Louise Danner

Louise Danner eller Louise Rasmussen, som hun var døbt, var født uden for ægteskab og voksede op hos moderen, der efter hendes fødsel ernærede sig som syerske, senere “pyntekone” ved Det Kgl. Teater. I 1826 blev Louise Danner optaget på balletskolen på Det Kongelige Teater, 1835 blev hun balletdanserinde (figurantinde) og var, indtil hun i 1842 tog sin afsked, medlem af ballettens korps, men nåede dog ikke at blive solodanserinde.

Via sin elsker, bogtrykker Carl Berling, som hun i 1841 fik en søn med, stiftede hun i begyndelsen af 1830'erne bekendtskab med den senere Frederik 7. Hun blev nu Frederiks elskerinde, og forholdet udviklede sig stadig tættere.

Med støtte fra Berling uddannede Louise Danner sig i Paris i modehandlerfaget og åbnede 1844 en fransk modehandel på Vimmelskaftet. Hun udviste megen sans for reklame, fx blev hendes påfund med en roterende voksmannequin i forretningsvinduet godt samtalestof blandt københavnerne. Butikken var kendt i byen, men blev i øvrigt ingen økonomisk succes.

Louise Danners forbindelse med nu kronprins Frederik var blevet opretholdt også gennem kronprinsens andet ægteskab, fra midten af 1840’erne fik det karakter af et mere permanent forhold, og hun opholdt sig i længere tid på Fyn, hvor han var guvernør. Trekantsforholdet mellem de to og Berling blev efterhånden kendt i offentligheden og gav i 1847 anledning til alvorligt sammenstød mellem kronprinsen og hans fader Christian 8.

Hun blev efterhånden uundværlig for kronprinsen, og kort efter Frederik 7.s tronbestigelse i 1848 flyttede Louise Danner ind på Christiansborg, ligesom Berling blev knyttet til kongens kabinet. Hun tog navneforandring til Danner og ophøjedes i 1849 til baronesse af Dannerfeldt, mens kongens ønske om at ægte hende foreløbig blev bremset af premierminister Adam Wilhelm Moltke, regeringens leder.

Under indtryk af den almindelige euforiske stemning efter slaget ved Isted satte Frederik 7. sin vilje igennem, og i juli 1850 blev Louise Danner viet til kongens venstre hånd af Sjællands biskop J.P. Mynster ved en uofficiel ceremoni i Frederiksborg Slotskirke og samtidig ophøjet til lensgrevinde af Danner. Hendes borgerlige byrd umuliggjorde, at hun blev dronning. Grevinde Danner havde uden tvivl en heldig indflydelse på kongen, som indtil da havde ført et ustadigt liv, men ægteskabet forargede højborgerskabet og aristokratiet.

Louise Danner var nu den regerende konges hustru, men ikke Danmarks dronning, og denne konflikt mellem den ægteskabelige stilling og den officielle position skulle blive tragisk bestemmende for Louise Danners og Frederik 7.s liv frem til hans død, og striden om hendes person tillige en faktor i dansk indenrigspolitik i 1850’erne.

Med stadig støtte fra Berling, hvis position ved hoffet fortsat blev styrket, søgte Louise Danner at opnå en social anerkendelse som kongens hustru. Disse bestræbelser blev imidlertid mødt med stadig afvisning fra det diplomatiske korps, de fremmede kongehuse med undtagelse af det svenske og fra det miljø, der normalt omgav hoffet.

Stærk modstand og hårde angreb mod Louise Danners bestræbelser ydede også det toneangivende nationalliberale miljø, dog bortset fra D.G. Monrad. Man søgte dels at ignorere hendes eksistens, dels, hvor det var muligt, at trække sig tilbage fra hoffet. Bondevennerne så hende derimod som et symbol på den nye, folkelige tidsalder, og hun søgte at fremme sin position gennem politiske forbindelser.

Parrets reaktion var i vid udstrækning at opholde sig uden for hovedstaden på slottene Frederiksborg og Jægerspris, senere også på palæet i Skodsborg. I sine bestræbelser for at opnå den ønskede anerkendelse søgte Louise Danner gennem Berling kontakt med den politiske venstrefløj, repræsenteret ved Balthazar Christensen og A.F. Tscherning, der vejledte hende med hensyn til en omfattende godgørenhed. De medvirkede også til at arrangere parrets gentagne rejser i provinsen, først Bornholm og senere Jylland, hvor hun faktisk blev accepteret som kongens hustru. Hun lod videre forstå, at hun under 1850’ernes mange anslag mod det nye konstitutionelle system styrkede kongens opslutning bag Junigrundloven og folkestyrets princip.

Efter Frederik 7.s død levede Louise Danner meget tilbagetrukket, dels på Jægerspris, som hun havde fået som arv efter kongen, dels i en ejendom i Ny Vestergade. Hun drog på langvarige udenlandsrejser, ofte ledsaget af Berling, der døde under deres fælles ophold i Egypten. 1873-1874 opholdt hun sig i Italien, hvor hun pådrog sig rosen og døde i Genova.

Louise Danner, der ud over sønnen, som der var sørget for på anden vis, var uden arvinger, testamenterede kort før sin død sin meget store formue på ca. seks mio. kr. til to stiftelser, den ene Frederik den Syvendes Stiftelse for ubemidlede og trængende Fruentimmer af Arbejderklassen (i dag kaldet Dannerhuset) og den anden Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for “hjælpeløse og forladte Pigebørn, især af Almuen”, der skulle opdrages og uddannes til tjenestepiger. Til det første projekt opførtes en ejendom på hjørnet mellem Gyldenløvesgade og Nansensgade, mens Jægerspris Slot blev stillet til rådighed for pigehjemmet.

Louise Danner gav udførlige retningslinier for de to institutioners virksomhed, hvis bestemt udmeldte formål var at komme de allersvageste til hjælp. I kraft af de meget store midler, hun var i stand til at overdrage stiftelserne, fik de begge en stor social betydning.

Om grevinde Danner blot kynisk søgte at udnytte Frederik 7., eller om hun var en kvinde af folket, som evnede at være en fast og kærlig støtte for den svage konge, har siden været debatteret af både historikere og skønlitterære forfattere.

Det er Louise Danners danmarkshistoriske indsats, at hun formåede at holde Frederik 7. fast ved kongegerningen under de vanskelige forhold, antagelig også ved Junigrundloven, og at hun i nogen grad evnede at regulere hans nedbrydende livsstil. At hun hverken formåede at lægge et diskret slør over sit utraditionelle kærlighedsliv eller at resignere som kongens hustru, var hendes tragiske politiske fejlbedømmelse af egne muligheder for at overvinde og triumfere i forhold til tidens konventioner.

Allerede i sin samtid en omstridt personlighed har vurderingen af Louise Danner vekslet fra opfattelsen af hende som en golddigger, der berigede sig hensynsløst og vanskeliggjorde Danmarks udenrigspolitiske position, til forståelsen af, at hun som den ligefremme kvinde repræsenterede folkestyrets jævnere idealer og på alle områder, inklusive det erotiske, formåede at være kongen den partner, han trods alt kunne leve med.

Den nye kvindebevægelse har med oprettelse af et krisecenter i Grevinde Danners Stiftelse ydet tribut til hendes historiske indsats.

• Maleri fra 1845 og 1850 af David Monies på Jægerspris Slot. Maleri fra 1861 af J.V. Gertner samme sted. Foto samme sted, Det Kgl. Bibliotek.
• Pernille Arenfeldt (red.): Din hengivne Louise, 1999. Morten Meisner: Grevinde Danner, 1991. Robert Neiiendam: Grevinde Danner, 1973. Roar Skovmand (red.): Jægerspris Slot og Kong Frederik den Syvendes Stiftelse, 1974.
• Privatarkiv i kong Frederik 7.s arkiv i Kongehusets arkiv i Rigsarkivet.

• Grevinde Danners Stiftelse
• Kong Frederik den Syvendes Stiftelse
• Det Kongelige Teater

• Dannerhuset
• Frederik 7.

• Louise Danner