Luc Besson, f. 1959, fransk filminstruktør, der repræsenterede postmodernismen i fransk film i 1980'erne sammen med Jean-Jacques Beineix og Leos Carax. Besson debuterede 1983 med den stiliserede, ordløse sort-hvide fremtidsfilm Le dernier combat (Den sidste kamp) og fik sit internationale gennembrud med den romantiske og musikalske undergrundsactionfilm Subway (1985). Regulære actionfilm var også Nikita (1990), som Hollywood genindspillede, og Leon (1994), hvis handling var flyttet til New York. I Le grand bleu (1988, The Big Blue) og Atlantis (1992) hengav Besson sig til sin passion for havets underverden. Efter det humoristiske og actionfyldte science fiction-eventyr The Fifth Element (1997, Det femte element) lavede Besson den stort anlagte The Messenger: The Story of Joan of Arc (1999, Jeanne d'Arc). Siden har han produceret og skrevet manuskript til en lang række film, bl.a. actionkomedien Taxi (1998) og dens to efterfølgere (2000, 2003) samt instrueret den sort-hvide Paris-fantasi Angel-A (2005). Det unge publikum har været begejstret for hans film, mens mange kritikere har været mere forbeholdne over for, hvad de har betegnet som tom æstetik.
Det sker
Landbrugets forurening
En ekspertgruppe anbefaler, at grænseværdien for nitrat i drikkevandet bliver sænket. Det sker, efter det er blevet påvist, at nitrat øger risikoen for tarmkræft. Nitrat kommer fra den udvaskning af gødning, der forekommer i forbindelse med landbrug.
Curling
Danmark dyster i tre discipliner til vinter-OL i disse dage. Både skeleton, ishockey og curling. Curling er den eneste sportsgren, som Danmark har vundet medalje i til vinter-OL. Det skete i 1998, da kvindernes curlinghold vandt sølv.
Fastelavn
Fastelavn er én af årets store udklædningsfester. Danske børneinstitutioner er i vore dage bærende for traditionen, der tidligere var en flere dage lang fejring i forbindelse med fasten. I år er fastelavnssøndag den 15. februar.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.