og med afstand Bowies bedst sælgende album. Let’s Dance er solgt i mere end 10 mio. eksemplarer, og singlen med titelnummeret blev nr. 1 i 17 lande over hele verden.

Let’s Dance markerede et kommercielt højdepunkt i karrieren. Herefter fulgte en kunstnerisk nedtur for David Bowie. Efter en omfattende verdensturné (Serious Moonlight Tour) der fulgte op på succesen med Let’s Dance, ville EMI – hurtigere end Bowie kunne nå at skrive nye numre – udgive nyt album. Derfor kom albummet Tonight (1984) til at bestå af især covernumre og nye versioner af numre, Bowie tidligere havde skrevet sammen med Iggy Pop. Der var kun få nye numre, Bowie selv havde skrevet til pladen. Produktionen og planlægningen stod pladeselskabet for, og det var en ny drejning i en karriere, hvor Bowie hidtil selv havde haft hånden på rattet. Tonight blev en relativt stor kommerciel succes, men pladen blev modtaget dårligt af anmeldere og af Bowies faste publikum.

Bowie forsøgte at vende tilbage til rocken med sit næste album Never Let Me Down (1987), men det floppede både kunstnerisk og kommercielt.

Parallelt med Bowies solokarriere i 1980’erne havde han succes med at udgive singler sammen med andre kunstnere. Han havde kommerciel succes med singlerne "Under Pressure" sammen med Queen (1981), "This is not America" sammen med Pat Metheny (1985) og "Dancing in the Street" sammen med Mick Jagger (1985).

Bowie spillede en central rolle blandt de mange solister, der deltog i støtteprojektet Band Aid (1984) og Live Aid (1985), som samlede millioner ind til de sultende i Etiopien.

Især op gennem 80'erne var Bowie en efterspurgt skuespiller. Han havde roller på Broadway (The Elephant Man/Elefantmanden) og i flere film bl.a. Christiane F (I morgen er det slut, 1981), Baal (1982), The Hunger (1983), Merry Christmas Mr. Lawrence (1983), Absolute Beginners (1986) og i fantasy-succesen The Labyrinth (Labyrinten til troldkongens slot, 1986), hvor han også bidrog til soundtracket.

Bowies skuespillerkarriere blev grundlagt i 1970'erne med bl.a. The Man Who Fell to Earth (Manden som kom ned på jorden, 1976). Han fortsatte siden med at have roller på film og tv, bl.a. i David Lynch-filmen Twin Peaks – Fire Walk with Me (1992), men ikke i så stor udstrækning som i 1980'erne.

Han lagde også stemme til indlæsninger af bøger og tegnefilm.

I 1988 valgte Bowie at gå en helt ny vej. Han dannede rockbandet Tin Machine sammen med guitaristen Reeves Gabrels (født 1956) og brødreparret Tony Sales (født 1951) og Hunt Sales (1954), der på bas og trommer udgjorde en tight rytmesektion: Bowie havde drømt om at spille sammen med dem, siden de havde medvirket på Lust for Life (1977), den ene af de to Iggy Pop-plader, han havde produceret i Berlin.

Her genfandt Bowie sig selv som musiker og tillod sig selv at være en vred, midaldrende mand på flere tekster, inden bandet i 1992 opløste sig selv efter to album. De havde ry for at være et velspillende liveorkester og spillede især på mindre venues, hvilket var en stor kontrast til de stadionkoncerter, Bowie som solist var blevet vant til.

Op gennem 90'erne udgav han igen originale og nytænkende albums: Det roste r’n’b-album Black Tie White Noise (1993), der var en hyldest til kærligheden og Bowies nyligt indgåede ægteskab med supermodel og skuespiller Iman Mohamed Abdulmajid, The Buddha of Suburbia (1993), der i vid udstrækning var et instrumentalalbum, 1. Outside (1995) sammen med Brian Eno og Earthling (1997), hvor han kombinerede den nye drum’n’bass-genre med rock.

David Bowie havde gennem sin karriere langt over 100 løst og fast tilknyttede musikere. De vekslende musikere og samarbejdspartnere hjalp ham med at finde og tilpasse sig tidens lyd. Eksempler på de mere faste var producer og bassist Tony Visconti, pianist Mike Garson (født 1945), trommeslager Dennis Davis (født 1949) og guitarist Carlos Alomar (født 1951). Blandt de vekslende musikere, der kom ind og satte deres præg med en tidstypisk lyd, var guitaristerne Mick Ronson (1946-1993) (glamrockperioden), Robert Fripp (født 1946) (Heroes), Stevie Ray Vaughan (1954-1990) (Let’s Dance) og Reeves Gabrels (Tin Machine og 1990'erne).

Det sidste album, Bowie lavede sammen med Reeves Gabrels, var Hours i 1999, der blev lavet i et meget tæt samarbejde mellem de to. Et stille album, der reflekterede over årtusindskiftet og at Bowie var fyldt 50. Samtidig med at albummet markerede overgangen til den sidste periode i Bowies karriere, hvor det ikke længere var vigtigt for ham være først med det nye, var det også forud for sin tid, fordi det blev udgivet til download på internettet, før det kom som fysisk album.

Bowie udgav albummene Heathen og Reality tæt på hinanden, i 2002 og 2003, og derefter holdt han en pause i ti år. Han var flyttet til New York, hvilket også satte sit præg på udgivelserne – Heathen reflekterede over terrorangrebet den 11. september 2001 på byen. I byen levede han så tæt på en almindelig dagligdag, som man kunne komme, når man var superstjerne, sammen med sin kone, Iman, og deres datter, Alexandra. Han kaldte det den lykkeligste tid i sit liv.

I 2013 kom der pludselig et nyt album fra ham igen, dobbeltalbummet The Next Day. Han havde indspillet det med en række af sine foretrukne faste musikere og sin faste producer, Tony Visconti. De havde alle indvilget i at holde indspilningerne hemmelige, så albummet var en stor overraskelse, da det udkom. Det fik en god modtagelse.

I 2016 kom det album, der skulle blive Bowies sidste, Blackstar. Det var indspillet sammen med en række jazzmusikere fra New York, og var så tæt på et jazzalbum, som et rockalbum kan komme. Igen var der noget, Bowie havde holdt hemmeligt, nemlig at han var dødeligt syg af en kræftsygdom, og han døde den 10. januar 2016, to dage efter at albummet var blevet udgivet. Typisk for David Bowie, der gennem hele sin karriere havde elsket at arbejde konceptuelt med sin musik, sit image og sine udgivelser, kredsede Blackstar om hans død. Albummet var et afskedsbrev til verden og hans fans.