Leuktra

I 371 indbød spartanerne Theben til at deltage i en fællesgræsk konference, der skulle retablere Kongefreden. Storkongen Artaxerxes 2. stod som garant for freden, og alle bystater skulle være selvstændige. Den thebanske delegation anført af Epameinondas forlangte imidlertid at underskrive på alle boiotieres vegne; da Sparta afviste dette, drog thebanerne hjem uden at have underskrevet.

Stridspunktet mellem Sparta og Theben var det samme som ved indgåelsen af Kongefreden femten år forinden. Dengang havde det kun krævet en kortvarig spartansk mobilisering at få Theben til at acceptere Spartas betingelser. Der blev derfor givet ordre til kong Kleombrotos, der befandt sig nord for isthmen med sin hær, om at marchere mod Boiotien, med mindre thebanerne i mellemtiden erklærede sig rede til at underskrive fredsaftalen. Det skete ikke.

Tre uger efter fredskonferencens afslutning slog Kleombrotos’ hær lejr på sletten ved Leuktra nær Thespiai. Spartas krigere stillede op i den klassiske, rektangulære falanks med en bred front og kongen yderst på højre fløj. Epameinondas stillede derimod sine thebanske hopliter op i en ”skæv” falanks, som ifølge kilderne var op til 50 rækker i dybden på venstre fløj overfor Kleombrotos, men meget svagere på højre fløj.

Da ordren til angreb blev givet, rykkede spartanerne frem på deres venstre fløj, hvor thebanernes front var svagest, men på højre fløj blev de drevet tilbage af den stærkere thebanske falanks. Kleombrotos nåede ikke at omgruppere sine tropper i tide, Spartas højre fløj gik i opløsning, og Kleombrotos faldt. Ved nyheden om kongens død begyndte også Spartas venstre fløj at vige, og hele hæren trak sig tilbage mod lejren. Mere end tusind mand var faldet, heraf 400 spartiater.

Hvordan kunne boiotierne, der var kendt som middelmådige fodsoldater, ydmyge Spartas elitesoldater? I antikken var der flere forskellige teorier om årsagerne til nederlaget og to hovedforklaringer i spil.

Den ene fokuserer på spartanernes svagheder: de havde undervurderet opgaven; de var ikke ordentligt forberedt og burde have rekognosceret bedre; de havde muligvis drukket for meget vin til frokost; deres rytteri, som var dårligt trænet og ikke koordineret med infanteriet, bidrog til nederlaget ved at skabe forvirring i kampens indledende fase. Denne forklaring finder man hos den samtidige iagttager Xenofon.

Den anden, senere forklaring fokuserer på thebanernes styrke og Epameinondas som en taktisk fornyer, hvis ”skæve” falanks gav thebanerne det afgørende gennembrud. Denne udgave finder man hos Plutarch og Diodoros. Diodoros’ beskrivelse af slaget indeholder dog nogle unøjagtigheder, fx at Agesilaos’ søn, den senere Archidamos 3., deltog.

Nederlaget ved Leuktra blev en katastrofe for Sparta, idét Epameinondas udnyttede spartanernes svækkede stilling til at erklære Messenien for selvstændigt. Dermed fratog han Sparta halvdelen af dets territorium og fjernede halvdelen af det økonomiske grundlag for den spartanske krigerstat, som det trods flere reformforsøg aldrig lykkedes at genrejse.