MARC er et struktureret it-format til inddatering og udveksling af bibliografiske data i maskinlæsbar form. MARC benyttes i biblioteker over hele verden til opbygning af kataloger og til genbrug af katalogdata.

Faktaboks

Også kendt som

MAchine-Readable Cataloguing

MARC blev udviklet i forbindelse med Library of Congress' overgang til it-baseret katalogisering i 1960'ernes begyndelse. Mange af de lande, der anvender MARC, har udviklet nationale varianter af formatet. Library of Congress' format blev betegnet som LCMARC, men blev i 1999 lagt sammen med det canadiske MARC-format til MARC21. Siden da er MARC21 taget i brug i en række andre lande, fx på British Library.

Udveksling af MARC-poster

Et format beregnet til udveksling af bibliografiske data mellem de nationale formater, UNIMARC, er udviklet af IFLA.

Oprindelig blev MARC-poster rent teknisk udvekslet med ISO 2709 Format for information Exchange (første version fra 1973), som i 2008 blev suppleret med det XML-baserede ISO 25577 Marcxchange.

MARC i Danmark

I Danmark anvendes danMARC2-formatet, som er en konsolidering af et MARC-format for danske folkebiblioteker og et for danske forskningsbiblioteker. danMARC2 2. udgave blev udgivet i 1998 og blev taget i brug over nogle år. Siden er formatet vedligeholdt af Biblioteksstyrelsen og efterfølgende institutioner; siden 2016 Slots- og Kulturstyrelsen.

danMARC2 anvendes af den danske nationalbibliografi, folkebibliotekerne og nogle forskningsbiblioteker. En række forskningsbiblioteker anvender MARC21 i forbindelse med skifte til internationale bibliotekssystem.

I forbindelse med ibrugtagen af nye katalogiseringsregler RDA (Resource Description and Access) forberedes er en ny version danMARC3 under forberedelse.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig