Max Frisch

Frisch begyndte sin karriere med at skrive romaner og skuespil. Hans tidlige romaner Jürg Reinhart: eine sommerliche Schicksalsfahrt (1934, 'Jürg Reinhart: en sommerlig skæbnerejse', ikke udgivet på dansk) og Bin oder Die Reise nach Peking (1945; på dansk Bin eller Rejsen til Peking, 1967), kredser om valget mellem en borgerlig og en kunstnerisk tilværelse og indeholder autobiografiske elementer. Hans litterære gennembrud kom med Tagebuch 1946–49 (1949; på dansk Dagbogsblade, 1960), der er en samling skitser og refleksioner over efterkrigstiden. Som schweizer havde Frisch været forskånet for Anden Verdenskrigs ødelæggelser, men som europæer var han alligevel præget af krigen. Dagbøgerne, der også omfatter Tagebuch 1966–1971 (1979, 'Dagbog 1966-1971', ikke udgivet på dansk ) og posthumt Entwürfe zu einem dritten Tagebuch (2002, 'Udkast til en tredje dagbog', ikke udgivet på dansk ), kombinerer biografiske, dokumentariske og fiktive elementer og udgør samtidig skitser til hans prosaværker og dramatik.

I 1950’erne skrev Frisch to centrale romaner, Stiller (1954; på dansk Jeg er ikke Stiller, 1972) og Homo Faber (1957; på dansk 1959, genoversat 1998). Begge portrætterer personer, der ikke kan undslippe deres livsvilkår. Billedhuggeren Stiller står over for private nederlag, mens teknikeren Faber lærer, at menneskeliv ikke kan styres som maskiner.

Romanen Mein Name sei Gantenbein (1964; på dansk Kald mig Gantenbein, 1965) behandler identitet og selvforståelse gennem en række forskellige udkast og perspektiver. Hovedpersonen Gantenbein foregiver at være blind i et forsøg på at nærme sig en mere oprigtig virkelighed. Romanens korte prosastykker forbinder refleksioner over livet med både alvor og underspillet humor.

Sideløbende med de første romaner skrev Frisch det satiriske skuespil Biedermann und die Brandstifter (1958; på dansk Biedermann og brandstifterne, 1969), der markerede hans internationale gennembrud. Frischs tidlige dramatik kredser om skyld, ansvar og frihed og sætter spørgsmålstegn ved konventionernes stivhed. Skuespillet Andorra (1961; på dansk Andorra, 1967) udforsker forholdet mellem tildelte roller og personlig identitet. Dramaerne kombinerer symbolske og fragmentariske scener med en minimalistisk scenografi og en direkte publikumskontakt, inspireret af Bertolt Brechts teaterstykker.

I 1960’erne blev Frischs skuespil oversat til dansk og opført på større teatre i Danmark, blandt andet Biedermann og brandstifterne på Odense Teater i 1961 og Andorra på Aalborg Teater i 1966, hvilket introducerede deres tematikker om ansvar og moral til et dansk publikum.

Frisch var interesseret i at afprøve selvrefleksionen litterært, hvilket blandt andet kom til udtryk i Montauk (1975; på dansk Montauk: en fortælling, 1976). Heri beskriver han sit forhold til den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann. Det gør han i en dagbogsform, der blev hans gennemgående metode til at kombinere fiktion og virkelighed som ligeværdige veje til erkendelse. Teknikken danner også model for romanerne Stiller og Mein Name sei Gantenbein, der udforsker identitet og subjektiv erfaring gennem romanernes skitserede livsforløb og alternative fortællinger.

I et arkiv på ETH i Zürich opbevares Frischs dagbøger, manuskripter, breve og noter sammen med værker om hans liv. Arkivet rummer også artikler, fotografier, plakater, film- og lydoptagelser foruden tegninger og planer, forskningsværker og litteratur af samtidige forfattere, der sætter hans forfatterskab ind i en bredere historisk og social sammenhæng.