Egon Schiele

Allerede i 1906 bestod Egon Schiele optagelsesprøven til Akademie der bildenden Künste i Wien og kom i malerklasse hos Christian Griepenkerl (1839–1916). I 1907 fik han personlig kontakt til Gustav Klimt, som blev en mentor for ham. Schiele fik sit eget atelier i Wien og deltog i 1908 med ti arbejder i en offentlig kunstudstilling. Kontakten til Klimt, hvis maleri med dets karakteristiske kombination af figurative komponenter og abstrakt-ornamentale flademønstre blev en afgørende inspirationskilde og helt bestemmende for hans udvikling. Hans gæld til Klimt ses i en række portrætter og figurbilleder fra de følgende år. Disse arbejder rummer samtidig træk, der indvarsler hans personlige stil.

Schieles egenart træder frem i Selvportræt, skrigende (1910, privateje). Hans streg virker her hård og kantet, præget af pludselige ophold og retningsskift, som føres den af en nervøs-sensibel hånd, der atter og atter møder forhindringer og søger udenom i flagrende undvigelsesmanøvrer. I det hele taget udviklede Schiele i disse år en egenartet udtryksform, der blandt andet synes inspireret af den kretensisk-spanske maler El Grecos ekspressive og ekstatiske manierisme.

Foruden landskaber og bybilleder har Schiele hovedsagelig malet portrætter og figurbilleder. Han er især kendt for sine resignerede selvportrætter og sine, til det morbide grænsende, fremstillinger af nøgne, ofte magre og senede kvinder med udtryksløst stirrende øjne.

Også hans elskende par mødes i påfaldende glædesløs omfavnelse, ligesom han skildrer den unge kernefamilie — far, mor og barn — som tre ensomme væsener, fx i Familien (1918, Oberes Belvedere, Wien).

Som Edvard Munch, James Ensor og andre var han en af de desillusionerede kunstnere, der ved begyndelsen af 1900-tallet fokuserede på den åndelige krisetilstand, de forbandt med livet i det moderne samfund. Egon Schiele døde i 1918 af den spanske syge.

• østrigs billedkunst
• ekspressionisme – billedkunst
• Gustav Klimt
• El Greco