Faktaboks

Etymologi

Navnet Gibraltar kommer fra arabisk Jabal Tariq 'Tariqs bjerg' om Gibraltarklippen. Den er navngivet efter hærføreren Tariq ibn Ziyad, der ledte den arabiske invasion af Den Iberiske Halvø 710-711 e.v.t.

Indbyggertal
32.700 (FN-estimat (FAO), 2022)
Areal
10 km²
Image
Gibraltar. Positionskort
Af .

Gibraltar er en britisk koloni på en kalkklippe på sydspidsen af Den Iberiske Halvø ved indsejlingen til Middelhavet. Øen er 6,5 km2 og har 32.700 indbyggere (2022). Østsiden på den op til 426 m høje halvø er stejl. På den jævnt skrånende vestside ned mod Bahía de Algericas ligger hovedbyen, Gibraltar, med havnen beskyttet bag store moler.

Gibraltar forbindes med Spanien ved en lav, smal sandtange, La Línea. Her ligger koloniens lufthavn. Halvøen har kun få forekomster af grundvand, hvorfor vandforsyning bl.a. løses ved opsamling af regnvand.

Gibraltars flag

Image
Gibraltars flag
Af .

Gibraltars flag blev indført i 1966 og bygger på Gibraltar bys gamle våben, der blev givet af den spanske kong Ferdinand 2. og dronning Isabella i 1502 og bekræftet af Storbritannien i 1936. Siden begyndelsen af 1980'erne har flaget haft officiel status som Gibraltar bys flag til brug på land. Borgen og nøglen symboliserer fæstningen som nøglen til Middelhavet.

Befolkning

befolkningssammensætningen består af gibraltarere (flertal), briter, spaniere, marokkanere. Sproget er engelsk (officielt), spansk og en lokal dialekt llanito.

Gibraltars økonomi

Gibraltars økonomi er primært baseret på service, med flere nøglesektorer. En af hovedsektorerne er turisme. Halvøen tiltrækker besøgende på grund af sit klima, sin historie og toldfrie shopping.

Endvidere udgøres økonomien af finansielle tjenester, herunder banker, forsikring m.fl. Desuden er gambling og online spil en en vigtig indtægtskilde. Økonomien omfatter også søhandel og bunkring (forsyning af brændstof til skibe). Gibraltar Havn er en af de vigtigste i Middelhavet som et sted for bunkring og transit.

Der er stort set fuld beskæftigelse, og mange arbejdstagere krydser dagligt fra Spanien for at arbejde i Gibraltar.

I Gibraltar er møntfoden Gibraltar-pundet (GIP), der har samme værdi som det britiske pund.

Turismen i Gibraltar

Image
Berberaber (makaker) på Gibraltarklippen. Det er den eneste vildtlevende koloni af aber i Europa.
Af .

Gibraltar er et søgt udflugtsmål for endagsturister, og der arrangeres bl.a. busture fra sydspanske feriebyer. Toldkontrollen er grundig, så der skal påregnes ventetid. Efter passage af toldkontrollen fører vejen ind til Gibraltar by tværs over lufthavnens startbane, der er afspærret med bomme.

Gibraltar by minder om en mindre engelsk provinsby med små butikker og pubber. Kun i den nye bydel ved havnen findes et stort supermarked (2017).

Gibraltars største attraktion er selve klippen med det tilhørende naturreservat Upper Rock Nature Reserve i godt 400 m's højde, som bl.a. bebos af en koloni af berberaber (makakker) og over 300 fuglearter. Upper Rock Nature Reserve kan nås via små minibusser eller med svævebane.

Af andre attraktioner kan bl.a. nævnes tunnelsystemet og drypstenshulen St. Michael's Cave i klippen, en stor kanon, 100 Tonne Gun fra 1870, der minder om tidligere tiders bevogtning af Gibraltarstrædet, et maurisk borgkompleks samt Europas sydligst beliggende moské.

Gibraltars historie

Image
Den gamle bydel.
Af .

Området, der i antikken hed Calpe, blev i den antikke mytologi betragtet som den ene af Herakles' to støtter; den anden var Abila (i dag Jabal Musa) i Nordafrika.

Da araberne 710-711 invaderede Den Iberiske Halvø, fik området navnet Jabal Tariq, 'Tariqs bjerg', efter hærføreren Tariq. Gibraltar var herefter under maurisk herredømme, indtil det i 1462 blev erobret af det kristne Spanien under Reconquistaen. Englænderne besatte Gibraltar i 1704 under Den Spanske Arvefølgekrig, og ved Utrechtfreden i 1713 anerkendtes den britiske besiddelse af området.

Spanien har gjort talrige forsøg på en generobring, alle uden held. I 1969 lukkede general Francisco Franco grænsen og stoppede enhver kommunikation mellem Spanien og Gibraltar; en folkeafstemning i 1967 havde givet et stort flertal for fortsat tilhørsforhold til Storbritannien. I 1985 blev alle grænserestriktioner ophævet, og i 1993 genoptog Spanien og Storbritannien forhandlingerne om området.

I 2002 foreslog Storbritannien at dele suveræniteten over Gibraltar med Spanien. Forslaget mødte dog stor modstand fra befolkningen, der kræver en afstemning om sagen.

Gibraltars politiske status

Gibraltar er ikke et uafhængigt land, men et britisk oversøisk territorium med betydelig autonomi i interne anliggender. Forsvar og udenrigsanliggender varetages af Storbritannien. I flere folkeafstemninger har befolkningen udtrykt ønske om at forblive under britisk suverænitet. Efter Brexit ophørte Gibraltar med at være en del af EU sammen med Storbritannien.

I 2025 blev der indgået en historisk aftale mellem EU, Spanien og Storbritannien for at lette bevægelighed og forbinde Gibraltar med Schengen-området uden fysiske grænser, samtidig med at den britiske suverænitet blev opretholdt.

Situationen i 2025 og post-Brexit

Gibraltars regering reformeret sine immigrationslove med strengere krav til ophold og statsborgerskab som reaktion på en stigning i ansøgninger.

Aftalen med EU sigter mod at sikre fri bevægelighed og handel, hvilket er afgørende for den lokale økonomi efter Brexit. Storbritannien opretholder en militær tilstedeværelse i Gibraltar, inklusive flådeinstallationer og strategiske overvågningsfaciliteter ved strædet.

I henhold til den nye aftale vil Gibraltar blive integreret i Schengenområdet for personer, selvom der vil være kontroller i lufthavnen og havnen, som administreres i fællesskab af gibraltariske og spanske/EU-myndigheder.

Der er planlagt en toldunion mellem Gibraltar og EU samt harmonisering af indirekte skatter. For eksempel har Gibraltar aftalt at indføre en minimumssalgsskat på 15 % for at tilpasse sig europæiske standarder. Denne aftale kræver stadig parlamentarisk ratifikation i flere lande samt af EU som helhed.

Spanien fortsætter med at kræve suverænitet over området og baserer en del af sin holdning på FN-resolutioner om ikke-selvstyrende områder. Storbritannien understreger på sin side, at aftalerne ikke påvirker dets suverænitet over Gibraltar.

Aftalen opfattes som nøglen til at sikre Gibraltars økonomiske velstand i en post-Brexit kontekst, givet betydningen af grænsearbejdere og regional handel.

Den britiske flådebase i Gibraltar

Briterne indrettede Gibraltar som flådebase kort efter erobringen i 1704 og udbyggede og forstærkede den helt frem til 2. Verdenskrigs afslutning. Flådebasen befæstede Storbritanniens dominans som sømagt; med Gibraltar havde man ikke bare nøglen til Middelhavet med kontrollen over Gibraltarstrædet. Man havde også en stærk base imellem arvefjenden Frankrigs to store flådehavne, Brest og Toulon, hvorved den franske flåde reelt var delt.

Med Suezkanalens åbning i 1869 blev Middelhavet en hovedrute mellem Europa og Østen. Storbritannien kunne nu fra Gibraltar og den anden stærke Middelhavsbase på Malta beskytte sin egen søfart og kontrollere andre staters søfart på kolonierne i Østen.

Under de to verdenskrige var Gibraltar en meget vigtig base for de allierede. Men som følge af efterkrigstidens afståelse af kolonierne i Østen og den kraftige reduktion af den britiske flåde har Gibraltar mistet sin strategiske betydning.

Menneskets oprindelse

Image
Gibraltar. Klippen har sit navn, Jabal Tariq, ’Tariqs bjerg’, efter hærføreren Tariq.
Af .

På Gibraltar er der fundet to neandertalkranier.

Fundet af det ene kranium blev offentliggjort i 1848 og er således et af de tidligste fund af fortidsmennesker. Det drejer sig om en ung voksen, sandsynligvis en kvinde, med et hjernerumfang på ca. 1270 cm3, som menes at have levet under sidste mellemistid (Eem, 130.000-150.000 år før nu).

Det andet kranium blev fundet i 1926 blot 350 m fra det første fundsted. Trods størrelsen på hele 1400 cm3 stammer det fra et tre- eller fireårigt barn, formodentlig fra begyndelsen af sidste istid.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig