Image
Danmark støttede bygning af færger på Mekong i Cambodja.
Af .
Image
Mekong ved Phnom Penh.
Af .
Image
Danskbygget “Viet-Dan 6“ ved Ho Chi Minh City.
Af .
Image
Mekong i Ho Chi Minh City.
Af .

Mekong er Sydøstasiens største og vigtigste flod. Den er 4425 km lang og afvander 810.000 km2.

Faktaboks

Etymologi

Thai or Lao: "Mor" + khong "flod eller Mors Vand

Også kendt som

Maekhong

Kildefloderne udgår fra gletsjere i over 5000 m højde på Det Tibetanske Plateau og næres af forårets snesmeltning og monsunregnen. Under sine tibetanske og kinesiske navne, hhv. Dza Chu og Lancang Jiang, løber den mod syd gennem Chamdos og Yunnans høje bjerge.

På et langt stykke løber her tre af Asiens vigtigste floder, Salween, Mekong og Chang Jiang (Yangtze Kiang), i hver sin dybe floddal tæt ved hinanden. Området er uvejsomt og tyndtbefolket, og de rivende bjergfloders store vandkraftpotentialer er vanskelige at udnytte. Syd for Yunnan danner Mekong grænse mellem Myanmar og Laos og senere over et langt stykke mellem Thailand og Laos. Mekong modtager her mange bifloder, og vandstanden varierer med monsunens nedbør. På det nedre løb gennem Cambodia og det sydlige Vietnam er Mekong en mægtig vandvej, og flodens årlige oversvømmelser påvirker store områder og er et grundvilkår for tætbefolkede landbrugsregioner, ikke mindst omkring søen Tonle Sap i Cambodia og i det store delta i Nam Bô (tidligere Cochinkina) før udløbet i Det Sydkinesiske Hav.

Mekong har altid spillet en vigtig rolle for erhverv og transport i Laos, det østlige Thailand, Cambodia og Vietnam. I perioden uden så meget nedbør er kunstvanding nødvendig for den livsvigtige landbrugsproduktion, herunder risdyrkning, der er vital i regionen.

I 1957 dannedes The Mekong River Development Project med henblik på en samlet udbygning af flodkontrol, vandkraft og kunstvanding omkring flodens nedre løb. Under indtryk af Vietnamkrigen og de fortsat vanskelige politiske forhold i især Laos og Cambodia er det gået langsomt med projekterne, men flere dæmninger er dog blevet bygget, og for både Laos og Cambodia er elektricitet fra vandkraft nu vigtige eksportvarer (til Thailand), og det kunstvandede areal er udvidet betydeligt. En stor del af regionens risdyrkning udnytter flodens vand, og med den langsomt stabiliserede politiske situation i regionen er der store perspektiver for et forbedret samarbejde omkring Mekong.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig