På et tidspunkt forlod Jan Lindhardt teologien i Aarhus og blev ansat som gæsteprofessor på retorik ved Københavns Universitet. Her var han ansat fra 1996 til 1997, hvorefter han blev valgt til biskop over Roskilde Stift. Dette embede bestred han i 11 år fra 1997 til 2008.
Som biskop forsvarede han folkekirken og kirkens tilknytning til staten. Efter hans mening ville det ikke være godt for staten, hvis den ikke havde kirken ved sin side. Omvendt havde kirken brug for staten, og han henviste her til indførelsen af kvindelige præster, der næppe var blevet til noget, hvis ikke der havde været en statskirke.
Folkekirken skulle være rummelig, mente han. Det betyder, at forskellige opfattelser af evangeliet skulle kunne være til stede i kirken, og man skulle være forsigtig med at dømme hinanden ude.
Efter Lindhardts mening skulle kirken spille en større rolle i samfundet, ellers ville dens budskab nemt blive overset. Det skulle bl.a. ske ved at bruge de moderne medier, først og fremmest fjernsynet. Han gik selv forrest og optrådte utallige gange, når medierne ringede og bad ham besvare tidens aktuelle etiske og politiske spørgsmål. Han blev fx i et tv-program spurgt, om det var etisk forsvarligt at klone mennesker, sådan som det teoretisk var blevet muligt inden for den nyeste bioteknologiske forskning. Hans højst overraskende svar lød: “Hellere en god kopi end en dårlig original.”
En af Lindhardts mange ideer var at rette mere fokus mod pinsen, som han mente var en overset højtid i forhold til julen og påsken. Pinsen manglede at blive forbundet med en bestemt spise, mente han, og det var ifølge ham vigtigt, eftersom danskere husker med maven og spiser sig gennem højtiderne. Ligesom man spiser gås i julen og lam i påsken, burde der indføres et særligt pinsemåltid, og hans forslag var et spise fisk, fx rødtunge, der associerer til pinsens ildtunger. Markedsføringen skete via TV2's løbende reklame med Minna og Gunnar.
Sagen vakte stort postyr og fyldte meget i avisernes læserbrevsspalter. Nogle mente, at indslaget og tanken bag det var det rene pop og forfladigelse af en kirkelig højtid, mens andre så det spændende i at lade kristendommen komme til orde i medierne på en humoristisk måde.
Lindhardt stod også bag ideen til et årligt arrangement for konfirmanderne i Roskilde. 4000 konfirmander troppede op til fakkeltog gennem byens gader, og de endte i og omkring domkirken, hvor der var optræden med kendte mediestjerner og efterfølgende gudstjeneste i domkirken med salmesang, nadver og en kort prædiken. Konfirmanderne skulle have en oplevelse, de aldrig glemte.
Gudstjenesten optog også Lindhardt meget, ikke kun højmessen, men også alle de andre former, den kan antage. Derfor sørgede han for at udgive et katalog med forskellige gudstjenesteformer ud over højmessen, som præsterne kunne vælge imellem.
Ligeledes gik han ind for at modernisere salmesangen og indføre rytmisk musik som kirkemusik, så kirken ikke kun var et sted for klassiske musik. Han pegede på Elvis Presley, der også havde været kirkemusiker. Den holdning mødte massiv modstand fra konservative organister, som netop var uddannet inden for klassisk musik og kun var forpligtet til at spille efter koralbogen. Men Lindhardt bad dem gå nye veje. Eksempelvis syntes han godt om skuespilleren og musikeren Lasse Lunderskovs (født 1947) rytmiske melodi til ”Nu fryde sig hver kristen mand”. Den melodi, mente Lindhardt, fik folk til at ranke ryggen og fik Luthers ord til at stå stærkere frem.
Endelig betonede Lindhardt over for præsterne, at de skulle gøre sig mere umage med at fremføre deres prædikener. Det var meget godt, at de havde skrevet en god og fornuftig prædiken, men hvad nyttede det, hvis ingen gad at høre på den, fordi præsten ikke forstod at gøre den levende? Præsterne skulle ikke bare læse deres prædikener op, men burde kunne dem udenad.
I 2005 havnede et besværlig præstesag på Lindhardts bord. Dens hovedperson var Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll, der i sin bog En sten i skoen fra 2003 havde benægtet troen på en skabende og opretholdende Gud, ligesom han havde benægtet troen på opstandelsen og det evige liv. Da Grosbølls rebelske opfattelse kom frem i offentligheden, blev han suspenderet af sin biskop Liselotte Rebel i Helsingør Stift.
Sagen blev meget diskuteret i medierne og gik verden rundt som historien om præsten, der ikke troede på Gud. Mange mente, at en person med en sådan opfattelse ikke kunne være præst, men i Taarbæk ville de ikke af med deres præst.
Grosbøll lagde hovedvægten på 2. trosartikel som nøglen til gudsbegrebet. Vi kender kun Gud gennem Kristus, hævdede han. Det er pænt af Gud, at han døde. Nu var Gud her ikke længere, og så kunne vi være glade for, at Guds død havde befriet os.
Biskop Rebel ønskede efter mange tovtrækkerier at få Grosbøll stillet for kirkeretten, for ellers ville hun ikke længere føre tilsyn med ham. Kirkeminister Bertel Haarder valgte dog i stedet at fjerne tilsynet fra Helsingør Stift og lod Lindhardt fra Roskilde Stift overtage sagen og tilsynet med Grosbøll.
Lindhardt vurderede som kirkepolitiker, at det var bedst for folkekirken, hvis sagen fik lov til at gå i sig selv. Men Grosbøll skulle vide, at han ikke kunne blive ved med at forvirre befolkningen med sine ”grænsesøgende og overfriske” ytringer, som nemt kunne misforstås. Han måtte fx ikke sige: “Jeg tror ikke på Gud”, når han reelt mente: “Vi kender kun Gud gennem Kristus og ikke andetsteds fra”.
Lindhardt indkaldte den 20. maj 2005 Grosbøll til et møde på bispegården og tog ham op til en slags “konfirmation” i vidners nærvær, hvor han bad ham svare ja til trosbekendelsens forskellige led og skrive under på præsteløftet. Det gjorde han, hvorefter Lindhardt drog den konklusion, at Grosbøll troede på Gud og derfor kunne fortsætte i sit embede, dog med påbud om ikke at udtale sig til pressen de næste to år.
Her viste Lindhardt sig både som en smidig embedsmand og en forstående biskop med sans for Grosbølls teologiske standpunkt, som han udmærket kendte fra tysk dialektisk teologi og eksistensteologien, hvor Gud i højere grad er et begreb end en faktisk referenceramme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.